Endnu en påske, endnu en tur til Berlin. Jeg var til min tredje omgang Festtage – ganske uventet, da jeg egentligt ville springe over og nuppe en Parsifal et andet sted i verden denne påske. Men så lokkede nogle venner med Martha Argerich og Daniel Barenboim og så lige Radu Lupu i Beethovens femte klaverkoncert. Aftale!

Symfonikoncert onsdag

Onsdagens koncert med Staatskapelle Berlin under maestro Daniel Barenboim var en pudsig omgang:

1. Brahms: Haydn-variationer, op. 56 for orkester
2. Schönberg: Fem orkesterstykker, op. 16
3. Beethoven Klaverkoncert nr 5, Es-dur op. 73, solist: Radu Lupu

Altså en romantisk rokokopastiche, noget atonalt tolvtonemusik, og Kejserkoncerten med klaverkonge ved flyglet såvel som på dirigentpodiet. Nå, på med ja-hatten, for det er per definition en god koncert, der slutter med Beethoven.

Brahms’ såkaldte Haydn-variationer hedder sådan, fordi vi er enige om at lade som om, det oprindelige tema er af Haydn, hvilket det efter sigende ikke er, men det kunne det have været. Musikken er Brahms for fuld udblæsning og dejlig musik ovenikøbet.

Scenen var godt og vel fyldt ud i Philharmoniens store sal og også på de dyre publikumspladser på gulvet foran scenen og på “første balkon”. Men fra min plads i Block C, der svarer nogenlunde til anden balkon i andre koncertsale eller operahuse, kunne jeg nyde udsigten til scenen og samtidigt undre mig over tomme pladser ude i salen – ikke mange tomme pladser, men dog nok til at undre mig.

Men altså: Staatskapelle Berlin defilerede ind, stemte, og sad forventningsfuldt klar til Brahms. Maestro Barenboim tripper ind, spreder hænderne, og træblæserne med det sarte tema i rokokostil. De to oboer fletter sig ind og ud mellem hinanden, de øvrige blæsere kommer med, det hele gentages og slutter med tre små trut. Nu har vi fået temaet godt præsenteret, og behandlingen går igang. Først strygerne, så messingblæsere, så hele orkesteret, igen og igen. En god håndfuld variationer, serveret med gusto af Staatskapelle. Stor applaus, især til træblæserne.

Nu velan, afsted til det virkeligt svære: Schönbergs atonale mesterværk for (stort) symfoniorkester, inklusive kontrafagot, basklarinet og kontrabasklarinet. Jeg er hverken ekspert i eller fan af Schönberg, men dybe træblæsere fremmer velviljen hos mig. Altså et mesterværk model tolvtonemusik anno 1909 og et romantisk anlagt Staatskapelle. Det er slet ikke så tosset endda uden dog at være decideret medrivende. Kapellet spiller skarpt og præcist, et celeste plinger med, strygerne stryger, en trombone klager, og sådan fortsætter det. Nej, fan bliver jeg nok aldrig, men det var fint spillet.

Efter pausen blev Staatskapelle reduceret i omfang til lidt over det halve, og et stort flygel stod klar forrest på scenen. Jeg kunne ikke se, om det var Barenboims eget flygel, der jo egner sig så fint til Beethoven, men det viste sig, at det “blot” var husets Steinway. Den femte klaverkoncert er ikke min favorit (det er den tredje), men jeg havde glædet mig til at høre den med dobbelt-op på klaverstjerne. Radu Lupu kom langsomt ind med Barenboim i hælene, orkesteret spiller en stor akkord, Lupu spiller en stor klavertrille, og så er vi ligesom i gang. Lupu følger interesseret med i orkestrets lange introduktion, og svarer i en uventet “blomstret” stil. Det lød lidt, som om der var flere noder i Lupus fingre end i partituret – fint med mig, så er det et personligt bud på Beethoven, vi får serveret. Kadencen var dog Beethovens egen, uventet sart spillet. Men hov, en falsk tone? Nå ja, hvor der handles, der spildes, så at sige, og Lupu var jo i gang med et personligt bud på Beethoven, så det var nok bare en finke. Men hov, én til, og én til? På rækken foran mig så et par bestyrtet på hinanden, og jeg begyndte at frygte den næste hovsa. Tro mig, det bliver virkeligt svært at nyde en koncert, når man sidder med fornemmelsen af, at en katastrofe lurer lige om hjørnet – spørg enhver forælder til et musikskolebarn. Da det endeligt var overstået, klappede man ivrigt nede på de dyre pladser og fremprovokerede hele 8 fremkaldelser, men gudskelov fik vi ingen ekstranumre. Barenboim og Lupu omfavnede hinanden, men de 7 falske toner undervejs må da have givet den perfektionistiske Barenboim noget at tænke over. Øv, for det kunne have været så godt. Jeg talte med mine sidemænd efter koncerten, og de var rystede over manglen på energi i Lupus spil. Jeg ved ikke, hvad problemet var – en dårlig dag, fejlslagne sats, eller noget andet. Men kort sagt, så var det en fabelagtigt spillet orkesterdel af klaverkoncerten og en rystende usikkert spillet klaverdel.

Duo-Recital lørdag

Det er et fast programpunkt, at påskelørdag spiller Barenboim kammermusikalsk sammen med Martha Argerich i Philharmonien. Mine venner er fast tilbehør til den koncert, men jeg var altså nybegynder i år, og programmet var virtuost:

1. Mozart: Sonate for firhændigt klaver, F-dur KV 497
2. Brahms: Haydn variationer, op. 56 for to klaverer
3. Liszt: Concerto pathétique
4. Liszt: Réminiscences de Don Juan

Først et flygel og to klaverstjerner, derpå blev Barenboims eget flygel rullet ind, så vi kunne nyde forskellen på et Steinway og et Barenboim:

Det er Barenboims til venstre – lidt længere og lidt bredere for at skabe plads til at strengene ikke krydser hinanden undervejs, så klangen dermed bliver klar og utvetydig.

Men altså først firhændigt klaver men Barenboim på den lyse halvdel af tangenterne og Argerich på resten. Av, for det var tæt på at ligne 1800-tallets kønsroller. Heldigvis er Argerich alt for god til at lege mindreværdig – her er tale om gode venner med en fælles passion og overdådige evner. Hér en uges tid senere husker jeg ikke meget om Mozarts sonate udover at det lød meget mere som Rakhmaninov end som Mozart.

Derimod pyntede det gevaldigt med det ekstra flygel til Brahms. Det var altså et arrangement for to klaverer af det orkesterværk, vi havde hørt tre dage tidligere. Jeg har hørt arrangementet før men ikke i så ultravirtuos udgave som hér. Rendyrket fyrværkerimusik og godt med knaldperler.

Efter pausen to gange Liszt. Jeg har det notorisk svært med Liszt (og Schumann), men hans ekspressive stil passer Argerich og Barenboim fint: Mere fyrværkeri, flere knaldperler, flere virtuositeter, meget mere glamour. Men der er gods i musikerne under alle falbeladerne. Dette er ikke en teknisk opvisning men en musikalsk kraftpræstation gange to. Det var især tydeligt i Liszt’s leg med temaer fra Mozarts opera Don Giovanni. Hér blev der leget for fulde gardiner, grinet og fnist. Meget medrivende og sjovt at opleve.

For er du da vimmer for en fabelagtig klaverextravaganza! Vi fik heldigvis hele tre ekstranumre lokket ud af parret – de så nærmest som om de kunne blive ved med at spille helt til nytår, og jeg var gladeligt blevet siddende til da. Det sidste ekstranummer var det eneste, jeg kunne genkende, nemlig et arrangement af Debussys vidunderlige Forspil til en fauns eftermiddag (Prélude à l’Aprés-Midi d’un Faun). Et pudsigt værk som ekstranummer på grund af størrelsen, men det viste sig at være programsat til næste års Duo-Recital ved Berliner Festtage og lå åbenbart parret på sinde. I hvert fald var det fantastisk at høre i denne pragtudgave.

Vi sluttede altså mine Festtage med et brag af en koncert med fuld tilfredshed hos mig. Det var lidt sært at ikke være til Parsifal denne gang, men jeg får dækket mit Wagnerbehov i løbet af sommeren. Næste år kunne jeg godt finde på at være i Berlin påskelørdag for at opleve årets udgave af Argerich og Barenboims legetime, men en Parsifal skal der nu også til, for ellers er det ikke påske.