Copenhagen Opera Festival (COF) løb som sædvanligt af stablen den første uge af august 2017  i vanligt uvejr: Regn, blæst, et par skybrud, og helt fantastisk musik i de københavnske gader. Det er faktisk lidt af et mirakel, at vejret under COF’17 matchede resten af sommeren i modsætning af tidliger udgaver, hvor vejret under COF har været væsentligt værre end resten af sommeren. Måske en slags  gennembrud for den nye festivalchef, Peter Lodahl, der afløser Michael Bojesen, der til gengæld er ny chef for Malmö Opera, der er fast gæst på COF.  Sådan er der så meget i Øresundsregionen,.

I modsætning til de sidste par år måtte jeg springe over langt det meste af årets COF – ikke på grund af modvilje, altså, men på grund af andre forpligtelser, herunder solskinsdage til at tørre ud på i Kontinentaldanmark. Jeg er fortsat begejstret for idéen med at fylde byen med opera – vi vaneforbrydere fylder meget på tilskuerpladserne, men andre kommer forbi, studser, og får sig en ikke-planlagt oplevelse, der måske bliver til en ny interesse. En meget vigtig del af formatet er den rullende Operacykel, der kommer det meste af byen rundt i løbet af ugen. Her er de ved at være klar til sæsonstart på Ofelia Plads:

Tilbage i København nåede jeg et par højdepunkter:

• Levy Sekgapane solo

Mja, altså, jeg måtte springe både hans og Elsa Dreisigs solo recitals over, men jeg nåede Sekgapanes pop-up optræden på Vilhelm-scenen lørdag. Jeg bryder mig egentligt ikke om recitals og smørtenorer, men Sekgapane er både absolut charmerende og meget velsyngende trods regnvejr og snak blandt diverse turister. Tilsyneladende var det et totalt spontant arrangement som følge af godt kollegaskab med Peter Lodahl plus virkeligt dårligt vejr og deraf kommende indespærring på et hotel. Jeg var godt underholdt og meget charmeret af den unge tenor. Han har både en meget, meget lovende stemme og det meget charmerende gemyt, som jeg kender fra en god ven fra Afrika syd for Sahara.

• Operacyklen med Bajadser

Jeg fangede dem i Tivoli og i et kort glimt til åbningskoncerten på Ofelia Plads. Frederikke Kampmann, Rasmus Jupin, Leif Jone Ølberg og Teit Kanstrup brændte igennem, helt nede på gruset og i øjenhøjde med publikum. De sang på dansk i det, der for mig, lød som et tillempet udgave af Ib Hansen-årgangen. I hvert fald virkede det på publikum både på Ofelia Plads og i Tivoli, hvor ikke alle var vaneforbrydere. Sjovt nok sang Frederikke Kampmann sammen med Teit Kanstrup til søndagens paradeprogram med Teit som Silvio i stedet for sin rolle som Tonio, hvilket lidt morsomt for nogle af os. På billedet ovenfor ses kun Frederikke Kampmanns fødder, men ih, hvor hun sang dejligt!

• Lakmé

Malmö Opera leverer hvert år en koncertant udgave af en mere eller mindre populær opera. I år var valget faldet på den totalt ukendte opera med to virkeligt store hits: Leo Délibes’ Lakmé, en opera om mødet mellem Europa og Indien. Den har aldrig været opført i fuld længde i Danmark eller Sverige før, så lidt spændende var det, at Malmö Opera gav et forskud på deres opsætning i den kommende sæson. Desværre slog vejret til, så vi fik ouverturen hele to gange, afbrudt af et af de voldsomme regnvejr, vi er plaget af i år. Alle frøs, både jeg, der havde husket alt regntøjet men glemt min fleece, og aftenens sopran, der uafvidende blot havde medbragt en flot (bryllups-)kjole.  Besætningen fejlede ellers ikke noget, ej heller den ellers så glemte musik, men der er en grund til, at kun blomsterarien for alvor er kendt i dag. Skal vi til Malmø for at opleve den sceniske udgave? Måske: http://www.malmoopera.se/lakme

• Viva l’Opera

Årets indslag af Det kongelige Teater var en aften med værker af Verdi og Puccini. Yrk, men som lokkemiddel var der en sangerkvartet, jeg dårligt kunne undvære: Elizabeth Llewellyn, Hanne Fischer, Kristian Benedikt (OK, ham kunne jeg godt undvære) og Johan Reuter (mmm, opvejede næsten Benedikt). Altså et større antal arier fra et større antal operaer, som jeg meget gerne undværer. Llewellyn var som sædvanligt bedårende, især i rollen som Suor Angelica, som jeg så hende i for et år siden. Men den elektroniske forstærkning kom i vejen og fik Hanne Fischers stemme til at overdøve hende i den ellers smukt leverede duet fra Madama Butterfly. Akkeja, i det mindste regnede vi ikke væk denne gang, men vi var nærved blæst væk. Og så fik vi sunget fødselsdagssang for Gregers Dirckinck-Holmfeld, som konferencier Henrik Engelbrecht fik øje på blandt publikum. Sådan er det så hyggeligt til COF!

• Hvad jeg ikke fik oplevet men burde have:
  • Silent Zone, en spritny opera, sådan som COF normalt introducerer helt nye værker. Denne gang af Louise Alenius over temaet incest… superspændende, men det måtte jeg desværre undvære. Se den, hvis opsætningen rammer et sted nær dig!
  • Elsa Dreisig recital  😦

Jeg sprang afslutningskoncerten over og så den på DR K i stedet. David Danholt sang fra Rienzi og Elsa Dreisig fra Strauss’ Vier Letzte Lieder, så jeg ville ønske, jeg var der, men det var jeg jo så ikke. Til gengæld så jeg en regnbue under fredagens koncert med Den kongelige Opera:

I mellemtiden er der gået et par uger, og vejret blev lidt bedre som sædvanligt. Det var et godt COF program igen i år, og Peter Lodahl kom fint fra start som operafestivalchef. Det bliver for alvor spændende næste år, om konceptet holder uden Michael Bojesens drivkraft. Formatet ændrer sig måske gradvist til øget fokus på professionel underholdning og reduceret fokus på det, man kunne kalde borgerinddragelse, såsom korsang med publikum. Vi får se, men jeg skal nok være der igen næste år.