Går moden fra suppe-steg-is til klaverkoncert-og-symfoni i koncertsalene? Det kunne man tro efter mine to første koncerter i den nye sæson for DR Symfoniorkestret. Ganske vist sprang jeg en over undervejs, så der er tale om nr. 1 og 3, og dog er mønstret det (næsten) samme: En wienerklassisk klaverkoncert af de lidt usædvanlige efterfulgt af en avanceret symfoni af de store, altsammen dirigeret af en af de store.

Når det så er sagt, så var de meget forskellige, de to koncerter. Her programmerne:

1. Luisi som dirigent 30. august 2018
   1. Sørensen: Evening land
   2. Mozart: Klaverkoncert nr. 20, d-mol, KWV 466. Solist: Rudolf Buchbinder
   3. Nielsen: Symfoni nr 4, Det uudslukkelige, opus 29
2. Vedernikov som dirigent 13. september 2018
   1. Beethoven: Klaverkoncert nr. 3, c-mol opus 37. Solist: Kirill Gerstein
   2. Shostakovich: Symfoni nr. 8, c-mol, opus 65

Altså yndlingsværker for mig og mange andre, og så et spændende nyt værk af Bent Sørensen, skrevet til og førsteopført af (selveste) New York Philharmonic Orchestra, der jo har været på besøg i Danmark et par gange på det seneste.

Nielsens Fjerde har jeg elsket, siden jeg hørte den på Hötorget i Stockholm med de lokale kongelige filharmonikere under skarp ledelse af Sakari Oramo for efterhånden en håndfuld år siden, og Beethovens tredje koncert har boet i mit hjerte siden teenageårene. Jeg faldt pladask for den  meget fysiske førstesats, der talte direkte til teenageren i sin tid og stadig har godt fat i mit knapt så tantede selv.

Luisi og Nielsens 4.

Tja, sådan kaldte DR selv koncerten, men før pausen var der altså en førsteopførelse og en klaverkoncert, der lige skulle overstås.

Bent Sørensen komponerer musik, der er dejlig og dog yderst interessant – altså både rar at lytte til på overfladen og dog med kød på kroppen, som man kan tænke over undervejs og efter. Evening land (Aftenland) skal skildre et landskab i aftendæmringen. Det hørte jeg ikke, men der var virkeligt fine billeder undervejs. Et smukt og dog spændende værk, dette, som de fleste af Sørensen, og et velfortjent meget stort bifald til ham og orkestret. Lyt til den og hele koncerten hos DR.

Aftenens klaverkoncert var af Mozart (nå ja) men i mol (aha!). Man kan ikke ikke lide Mozart, som Lotte Heise ofte siger, og der er noget om det. Men meget af musikken er bestillingsværker og/eller ungdomsværker – det lyder altid godt, men det er ikke altid lige vitaminrig musik. Og så er der de rene mesterværker, hvor hans geni insisterer på at få plads. Denne relativt sene klaverkoncert er måske ikke helt i mesterklassen, men den peger fremad mod Beethovens første med sine spæde tegn på, at klaveret kan indgå som et orkesterinstrument og spille sammen med orkestret. Før denne klaverkoncert spillede klaveret altid ligesom ved siden af orkestret efter princippet først-den-ene-så-den-anden. Det er dét princip, Beethoven så fuldstændigt forlader i sin tredje klaverkoncert.

Buchbinder ligner en revisor, men klaverspillet fejler ikke noget. Her i Mozart er han kort og præcis, og hver tone sendes ud i salen som et svar på et spørgsmål. Flot lavet og ikke blot blomsterranker som så mange andre værker fra tiden.

Efter pausen altså mit højdepunkt: Nielsens Det Uudslukkelige, der beskriver livet selv. Det er den, hvor to pauker ender med at slås – helst så hele salen gynger med. I denne udgave med det ene sæt pauker på vanlig plads bagerst og det andet ude i siden bag violinerne. Som de andre gange, Luisi har dirigeret Nielsen, var også denne ombæring utroligt flot men på en eller anden måde glattere, end en dansk eller nordisk dirigent typisk ville få det til at lyde. Det er ikke en klage fra min side – det er vidunderligt at opleve hver gang, hvordan det tydeligvis grundige forarbejde nærmest forvandles til en eksplosion i  koncertsalen i hænderne på Luisi – musikerne kender denne musik ud og ind, i hvert fald de nordiske af dem, og dét kan høres.

En dejlig koncert, der desværre blev næsten fuldstændigt ødelagt af at blive optaget til TV. Jeg fatter ikke, at DR konsekvent opprioriterer de mange potentielle seerer over de 1000, der dog har købt billet til koncerten. Jeg havde den store TV bom hængende lige foran mig og blev konstant revet ud af musikken, når bommen igen skulle skifte kamerastilling. Andre steder i verden filmer man nærbillederne i forbindelse med generalprøven, så kamerabevægelser ikke forstyrrer publikums oplevelse i koncertsalen. Jeg var  langt fra den eneste, der gik surmulende derfra.

Shostakovich & Beethoven

To uger senere var jeg tilbage i DR Koncertsalen til endnu en omgang favoritter: Den russiske dirigent Aleksandr Vedernikov, min yndlingsklaverkoncert, og min favoritsymfoni af Shostakovich. Altså kun to værker på programmet, men til gengæld to vægtige i hver sin kategori. Du kan høre hele koncerten hos DR, som sædvanligt.

Klaversolisten var endnu en russisk klaverløve: Kirill Gerstein, en høj og robust type, der glad luntede ind, rettede lidt på klaverbænken, og så lod Vedernikov sætte i værk. Denne klaverkoncert er et opgør med stort set alle normer – den er i mol, der er pauker med, og klaveret indgår som en del af orkestret (sådan da). På den måde er klaverkoncert nr. 3 i familie med symfoni nr. 5, der også er i c-mol, som Beethoven ofte brugte til vigtige værker.

Det gik hen og blev en sjov oplevelse  – som om solist og orkester sådan nærmest improviserede sig frem til resultatet. Det, tror jeg, er helt i gamle Ludwigs ånd, og jeg var meget begejstret.

Efter pausen en helt særlig symfoni: Shostakovich’ nr. 8, skrevet under anden verdenskrig mens han var bragt i sikkerhed langt mod øst, og altså skrevet kort tid efter den heroiske nr. 7, der i den grad er fuld af fædrelandets kampånd. I radiooptagelsen kan man høre Vedernikov omtale nr. 8 som en planet, men ikke en særligt rar en af slagsen. Der er noget om det, og naturligvis blev den forbudt i Shostakovich’ levetid. Der er et mørke i musikken, en endeløs kæde af spørgsmål uden svar og fuldstændigt uden opbyggelighed eller anden opmuntring til den sultne befolkning.

Vedernikovs pind svirpede, og venstre hånd malede de store strøg. Jeg er fuldstændigt betaget af, hvad han kan gøre ved et orkester, selv et som dette, der især under Luisi er vokset betydeligt. Det er simpelthen altid god musik, når Vedernikov står på podiet (og når Luisi gør det, altså), og der er altid dette strøg af leg over foretagenet, selv når der står Wagner på programmet, som jeg lærte i Odense.

Konklusionen

Det var pudsigt med de to gange klaverkoncert-og-en-symfoni som første ombæring i min samling af billetter til DRSO i sæsonen 2018-19. To meget forskellige koncerter, dog, med to meget forskellige dirigenter. Orkestret lyder anderledes under Luisi end under Vedernikov, og igen helt anderledes under, for eksempel, Herbert Blomstedt, som DRSO nu langt om længe er næsten i samme liga med.

Imellem de to koncerter var jeg et smut i USA og fik lejlighed til at teste, om man kan nyde en klassisk koncert 5 timer efter at være landet med fly over Atlanten. Herom forhåbentligt senere her på bloggen, hvis man skulle være nysgerrig.

Men altså godt i gang med den nye sæson med DRSO, og det ser lovende ud med resten af programmet.