Det var en kold og (ikke særligt) stormfuld lørdag eftermiddag, og det lille torv foran Odense Koncerthus var ved at være fyldt op af forventningsfulde gæster.  Det var blevet tid til fjerde del af Nibelungens Ring i den serie af koncertante opførelser, som Odense Symfoniorkester og Alexander Vedernikov nu afslutter. De håber at afrunde projektet med to komplette ringcykler i maj 2018, og vi er nok mange, der vil forsøge at skaffe billet til (mindst) en cyklus.

Men altså, Wagner på en lørdag denne gang. Jeg var vældigt godt tilfreds med del 1, del 2 og del 3, så der lå et vis forventningspres over foretagnet. Som en slags akavet optakt, havde jeg været til Torsdagskoncert med DRSO i Mahlers 6. symfoni blot to dage tidligere, så sindet var allerede stemt i retning af verdens undergang. Men ikke engang de umagelige bænkerader i Carl Nielsen-salen kunne tørre de brede grin af ansigterne på de fleste i publikum.

Götterdämmerung

Del 4 handler om optakten til verdens undergang, Götterdämmerung eller Ragnarok. Wotan har muret sig inde i Valhal og lagt an til et ligbål for guderne, Siegfried har hygget sig med Brünnhilde på klippen men drager alligevel ud i verden og kommer (selvfølgeligt) galt afsted, Hagen udfører sin fars snedige plan, men det ender skidt og verden går under. I alt 166 personer på scenen ifølge en vittig liste, som OS lavede:

12 solister
13 førstevioliner
12 andenvioliner
10 bratscher
9 celli
7 basser
2 pauker
3 slagtøj
2 harper
4 fløjter heraf to piccolo
4 oboer heraf et engelskhorn
4 klarinetter heraf en basklarinet
3 fagotter
8 horn
4 wagner tubaer
4 trompeter heraf en bastrompet
4 basuner heraf to basbasuner
1 tuba
3 lur
1 herrekor med 19 sangere
1 damekor med 10 sangerinder
1 dirigent

Dirigenten var jo Alexander Vedernikov (nu i slåbrok), orkestret Odense Symfoniorkester med en hel del indlånere fra det ganske land, korsangerne et skrabsammen af gode stemmer også fra hele landet, og solisterne en historie for sig. Læs mere hos OS på http://odensesymfoni.dk/koncerter/ragnarok/, se billeder på deres Facebook, og lyt til DRs optagelse.

Blandt instrumenterne altså tre lurer, der blev spillet af trompetister, interessant nok. Derudover 8 valdhorn på scenen plus fire i reserve som “Siegfrieds horn”, og det giver 12(!) hornister i alt. Det er dejligt mange, især når det er nogle af rigets bedste.

Solisterne var velkendte og nye bekendtskaber:

• Siegfried: Stefan Vinke (tysk og sikke en stemme!)
• Brünnhilde:  Jennifer Wilson (genvalg fra Valkyrien, og jeg er stadigvæk ikke begejstret)
• Hagen: Rúni Brattaberg (færing, nyt bekendtskab med tilknytning til operaerne i Hamburg og Leipzig åbenbart, men hold da helt op hvor er jeg blevet fan!)
• Gunther: Alejandro Marco-Buhrmester (også nyt bekendtskab)
• Gutrune: Tiina-Maija Koskela (endnu en finsk sopran, en relativt ung stemme men meget lovende)
• Alberich: Pavlo Hunka (genganger gennem hele denne Ring og en fornøjelse som kaoshovedet Alberich)
• Waltraute: Hanne Fischer (fabelagtig!)

Dertil 3 norner (Anja Jung, Hanne Fischer og Mona Somm) og 3 rhindøtre (genvalg til Nina Bols Lundgren, Kristine Becker Lund og Andrea Pellegrini).

Solisterne havde nodehæfter med sig undtagen Stefan Vinke og Rúni Brattaberg. Af de to sang Vinke klart bedst, mens Brattaberg var Hagen. Der var mindre aktivitet på og rundt om scenen denne gang sammenlignet med tidligere, men nu er Götterdämmerung jo også et langt stykke af vejen mere stillestående kammerspil med folk, der står og snakker, i forhold til de tre øvrige. Faktisk var det mest oprivende rent scenisk, at Vinke tilsyneladende skældte et medlem af publikum på første række ud midt i sidste akt.

Musikken begynder med et ekko af Brünnhildes opvågnen i del 3, men vi skal høre nornerne forsøge at stykke en historie sammen. Det kniber for dem, fordi Wotan jo har fældet deres livstræ, så de må fæste deres skæbnetråde, hvor de nu kan. Deres sang var det første Wagner skrev i sin libretto til det, der skulle blive til Ringen. Det blev klart for ham, at han ikke kunne nøjes med deres “referat” af historien men måtte skrive det hele fra begyndelsen, og tak for det.  Jeg er meget glad for sagnet om nornerne i det hele taget, og Wagners udgave giver vældigt god mening for mig, især når den leveres så fint som hér.

6 timer senere er Siegfried myrdet, vi har hørt den vidunderlige musik til hans ligfærd ad Rhinen, og Brünnhilde sender Wotans ravne afsted for at brænde Valhal ned, mens hun selv kaster sig på Siegfrieds ligbål. The End, så at sige, og bifaldet brager løs.

Moralen af historien er, at alle lyver hele tiden – også overfor sig selv. De fleste personer opfører sig som urimelige teenagere, og Alberich er nok god til at lægge langsigtede planer, men det går hele tiden galt. Selv den alvidende eksvalkyrie, Brünnhilde, giver kun mening, hvis man tænker på hende som cirka sytten-attenårig. Så forstår man lidt bedre hendes humørsvingninger, hævngerrighed og hysteriske anfald. Siegfried er jo teenager og lovligt undskyldt for at være dum som et bræt, men Brünnhilde formodes jo at være lidt smartere. Jennifer Wilson skildrer hendes selvretfærdige mopsethed med mimikken mere end med stemmen, men Brünnhilde er faktisk ikke særligt positivt skildret fra Wagners side, synes jeg, på trods af at hun i princippet gør alt det gode gennem hele Ringen.

Stefan Vinkes Siegfried havde masser af overskud og ungdommeligt overmod – det var klart den bedste Siegfried, jeg har hørt indtil videre, og ham skal jeg følge fremover. Det samme gælder Rúni Brattaberg, hvis dunkle bas glødede i mørket. Jennifer Wilsons stemme er lys og for spag til at nå særligt langt, synes jeg, men hun ramte et topniveau, da hun erklærede verden for kaput. Dét var fint!

Men som de øvrige 3 dele, så er det den samlede præstation, der vækker begejstring. Fejende flot leveret, tæt, præcist, swingende, og livfuldt. Jeg var lige ved at knibe en tåre under Siegfrieds ligfærd – musikken er så flot, og den blev spillet med glødende basuner og trompeter. Generelt er Götterdämmerung mørkt instrumenteret med mange mørke blæsere, og OS satte trumf på ved at have fået sig en bastrompet, der gav ekstra glød.

Jeg havde gladeligt siddet der endnu, hvis de ville spille Götterdämmerung sådan hele ugen, også selvom stolene er så ubekvemme. Det har været en stor oplevelse at se alle fire værker opført koncertant, hvor vi har kunnet synke ind i musikken på en anden måde. Det er et godt princip at lade sangerne bevæge sig lidt eller meget for at understrege handlingen, som da Siegfried løb hele salen rundt i del 3, eller da herrekoret myldrede ind på sidescenen i del 4, eller da valkyrierne gjaldede fra korbalkonen i del 2. P2s optagelse giver et vist indtryk, men Jennifer Wilson står stærkere og Stefan Vinke svagere dér end ved koncerten.

Min oplevelse af denne koncert er farvet af, at der er gået næsten en uge, jeg døjer med en brækket tå, og dog deltog jeg i Stafet for Livet ved at gå 22 km henover natten efter koncerten. Operamusik som al anden klassisk musik er pr definition bedre live, og Wagners operaer er ingen undtagelse, blandt andet fordi hans musik kræver det ypperste fra sangere, musikere, dirigent og publikum. Som Rúni Brattaberg udbrød, da jeg takkede ham for hans Hagen: “Tak for at I overhovedet gider sidder dér i 6 timer!”, og jeg kan godt følge ham.

Om 4 uger skal jeg se Siegfried på operaen i Kiel (jovist), og jeg overvejer at tage til Esbjerg for at se Den ny Operas bud på en ny Valkyrien i august. I betragtning af, at jeg klart foretrækker Parsifal frem for de fire operaer i Ringen, så ligner det et Ring-intensivt år, dette. Men efter at have oplevet alle fire koncertant i Odense føler jeg mig bedre påklædt og klar til at påtage mig en komplet Ring en dag – gerne i Odense med Vedernikov i spidsen.

PS: Denne blogpost er noget forsinket og stykket sammen i løbet af ugen og derfor mindre konkret i indtrykket end normalt. I skrivende stund lytter jeg til P2s optagelse, der er forbløffende god i betragtningen af det interimistiske radiostudie i Odense. Men jeg husker Vedernikovs fløjlsjakke, hans præcise pind og hånd, musikernes fokus, og sangernes indlevelse i rollerne. En dejlig aften i godt selskab, på trods af at verden jo altså gik under klokken lidt-i-ni en smuk lørdag aften.