Der er penge i skidtet: Mursten er kedelige, men ethvert byggeri skal fejres med grundsten og røde bånd, der skal klippes over af en tilpas vigtig person. Undervejs mod det røde bånd har flittige mennesker planlagt og bygget, kørt med kraner, drukket kaffe, tegnet streger, blandet cement, og det hele ender med et forhåbentligt flot hus med godkendt arkitektur i tilpas dramatisk stil.

Og så står man dér med et hus, og hvad skal man dog bruge det til? Kultur er festlig på åbningsdagen, men resten af tiden handler det jo om noget så kedeligt som aflønning af personale, det være sig fastansat eller ej. Kedeligt. Kedeligere end mursten, og især kedeligere end røde bånd.

På den anden side er der jo reklameværdien i et kulturhus: Folk kommer rejsende til for at opleve huset, hvis det er spændende nok. Og tilrejsende betyder hoteller og restauranter, der betyder arbejdspladser.

I de sidste 15-20 år er der blevet bygget kulturhuse i Danmark som sjældent før. Med “kulturhus” mener jeg huse, hvor der spilles og synges klassisk musik, udstilles billeder, eller danses andet end almindelig dans. Det er sket samtidigt med, at skiftende regeringer har skåret og omfordelt penge i kulturområdet som ikke rigtigt set siden de berygtede 1960’ere. De store byers byorkestre er blevet til egentlige symfoniorkestre og har (efterhånden) fået fine huse at spille deres musik i. Hvert landsdelsorkester og basisensemble har fået stærke profiler på sociale medier og et publikum, der rækker langt videre end det stereotypiske direktør-læge-revisor-segment. I hovedstaden savner vi den fabelagtige koncertsal i Odd Fellow-palæet men har til gengæld fået DR Koncerthuset, Operaen, Skuespilhuset, og den 100% privatsponsoreret og -drevne Mogens Dahl Koncertsal. Dertil kommer diverse andre huse og sale og ensembler, jeg springer over hér.

Men hvad skal vi gøre med de mursten og alle de ansatte?

Den siddende kulturminister, Mette Bock, er kommet med et frisk bud, der flytter statslige penge fra budgetpost til budgetpost. For det takker jeg ministeren, for sommetider skal der nye vinde til. Men ministerens vind blæser fra gårsdagens hjørne: Der er intet nyt, blot blade, der hvirvler rundt i gården. Måske vil hun lukke et ensemble, måske blot flytte budgetpenge fra et ensemble i hovedstaden til ensembler i provinsen, hvem ved? I hvert tilfælde synes beslutningen ikke baseret på hverken viden eller fornuft.

Lad os nu sige, at vi ønsker at prioritere provinsens klassiske ensembler over hovedstadens, eller at udligne forskellen i budgetterne mellem hovedstadens og provinsens ensembler. Så ville første spørgsmål muligvis være, om vi har et problem eller ej. Et problem ville være, om provinsens ensembler er lavere prioriteret end hovedstadens ensembler, og et andet om begrebet “hovedstadens ensembler” overhovedet giver mening.

Jeg selv tager gerne fra hovedstaden til Symfonisk Sal i Aarhus, fordi det er en virkeligt dejlig koncertsal, og det tidligere byorkester er blevet til et ganske udmærket symfoniorkester. Ligeledes tager jeg på lørdag til Odense, fordi det tidligere byorkester fik fat i en fremragende chefdirigent i Aleksander Vedernikov, der insisterer på at etablere en Wagner-ring i lille Odenses småkedelige koncerthus, der tilfældigvis i år udvides med et nyt kulturhus, Odeon. Hjemme i København bruger jeg flittigt Operaen, DRs blå firkant og Tivolis Koncertsal  med det sært navngivne Tivoli Copenhagen Phil, mindre flittigt Mogens Dahls Koncertsal og andre kammermusikalske steder.

Så meget for ensembler, men hvad med husene? Tja, her i København har vi et usigeligt dyrt og dog voldsomt grimt og publikumsfjendtligt koncerthus i DR-regi, hvor der hver uge spilles for næsten udsolgt i den store koncertsal. Symfoniorkestret er godt og blevet klart bedre efter flytningen til en bedre sal og især under de store dirigenter, som den bedre sal og det større budget kan lokke til byen. Lidt længere nordpå har vi Operaen og Det kongelige Kapel, der kæmper med seriøst dårlig ledelse som resten af Det kongelige Teater, men dog finder kræfter til fabelagtige symfonikoncerter og seriøst sjove kammerkoncerter derude på Holmen. Og to kilometer længere mod vest har vi det gamle Radiohus, der nu huser Det kongelige Musikkonservatorium med den gamle koncertsal (Studie 1), hvor Copenhagen Phil har basis i København, når de ikke optræder et par gange i Tivolis Koncertsal i sit sommertøj som Tivolis symfoniorkester. Så vi står ikke lige og mangler koncertsale som sådan. Eller ensembler. Men er dét pointen?

Næ. Efter sigende er seneste ministerielle bud, at det handler om at fordele statens kroner over det danske land ved at overføre allerede budgetterede kroner fra Copenhagen Phil til landsdelsorkestrene i Odense, Aarhus og Aalborg. Ikke til landsdelsorkesteret i Sønderjylland, dog. Nogle mener at vide, at omfordelingen skyldes de fem landsdelsorkestres historie: Tre er opstået som byorkestre med adgang til byrådets lommer, to er opstået som regionale orkestre med adgang til statens lommer. Lige dét er ubestrideligt sandt, og ministeren har tilsyneladende ikke lige været opmærksom på det, da hun brugte manglende lokal forankring som begrundelse.

Sagen udvikler sig, støttegrupper opstår, underskriftindsamlinger ligeså. Hvad det hele ender med, ved vi ikke endnu. Skulle jeg selv bestemme, ville jeg flytte Symfonisk Sal til København Ø i stedet for det seriøst grimme Parken tæt på mit hjem og få DR SymfoniOrkesteret til at spille dér på skift med Copenhagen Phil, under den klare forudsætning, at de flytter tilbage til det tidligere navn: Sjællands Symfoniorkester. Og med Det kongelige Kapel en gang hver anden måned eller så; ikke at jeg er ked af deres nuværende spillested på Operaen med orkesterskal, men alligevel. Og naturligvis med jævnlige gæstekoncerter med de fire andre landsdelsorkestre, ligesom alle tre Københavnerorkestre ville turnere i Danmark mindst 2 gange om året.

Se, dét ville være god brug af mursten til musik!