Der er sket meget i Esbjerg, siden tanten var niece og jævnligt kom i byen. Blandt andet er der kommet et musikhus og tilmed et ambitiøst operaselskab, Den ny Opera. Over de kommende 6 år opfører de hveranden sommer en spritny udgave af et af værkerne i Nibelungens Ring og en samlet Ring i 2024, ligesom de gjorde det for cirka 10 år siden. Dengang var jeg ikke interesseret i at rejse efter Wagner og da slet ikke til et mig totalt ukendt mikroskopisk foretagende i en dansk provinsby, jeg kendte mest for stedet, hvor penge lugter af fisk, ligegyldigt hvad de lokale måtte påstå.

Men jeg tog fejl, gjorde jeg! Rygtet ville vide, at det var en rigtigt fin omgang Ring, de satte op dengang, og den fejl vil jeg ikke begå her i anden ombæring. Især set i lyset af, at det kniber gevaldigt med Wagner i de to (relativt) store operabyer i Danmark, København og Aarhus. Så afsted med tanten til premieren på den første opera i den nye ombæring, nemlig den anden i Ringen, Valkyrien.

Operaen

Kasper Wilton satte i scene, Marie í Dali stod for scenografi og kostumer, Michael Breiner for lys, og, som et dobbelt nyt bekendtskab for mig, stod Lars Bo Mathiasen i spidsen for Sønderjyllands Symfoniorkester nede i den dybe orkestergrav, der delvist rakte ind under scenen. Det var jo altsammen meget lovende, selvom scenografen var den eneste, jeg havde oplevet noget fra tidligere.

Værket selv er nu den opera, jeg har oplevet flest gange: 5 styks plus diverse via streaming, på CD/DVD og på TV, selvfølgeligt. Og så er det ikke engang min favorit af de fire i Ringen, og slet ikke en favorit i kategorien opera-af-Wagner. Men god er den, især hvis man kan abstrahere fra handlingen, der (jo) mest består af familieskærmydsler, magtkampe, incest, snyd og bedrag.

Rollerne var fint fordelt på veteraner og unge stjerneskud fra de skandinaviske operaakademier:

• Wotan: James Johnson
• Fricka: Randi Stene (mmmm!)
• Brünnhilde: Annalena Person
• Sieglinde: Cornelia Beskow (ny favorit og absolut værd at følge fremover!)
• Siegmund: Magnus Vigilius (mm!)
• Hunding: Jesper Brun-Jensen

Valkyrierne havde Ylva Kihlberg og Andrea Pellegrini til at sætte niveauet og fine unge stemmer til at lege med. Og så to bedårende unge statister til at illudere henholdvis Brünnhilde og Siegmund som børn. Pigen var Selma Sofie Storm Aa, der lige har fejret triumfer med Brødre på Den jyske Opera.

Scenebilledet var en ramme med vægge og en hævet forscene, hvor langt det meste af handlingen foregik. I Hundings hjem var væggene mørke og lukkede: Det er et skummelt og meget maskulint sted, hvor stakkels Sieglinde i sin lyse silkekjole virker helt malplaceret. Til sidst, oppe på klippen, var væggene delvist åbne for at give indtryk af lys og luft.

Ellers var hovedindtrykket udpræget klassisk: Kostumerne var middelalder-agtige, spydet var et spyd, sværdene var sværd, Wotan var Wotan, Brünnhilde en ilter kvinde, Siegmund en forkæmper for de svage, og så videre. Men Kasper Wilton er ikke bagstræberisk: Sieglinde er på randen af et psykisk sammenbrud og muligvis allerede en smule småskør som resultat af det massive misbrug, hun har været udsat for siden barndommen; Wotan er, udover at være Wotan, en mand i panikalderen, der er besat af at få den magiske guldring tilbage, så han atter kan være den alvidende og almægtige gud, han engang var; Siegmund er de svages utrættelige beskytter men også decideret blød i knæene hvad kvinder angår; Hunding er en mændenes mand med sadistiske tilbøjeligheder.

Wotan har avlet valkyrier og andet afkom med vølver og menneskekvinder i jagten på magten, og er det overhovedet en gud værdigt? Nej, sagde Wagner selv, og det gør Wilton også.

Jovist, Wilton har læst sin Wagner, men han gør fortællingen helt nutidig: Hvilken opvækst har vore børn, og hvordan vil den påvirke dem som voksne?

Tanten siger:

Bravo!

Heldigvis syntes Berlingske og Politiken det samme som Gregers DH, nemlig at det var fremragende.  Og jeg er helt enig. Virkeligt flot sunget, fint skuespil, og en samlet præstation, der ligger over opsætningen i Kiel, som jeg ellers var ret begejstret for sidste år.

Det næsten nøgne scenebillede og de stærke lyseffekter dannede en smuk baggrund for dramaet, og karaktererne kom klart frem. Og selv vi på allerbageste række kunne klart mærke magien hos Cornelia Beskow og Magnus Vigilius. Hold da helt op, hvor de brændte igennem til os! Hendes stemme bryder adskillige lydmure, og hendes skildring af den småskøre Sieglinde med pinsler og plager var dybt rørende. Vigilus er blevet en anelse mørkere i stemmen i år, synes jeg, så hvis vi skal have ham som den perfekte Lohengrin, så skal det være meget snart, tror jeg.

James Johnson var jeg lidt spændt på, da han virkede en smule …. tæt på sidste udløbsdato, da han for to år siden sang Lebe Wohl på Copenhagen Opera Festival, så hvad nu? Bare rolig, den sad lige i skabet! Her kom hans lange liv med rollen virkeligt til udtryk – hans Wotan er troværdig både som den ærekære mand i panikalderen, der slet ikke kan gennemskue, at hverken han eller hans “frie helt” agerer frit, og derfor bliver han mopset, når konen eller datteren påpeger det. For det gør de jo. I den lange sidste scene skildrede James Johnson sin Wotans kamp med samvittigheden, så det gjorde ondt helt ind i hjertet på denne tante. Flot!

Den næste morgen mødte jeg Randi Stene over morgenmaden på hotellet og kastede mig for hendes fødder for at takke for endnu en vidunderlig Fricka. Heldigvis tog hun det pænt, for jeg er fuldstændigt pjattet med hendes banken Wotan på plads.  I Wiltons opsætning elsker Fricka og Wotan stadigvæk hinanden, og deres skænderi i anden akt har denne gensidige kærlighed som udgangspunkt og begrundelse. Det gjorde det til en lidt anden oplevelse, men Stenes stemme tegner fortsat et billede af skyld-med-skyld-på, der slet ikke er til at stå for.

Til sidst en stor ros til Lars Ole Mathiasen og Sønderjyllands (forstærkede) Symfoniorkester nede i den ombyggede orkestergrav. Nu har jeg jo ikke oplevet Esbjerg Musikhus før ombygningen, men blæsere og slagtøj sad inde under scenen, og på ydersiden af strygerne tårnede en høj barriere sig op og lukkede yderligere for lyden. Resultatet var, at orkesterlyden blev samlet og komprimeret og sendt lodret op for derpå at dale ned over publikum. Man får et lille indtryk på billedet nedenfor, håber jeg.

Orkestergrav i Esbjerg Musikhus

Meget overbevisende, meget flot, og jeg kommer igen om 2 år til Rhinguldet!