Der er gået et stykke tid, siden Concertanten gav lyd fra sig, men forhåbentligt har I alle haft lige så travlt med den klassiske musik, som jeg har i den mellemliggende periode. Så travlt, har jeg haft det, at jeg ikke lige fik checket kalenderen, inden en forretningsrejse blev planlagt, og derfor gik jeg glip af Det kongelige Kapels anden symfonikoncert i denne sæson. At dømme efter anmeldelserne, så gik jeg virkeligt glip af noget – måske gav Kapellet og de Billy koncerten en ekstra tand, fordi UNESCO blot dagen før erklærede Kapellet en del af en umistelig kulturel arv. Sikke en ære, og tak til de kræfter, der kæmpede for sagen!

Men dette gjorde det blot mere vigtigt at nå hjem i tide til at være udhvilet før Léonie Sonning Musikpriskoncert 2018, hvor den lettiske mesterdirigent Mariss Jansons havde valgt at dirigere netop Kapellet i sin priskoncert. Dermed trådte Jansons på flere måder ind i en lang tradition: Da society-damen Léonie Sonning uddelte sin første musikpris, valgte hun Igor Stravinsky som modtager, og han valgte at dirigere byens, hvis ikke på dén tid Nordens bedste orkester, nemlig Det kongelige Kapel. Siden da har der været en form for tradition for, at dirigenter, der modtager denne store pris, dirigerer Kapellet ved priskoncerten. Til de øvrige priskoncerter er det blevet almindeligt, at DR Symfoniorkestret lægger lyd til, måske fordi DR efterhånden spiller en stor rolle som medarrangør af begivenheden. Dét kan man synes meget om, men dagens fortælling handler om noget konkret, nemlig fredag den 9.marts 2018, som blev til en af de helt store koncertaftener i København.

Koncerten

Priskoncerter er lidt anderledes end normale symfoniske koncerter, fordi publikum er et lidt andet. Der er generelt (lidt) flere pinger og en hel del flere udlændinge blandt publikum sådan en aften. Og når prismodtageren er så bredt funderet i det europæiske og nordamerikanske musikliv som Mariss Jansons, så afspejles det blandt publikum. Jovist er alle vi vaneforbrydere til stede (alt efter tid, sted og interesse), men da Simon Rattle, for eksempel, modtog prisen for en håndfuld år siden, sad jeg ved siden af et par af hans venner fra London, hvilket var interessant i sig selv.

Når koncerten så finder sted ude på Dokøen, så skal både de lokale og besøgende liiiige finde ud af, hvordan trafikken til og fra liiiiige virker sådan en vinteraften. København var jo blevet vinterramt, og den sædvanlige Havnebus-pendulfart mellem Nyhavn og Dokøen var indstillet på grund af den is, der ikke var. For mig betød det en ekstralang gåtur via inderhavnsbroerne, for andre den triste tur med 9A fra Christianshavns Torv.

Men det var fredag, det var priskoncert, og stemningen var høj i Operaen, da jeg nåede frem. Henrik Goldschmidt gav en af sine fine koncertintroduktioner med fokus på musikken, set med musikerens øjne, og folk stod tæt i stime på trappen for at høre hans fortælling.

DR sendte som sædvanligt koncerten på P2, og du kan stadig høre den via streamin, om end DRs nyeste player er ret dårlig til klassisk musik. Der er så gået et par uger, men koncerten lever stadigvæk inde i mig, hvilket jeg fik bevist, da jeg for et par dage siden var til en anden, fremragende koncert med Göteborg Symfoniorkester, hvor jeg desværre blev ved med at sammenligne med denne Kapelkoncert.

Tilbage til fredag 9. februar, og ind på hylden med tanten, og klar til koncert. Her er et billede fra opvarmningen, der forhåbentligt illustrerer, at der var et stort værk på programmet: Mahlers 2. symfoni i c-mol, også kaldet Opstandelsessymfonien med langt over 100 medvirkende på scenen:

Bagest kom hele to operakor til at sidde: Det kongelige Operakor og Malmö Operakör. Dertil Det kongelige Kapel i noget nær stærkeste opstilling – eller i hvert fald med rigtigt mange musikere på scenen. Dertil altså to sangsolister: østrigske Genia Kühmeier og argentinske Bernarda Fink. Plus på Mahlersk vis et lille fjernorkester som effekt og fortællemiddel undervejs. Vi ramte ikke 200 medvirkende, tror jeg, men vi var tæt på. Måske derfor er denne anden symfoni sjældent opført i København? Jeg havde ikke hørt værket før, i hvert fald, undtagen i radioen, og som optakt til koncerten i løbet af ugen i en indspilning med Jansons og BSO, tror jeg, da jeg har mistet linket i mellemtiden.

Nå, men alle de tomme stole blev fyldt, både på scenen og ude i tilskuerrummet, og hele salen dirrede af forventning. Ind trissede årets prismodtager, lettisk-fødte Mariss Jansons, stivbenet men tydeligvis fortventningsfuld og glad, kastede det vanlige blik ud over orkestret, pinden slog an, og de mørke strygere satte brummende i gang med et lille tema. Violiner pynter, blæsere sætter spørgsmål, og de mørke strygere bliver ved med deres lille mønster.

Første sats bliver ved med at danse små mønstre, stille spørgsmål, tøve. I det omfang, man kan tale om et program, så handler første sats om at stå ved en vens grav og tænke tilbage på alle de gode stunder, som Goldschmidt formulerede det. Og ja, jeg ved, hvad han mener: Man tænker tilbage på sjove stunder, dramatiske stunder, skænderier, der endte med fornyet venskab. Og hele tiden denne lille figur i de mørke strygere og harper, der minder os om, at tiden går og dog består. Jansons slipper orkestret løs og strammer så tøjlerne igen: En pause er en pause, og energien skal bruges de rigtige steder.

En kort pause, så musikerne kan få pusten, og afsted over det wieneriske society-land (i modsætning til første symfonis galop over det østrigske bondeland) med andensatsen. Strygerne danser, mens blæserne sætter pynt på, mens vi, måske., tænker tilbage på et særligt muntert minde om en savnet person. Fnuglet er det, i hvert fald denne aften, med forfinede pizzicati og sofistikede fløjter. For mig er denne anden symfoni wiener-udgaven af Mahler, hvor første symfoni er mere (landligt) østrigsk – lidt som at Mahler først siger ”Jeg er østriger” og derpå siger ”Jeg er wiener”. I begge tilfælde havde han selvfølgeligt ret, men i første tilfælde er det meget demonstrativt indflettet minder om det Böhmiske bondeland og den jødiske shtetl. Den anden symfoni er meget høvisk, så at sige, og har tilpas mange hilsner til bylivet.

Derfor er tredje sats så dejlig for os Mahler-elskere: tilpas gakket scherzo med minder om landlivet, nydeligt illustreret af klarinetterne (med guldparret, Lee Morgan og John Kruse). I pausen inden kom det store kor og de to sopransolister ind – vi valgte at klappe ad dem, hvilket er strengt taget upassende, men da det er umuligt at snige ind ubemærket foran en fuld scene, så virkede det passende i øjeblikket.

Og så, rystende, mezzosospranens Urlicht-sang. Jeg hørte den sidst med Johan Reuter (med verdensmesteren Nathalie Stutzmann som opbakning). Bernada Fink var listet som alt men er mezzo, og det gør en klanglig forskel. Satsen var stadig rystende efter en times instrumentalmusik, men jeg foretrækker nok den endnu mørkere stemme. Til gengæld fik vi den første antydning af en skøn stereoeffekt af fjernorkestret på lysbalkonen og på udgangene til balkonfoyer (tror jeg). Mere af samme i fjerde og femte sats, hvor koret stemte i, og hvor de mørke strygeres lille tema varieres af de mørke messingblæseres i en lidt mørkere klang. Smukt!

Dommen

Jeg ved ikke meget om direktion, men Jansons og Kapellet passer perfekt sammen i Mahler. Lige netop Kapellets berømte mørktgyldne strygerklang lagde ekstra honning på lækkerheden i Jansons direktion. For ja, det var en lækker koncertoplevelse, denne. Lækker som i velspillet på den samklingende måde. Lækker som i opblødende af det iskolde hjerte. Lækker som at tage bad i varmt vand med honning og alle mulige blødgørende mirakler tilsat. Ja, lækkert med lækkert på – tilsæt din egen metafor med eller uden honning eller chokolade.

Priskoncerter er lidt uden for kategori, fordi de dels består af en (forhåbentligt vidunderlig) koncertoplevelse og dels af en akavet prisoverrækkelse. Sidstnævnte er akavet, fordi hverken overrækker eller modtager normalt er særligt vant med opgaven. Denne gang var overrækkeren fra priskomitéen Katrine Ganer Skaug, der på norskklingende engelsk talte om Jansons’ internationale virke. Langt om længe kom prismodtageren til, indrømmede at han var udmattet efter den lange symfoni, men at han håbede at komme tilbage til orkesteret inden alt for længe, og gerne i opera.

Jeg stemmer for! Hvad enten Det kongelige Kapel måtte finde penge til en opera eller en kapelkoncert, så vil jeg troppe op, for samklangen mellem Jansons og Kapellet var slet ikke til at tage fejl af. Niveauet var skyhøjt, og tilfredsheden på scenen umiskendelig.

Det var en magisk koncert, hvor de 1½ timers Mahler simpelthen forsvandt i lutter lækkerhed. Skal jeg sammenligne det med noget, så er det Bruckners 7. med Blomstedt og DRSO i Ribe Domkirke for 5 år siden, der var fuldstændigt anderledes og dog mage til i dén forstand, at tid blev ophævet til fordel for lækker lyd. Kapellet lyder bedre end DRSO, selv i deres nuværende respektive tilstande.

Fantastisk brug af fjernorkesteret over og bag publikum, som gav en pragtfuld effekt. Vi var mange, der drejede hovedet af led for at fange og følge lyden. Og det store kor, der sad ned under det meste af femte sats og så pludseligt REJSTE SIG. Igen en stor effekt på publikum, der var klangligt bestemt af prismodtageren, og tak for det!

Bravi tutti, og tak til Léonie Sonning for at indstifte denne pris, der giver os et årligt indkig i musiklivet i resten af verden. I 2018 var det et vidunderligt og meget lækkert indkig.