Der verserer forskellige historier om Bachs klaverværk Goldbergvariationerne, men én ting ligger helt fast: Siden Glenn Goulds herostratisk berømte anden indspilning i 1981 har det stået som det værk, klaverløverne måler sig imod. Ikke alle forsøger sig , bl.a. af frygt for blot at være en bleg efterligning, eller man slår det hen som blot en klaverøvelse. Det var det måske oprindeligt, men det er det ikke længere på trods af at ligne en stiløvelse: Det er en arie, 30 variationer, og en gentagelse af arien. Men der er mere i det, som Gould viste i 1955 og igen i 1981. Man kan som den unge Gould få det til at funkle og gnistre, eller man kan som den midaldrende Gould få det til at afspejle et levet liv, præget af indsigt og, måske, frygt for døden.

Som resultat kan Goldbergvariationerne variere helt utroligt meget i udtryk – og længde. Jeg hørte engang en sige, at Bach kan spilles på redekam og stadig lyde fantastisk, fordi det handler om rytme (og kontrapunkter, selvfølgeligt, men dertil kræves mere end en enkelt redekam). Jeg har hørt canadiske Angela Hewitt spille Goldbergvariationerne og været vældigt tilfreds med hendes transparente tilgang til værket, men nu havde Tivolis sommerkoncerter inviteret tysk-russiske Igor Levit, og ham kan vi virkeligt godt lide!

Koncerten

Tivolis gyldne koncertsal søndag klokken 15.  Måske et lidt sært tidspunkt til en koncert, men sådan har de nu engang gjort det i en årrække. Princippet synes at være, at publikum så lige tager en middag i Tivoli efter koncerten, men lige netop Goldbergvariationerne kan siges at være for kort et program til en aftenkoncert alligevel.

Altså, en næsten fuld sal trods skoleferiestart, og på scenen Tivolis Steinway-flygel, nichts Weiteres.  Levit kom ind i vanlig lidt ydmyg stil, satte sig på bænken, rettede lidt på placeringen, lagde venstre hånd på tangenterne, løftede højre hånd, sænkede den, løftede den igen på grund af sent ankomne tilhørere og anden larm i salen, og lod så arien gå i gang.

Dam-dam, diddeli-dam-dam. I mellemtiden begynder en basgang, der gentages i hver variation, dog med højde for tempo og  temperament. Den begyndende arie er langsom og en anelse melankolsk, mens dens nominelle gentagelse til sidst er kontemplativ og (i både Goulds og Levits hænder) endnu langsommere. Undervejs hører vi fyrværkeri, spænding, en undersøgelse af tysthed og en udforskning af tastaturet. En times tid senere smilte Levit skævt og lod højre hånd hvile på tangenten og tonen dø ud i rummet. Et par sekunders tavshed i salen, førend vi var i stand til at lade bifaldet brage løs.

Dommen

Hold da helt op! Jeg faldt med med et brag for Levit for et par år siden, da den relativt unge pianist udkom med en indspilning af min gode ven Beethovens sidste klaversonater og tilmed senere hørte ham spille en af dem i Dronningesalen på det Kongelige Bibliotek. Efterhånden har jeg hørt ham tre-fire gange, og jeg er meget, meget begejstret. Men Bach?

Tjo, han tog mod til sig for et par år siden og nedkom endda med en meget rost indspilning af Goldbergvariationerne, som jeg har nydt på en vis streamingtjeneste…. Men en god times tid i en koncertsal med blot et enkelt omend kompliceret og langt værk?

Selvfølgeligt kunne Levit det, og selvfølgeligt var det voldsomt godt!

Det er for let at sammenligne med Goulds 1955 indspilning, men der er lidt om det: Levit er nok teknisk stærkere end den unge Gould, og han har ikke det lidt gale over sig, der giver begge Goulds udgaver det geniale gulddrys. Til gengæld har Levit en overlagthed og en fuldstændigt bedårende musikglad tilgang til værket, der i kombination med en intellektuel analyse gør hans version levende, dynamisk og dog klart bundet i noderne. De noder, Levit spiller uden til koncert, selvfølgeligt, for nu er arbejdet jo gjort.

Lyder det kedeligt? Det er det ikke! OK, man skal være interesseret og følge (lidt) med i musikken, men så åbnes porten: Levits højre fod tappede let på pedalen, hans hænder dansede let over tangenterne, kroppen svang frem og tilbage, øjenbrynene fløj op og ned, et smil kom og gik. Undervejs et kort blik ud over salen, da hosteriet var ved at overdøve de sarte toner i en variationssats. Interessant nok spillede Levit stort set uden pause mellem variationerne – et par korte pauser efter hver tredjedel af det samlede værk, sådan cirka, og en enkelt hånd, der lige blev lagt i stræk på klaverbænken et sekund eller to; ellers var det bare fuld skrue derudad.

Mja, fuld skrue og fuld skrue, der er lige det med tempoet. Gould nr. 1 er en god halv time, Gould nr. 2 er en lille time. Jeg tog ikke tid på Levits udgave ved koncerten, men hans indspilning er på 5 kvarter og dermed væsentligt langsommere end Goulds sidste. Dét ville jeg have sat penge imod: Levits udgave lød meget hurtigere, end den var, og det har at gøre med hans dynamik og hans villighed til at lade tonerne dø ud som en separat pointe. Man er simpelthen i godt og intelligent selskab med Levit, og han skal nok tage sig af resten.

Fabelagtig koncert – trods dele af publikum!