Nutildags skal musik streames, jo, og tanten gør det gerne under transport eller på jobbet. Men kan man streame opera?
Der findes flere tjenester, der tilbyder såvel musik som opera online, men jeg har altid haft det lidt gråmeleret omkring det – en meget stor del af min kærlighed til klassisk musik (og opera) skyldes, at det er oplevelser, kunstnerne og publikum skaber sammen i rummet. Og hvis det lyder snobbet, så er det fordi, det ér det: Jeg har jo gladeligt købt både LP og CD i årevis, uden at tage skade på de fine fornemmelser, og i øvrigt arbejder jeg i IT-branchen, så, deeeet….
Men jeg har haft svært ved at komme i gang med livestreaming af klassiske koncerter og opera af en eller anden grund. Måske er det min hardware-situation – mit TV og mit ellers så glimrende lydsystem arbejder ikke godt sammen, og opera (og klassisk musik) på computeren bliver bare aldrig sådan rigtigt godt hjemme hos mig.
Men så i dag skulle Odense Symfoniorkester opføre Leonard Bernsteins MASS for anden gang, og det hele skulle livestreames via YouTube, og jeg sad herhjemme med ondt i knæet og rigelige mængder af selvmedlidenhed. Så løsningen blev (en is fra Østerberg Is og) at tænde for min Surface Pro3 og forsøge at finde linket.
Desværre blev Odense ramt af tekniske problemer, og de endte med en Facebook Live streaming med hvad deraf følger af lydproblemer.
Men jeg så det meste og blev vildt begejstret!
Helt specifikt begejstret for Magnus Vigilius som Celebrant – hans skuespil kom til fuld ret her, og hans stemme er jo bare vidunderlig!
I det hele taget var det en flot livestreaming, og publikum til stede var tydeligt både berørt og begejstret. Værket er skabt som et minde om John F. Kennedy på bestilling af enken, og det ér en slags messe eller requiem, fuld af religiøse påstande, tvivl, og modstand. Men det ender godt.
Hér er et billede af hele ensemblet under højlydt applaus som det så ud på min Surface denne lørdag eftermiddag:
Det var en OK lydoplevelse men ikke mere end det. Var det tilnærmelsesvis så godt som at være der selv? Nul! Men nu var jeg jo faktisk ikke der i virkeligheden, og ved at se denne streaming fik jeg set Aileen Itani og Matthias Hedegaard, som jeg ser alt for sjældent i den virkelige verden, og så ikke mindst den fabelagtige Magnus Vigilius.
Tak til Odense Symfoniorkester for initiativet! Er jeg solgt på princippet? Nej, men denne verden åbner sig for mig nu.
Og måske genopliver jeg denne blog. Hvad synes du?