Sidste år snublede jeg over Operaen i nordtyske Kiel, fordi de prikkede hul på Nibelungens Ring med de to første operaer af Ringens fire. Det blev en overraskende positiv oplevelse, så vi tog lige nr. 3 med, da de satte den op i juni 2017.

Jeg er jævnligt imponeret over, at sangere og musikere kan opføre disse fire operaer igen og igen, dels på grund af længde og drøjde i form af tekniske krav, men nok så meget, fordi der virkeligt ikke er ret meget at holde humøret oppe med undervejs. Moralen i historien er lige til at blive deprimeret over: alle lyver, alle snyder, alle dør, og verden går under. Og så er der ikke engang en god historie om unge elskende undervejs, fordi de unge elskende er bror og søster eller (knapt så ung) tante og nevø, og så videre. Hér i Siegfried ender vi ligefrem med at lancere Schopenhauers tanke om, at ægte kærlighed finder sted i døden, som Wagner udfolder for fulde gardiner i Tristan og Isolde.

Så hvorfor bader jeg i Nibelungens Ring i disse år?

Fordi musikken er skøn, historien er dragende, og universet er en vanvittig blanding af fantasy og islandske sagaer. Der er kæmper og drager og stride teenagere og totalt sindssyge guder og dværge. Jeg foretrækker stadig Parsifal, Tannhäuser og Tristan og Isolde, men jeg er ved at få taget på Ringen, synes jeg. Men foreløbigt er det én opera ad gangen.

Operaen

Mine venner og jeg ankom til Kiel i styrtende regnvejr efter en længere række motorvejspropper. Balancegang over brosten til Rathauskeller til lidt at styrke sig på, og så rundt om hjørnet til Operaen. Det var sidste aften med Siegfried, så til at fylde sæderne op havde Oper Kiel udbudt flere ungdomsbilletter, såvidt jeg forstod. Helt fyldt var der ikke, men vi var dog mange, der forventningsfuldt lyttede til forspillets dunkle toner og sitrende strygere, der steg op fra den snævre men dybe orkestergrav.

Tæppet gik op til endnu en nøgtern scene, denne gang med en meget stor ambolt placeret midt på scenen, for vi er jo hos Mime, lillebror til Alberich, og han kæmper med at holde plejebarnet beskæftiget, da denne bliver ved med at ødelægge de fine sværd, Mime laver. Altså endnu en variant af temaet samspilsramte familier, som udforskes i de fire operaer i måske uvant moderne tilsnit i betragtning af værkets modne alder. Men Wagner er på mange måder en slags Moderne Gennembrud på tysk, da han nyskaber operagenren. Ganske vist til dels ved et tilfælde og dels ved at have ualmindeligt stor selvtillid, men Ringen er faktisk et meget moderne værk i stark kontrast til de guder og rustninger, hans fortælling er befolket af.

Opera er bedre med billeder på, som bekendt, og skænderiet mellem Mime og Siegfried er ganske fysisk her i første akt. Da Siegfried lokkes til at smede Nothung, sætter han et flot maskineri i gang, hvor hjul drejer rundt, røg stiger op, og alt er badet i et rødt lys – det røde lys, der i tredje akt bruges til at fortælle om kærlighed, men som her nærmere fortæller om had. Ligeledes stiger Erda senere op af gulvet til en hvid verden, hvor hun og Wotan danner smukke skygger mod den hvide baggrund trods den dystre samtale. Meget smukt gjort!

5 timer senere finder Siegfried den lovede (bevidstløse) kvinde på klippen, og han lærer brat frygten at kende. Thi kun den, der elsker, frygter at miste. Det er en meget smuk tanke, hvis man sådan tænker den igennem og ignorerer hele overgrebet – og komikken i “Dass ist kein Mann!”, udbrudt af en teenager, der hverken har set mænd eller kvinder i hele sit unge liv og dog straks formoder, at den harniskklædte person er en mand. Akkeja.

Dommen

Flot drage, smukke minimalistiske dekorationer, og atter en absolut godkendt holdindsats i Kiel! Det er rart, når en klippe er en klippe, en drage er en drage (omend i dukkeudgave), et spyd er et spyd, og et sværd er et sværd. For dermed har man intellektuel kapacitet til overs til at fokusere på fortælling og fremstilling. Se en oversigt over medvirkende og andre bidragsydere plus billeder hos theater-kiel.de.

Jeg var ikke voldsomt imponeret over aftenens Siegfried, selvom han sang sig flot op i tredje akt. Til gengæld var jeg glad for Wotan, selvom han knap nok kunne høres over orkesteret fra anden balkon. Sådan er der så meget, og i øvrigt var orkesteret forstærket med et par stykker fra det københavnske orkesterliv, kunne jeg se.

Aftenens bedste skuespiller var uden tvivl Kieler-ensemblets egen Michael Müller, der brændte igennem som den desperate Mime med det store lillebrorkompleks. Han var den listige Loge i Rhinguldet sidste år uden som sådan at imponere, men hans Mime fik fuld skrue med stort eftertryk på “Det er synd for mig!”. Vi havde vitterligt ondt af ham i første akts daglige bøvl med teenageren og fejlslagen gættekonkurrence med Vandreren (Wotan). Men Müller lod galskaben skinne igennem og lod Mime udleve sine frustrationer ved at drøne rundt og omklamre sig selv.

Men den helt store vinder er fortsat dukkemager Marc Schnittger med en virkeligt fin drage i samme stil som hans kæmper i Rhinguldet og Valkyrien, selvom jeg kom til at tænke på Puff the Magic Dragon undervejs. Dog fik han kamp til stregen af scenograf Chiharu Shiota med filtede gardiner, der skiftede farve alt efter tema – og en skøn Storm P-maskine til at illudere Mimes smedeværksted. Det er enkle virkemidler på den relativt lille scene, og det virker!

Oper Kiel er et forholdsvis lille foretagende sammenlignet med Hamburg eller København. Men i modsætning til Den kongelige Opera, så spiller de Wagner, sætter en Ring op, og de mener det. Det gør de nu også i Esbjerg, og jeg glæder mig til at se deres udgave af Valkyrien senere i år. For jeg skal rejse for at opleve Wagner, for den slags befatter man sig ikke med i København for tiden.

Akkeja.