Det kongelige Kapel er i pengenød men ikke vennenød (endnu). Der har været stiftende generalforsamling i den ny Venneforening, og for et par uger siden gik en ny hjemmeside i luften på både dansk og engelsk. Hjemmesiden tror jeg nu var planlagt før nedskæringerne, men pæn ser den ud. Og forrig fredag var der så kapelkoncert for tredje gang denne sæson, og der var lagt op til russisk fest.

Koncerten

Stuvende fuld scene fra start til slut, for det var et program med godt med kartofler til:

1. Musorgskij: En nat på Bloksberg, ar.. Rimskij-Korsakov
2. Prokofiev: Violinkoncert nr 2, G-mol, op. 63, solist: Boris Brovtsyn
3. Shostakovich: Symfoni nr. 4, C-mol, op. 43

På podiet russiskfødte Michail Jurowski (tysk translitteration, da det er dér, han har størstedelen af sin karriere), og i violinkoncerten russiske Brovtsyn, der var indhopper i stedet for sygemeldte men lige så russiske Viktor Tretiakov. Jurowski har jeg oplevet med Kapellet før med en vis succes, så jeg så frem til denne russerfest. Tre meget forskellige russiske komponister med min favorit som rosinen i pølseenden.

Altså først en ouverture af Musorgskij, denne mester for klavermusikken, der måske bedst kendes gennem andres orkestrering af hans værker. Dette værk er orkestreret af vennen Rimskij-Korsakov efter Musorgskijs død. Musorgskij forsøgte åbenbart at skrive en opera, der skulle være et heksebal. Vild og voldsom musik, altså, og leveret med begejstret vildskab af musikerne.

Næste ret var så Prokofievs violinkoncert, skrevet lige efter hjemkomsten i 1936 og stadig med præg af succesårene i Vesten. Kapellet tynder lidt ud i blæserflokken, så der skabes plads til solisten. Han kommer ind med Maestro haltende bag sig, hilser, nikker, hjælper Maestro på plads, og sætter så i gang helt alene, før orkesteret kommer med efter et par strålende minutter. Det er Prokofiev i rollen som Prokofiev: virtuos, brilliant musik med indlagte momenter med uventet skønhed. Hvis du ikke kender violinkoncerten, så tænk på musikken til Romeo og Julie – det er i nogenlunde samme ånd og stil og dermed min yndlings-Prokofiev. Mest udpræget i den bedårende smukke andensats, hvor orkesteret klukker afsted under en svævende soloviolin.

Efter pausen så min gode ven Dmitri med en symfoni, jeg slet ikke kendte før. Scenen er nu fyldt helt op med bl.a. 8 horn og 6 (!) fløjter. Jeg når lige at tænke, at det bliver stort, dette, og så bryder lydhavet løs. Det er kompleks musik, teknisk hundesvær, vil jeg tro, og på typisk Shosta-vis meget dynamisk. Det var i hvert fald svært for mig at følge med, når melodistumperne hoppede rundt fra instrument til instrument. Men i anden sats er der et helt vidunderligt sted, hvor violinerne filer afsted på livet løs med en lille figur, der gentages, varieres og gentages igen i et urimeligt højt tempo. Det ser bratscherne og beslutter sig for at hoppe med. Det ser celloerne, der også hopper med. Da sidder de fleste af strygerne altså og filer med buerne i et fælles mønster og i et iltert tempo. Men der mangler 8: Kontrabasserne. De ser på hinanden, nikker og hopper med – så hurtigt kan man slet ikke spille på kontrabas, men det kan man så alligevel. Dette er blot et af billederne i denne sære symfoni, men det var meget, meget fint at opleve.

Dommen

Jeg indrømmer gerne, at dette var koncert nummer 4 på 4 dage, og hovedet sad stadig fast i en blanding af koncert nr. 2 og nr. 3. Det var altså ikke verdens mest fokuserede eller på nogen måde klar hjerne, der raslede rundt i hovedet på mig, da jeg forpustet ankom til Operaen lidt over kl. 19. Sulten var jeg tilmed, hvilket var uventet svært at afhjælpe, for der var rigtigt mange til stedet i lobbyen, der også ville have noget at spise eller drikke. Dum optakt, og måske derfor var jeg ikke helt til stede i Musorgskij. Med andre ord kan jeg simpelthen ikke huske så meget som en node.

Violinkoncerten, derimod, dén kan jeg huske. Jeg er ikke stor fan af Prokofiev, men hold da op, hvor er det en god violinkoncert! Moderne på 1930-vis, afsøgende, virtuos men uden bravour. God musik spillet rigtigt fint!

Til gengæld kan jeg nu sige, at Shostakovich’ symfoni nr. 4 ikke er min favorit. Der er selvfølgeligt fremragende Shosta-momenter, men nogle af hans senere er bare bedre. Den er omtrent samtidig med skandaleoperaen Lady Macbeth fra Mtsensk og taler omtrent samme ,musikalske sprog. Og fik jo så lige Shostakovich på minuslisten i de rigtigt farlige år med udrensninger og konstante trusler fra regimet. Der står altså en aura af farlighed om værket.

I næste nummer af magasinet KLASSISK vil der være en anmeldelse af denne kapelkoncert ved Andrew Mellor – kan man ikke finde på andre grunde til at købe magasinet, så lad det være grunden!

Mens jeg skrev denne tekst, hang jeg i et fly over Labradorhavet. Det er unægtelig lettere at rejse mellem verdensdelene i dag end dengang Prokofiev og Shostakovich gjorde lignende rejser. Selv med alverdens potentielle terrorister lurende lige på den anden side af min gadedør, så levede de to kæmper et helt anderledes farligt liv. Det var så langt fra et mere uskyldigt liv, de levede, og selvfølgeligt kan man høre det i deres musik. Måske især i Shostakovich’, da han jo trippede langs en meget spinkel line i rigtigt mange år.

I øvrigt har man lige offentliggjort, at der alligevel bliver en femte kammerkoncert allerede på søndag 9. marts. Til gengæld bliver det en heldagsforestilling, med et meget varieret program. Jeg er ikke helt sikker på, om jeg kan komme, men jeg har i sinde at prøve! Hvad med dig?