Ekstremsport er blevet populært, og dermed er det ekstreme atter under udvikling. Seneste bud på en ekstremsport for folk som mig er spændende men også noget, der sætter store krav: tre kammerkoncerter klemt sammen på en enkelt eftermiddag. Udholdenhed kræves af publikum og nogle af de medvirkende, i hvert fald i søndagens grand prix-løb på Operaens Takkelloftscene: 14 værker og dermed 14 kombinationer af musikere og nodestativer, 44 musikere,  et ukendt antal i publikum, og en håndfuld supporterende roller (sceneteknikere og kontrollører).

Tidligere på sæsonen svævede et vagt løfte om en kammerkoncert nr. 5 på programmet for Det kongelige Kapel, men da budgetdiskussionerne ramte ensemblet hårdt, så forsvandt det vage håb helt. Og så genopstod det pludseligt, set med mine briller, som en marathonkoncert lige før påske. Start kl. 12 palmesøndag, 3 afdelinger á cirka 1½ times kammermusik, forventet varighed knap 6 timer. Om jeg gad komme? Jo da!

Koncerten

Programmet er håbløst at gengive – check det hos kglteater.dk så længe, det link virker. Vi rundede Mozart, Bruckner, Sibelius, Brahms, Ravel, Shostakovich, Grieg, Böhme, Psatas, og Pawassar. De to sidste er de yngste, og selvfølgeligt var det slagtøjsgruppens indslag.

De mange værker var delt op i 3 afdelinger af hensyn til publikum, så vi kunne fouragere, som det blev udtrykt. Musikerne kom og gik, havde familien med, roste hinanden, og deltog som publikum i det hele taget.

Vi kom godt rundt i repertoiret for strygetrio, strygekvartet, hornkvartet, violinsonater, slagtøjsensemble, messingensemble,  og andre, lidt sære sammensætninger.

Dommen

Nej, ingen dom ud over at det var en smuk søndag eftermiddag at tilbringe på de umagelige stole i så mange timer. Musikken var dog umanérlig dejlig og flot leveret af Kapellets musikere. I pauserne trak de fleste af “vedholderne” udenfor for dog at nyde det smukke vejr. Vi var ikke mange, der holdt ved gennem alle tre afdelinger, for folk har jo aftaler og ting at gøre på en søndag.  Jeg er ferieramt og kunne derfor afsætte hele eftermiddagen og var glad for mit valg. Det var i virkeligheden 14 minikoncerter, og de blev leveret professionelt og musikalsk medrivende.

Blandt højdepunkterne var Claudio Flückigers fine demonstration af forskellen mellem valdhorn og wagnertuba, og mellem wagnertuba anno 2017 og wagnertuba anno cirka 1900. Dertil selvfølgeligt slagtøjsgruppens to numre – det er en vældigt fin slagtøjsgruppe, og deres optrædender er altid medrivende, fantasifulde, humørskabende, og teknisk helt i top.

Derudover ingen nævnt, ingen glemt. Flot opvisning af det spektrum, som Kapellets musikere udgør i stil og smag. Det kunne have været en øjenåbner, hvis andre end fans havde været til stede. Men problemet er jo, at vi fans dukker op, og det gør nogle turister også,  men ellers ingen udover familien.

Så kom da, København! Det vrimler med diverse demonstrationer for og imod alverdens sager, og i mellemtiden er byens ældste ensemble i åndenød. Forleden var jeg til en heldigvis sjælden balletforestilling, hvor Kapellet som endnu sædvanligt spillede henrivende trods det pauvre materiale (bedårende soli af Lars Bjørnkjær), som er brød-under-smørret for vore kampelmusici og tak for det! Jeg glæder mig absolut til sæsonens sidste kapelkoncert

Som eksempel på Det kongelige Teaters desperation, så check lige deres liste over koncerter i Operaen:

https://kglteater.dk/shows/?f-type=koncert

For at betale huslejen må man lokke publikum til og fylde huset med hvad, der end måtte lokke publikum til. Det inkluderer Bob Dylan og andre ting, der måske ville passe bedre på det nye Royal Arena. Men inden vi sander til i ren desperation over de mange huslejer, så husk lige, at det var den daværende bestyrelse og kulturministerium, der besluttede at bygge Skuespilhuset. Så der er ingen uskyldige ofre i dén samtale – musikerne i Det kongelige Kapel som en mulig undtagelse ifølge mine begrænsede oplysninger.