Kan man nyde en klassisk koncert, når man er landet blot et par timer forinden efter en arbejdstur til USA? Tja, det måtte komme an på en prøve, for sæsonens første koncert med Det kongelige Kapel ville jeg ikke gå glip af, uanset størrelsen af mit jetlag.

Optakten var altså ikke helt traditionel for dette medlem af det faste publikum, men det var programmet til gengæld:

1. Wagner: Siegfried Idyll
2. Strauss: Vier letzte Lieder, solist: Ann Petersen
3. Brahms: Symfoni nr. 3, F-dur, opus 90

Altså hurra, hurra, og jajada.  Wagners lille fine værk, der blev skrevet som gave til den unge hustru, har jeg efterhånden hørt i flere forskellige udgaver, herunder en totalt syret med Australian Chamber Orchestra for 2 år siden. Det er noget nær den smukkeste musik, der er skrevet overhovedet, så jeg så frem til at høre yndlingsorkesteret spille det under en af de flittigere gæster, Marek Janowski. Koblet med stort set det eneste sangværk af Richard Strauss, som jeg frivilligt lytter til, og den eneste af Brahms’ tre symfonier, jeg rigtigt godt kan lide, så var det en koncert, jeg havde set frem til.

Men så kom turen til USA i vejen, og jeg kom løbende til Operaen med søvn i øjnene og en let kvalme, som kun næsten var skyllet væk med en flaske vand, da Maestro tussede ind på scenen.

Koncerten

Mnja, der er jo altså gået en måned siden koncerten, for bloggen har (igen) været hårdt ramt af mit daglige arbejde. Men den blev optaget af P2 på selve aftenen og sendt i radioen et par dage senere, så jeg (og du) kan stadig finde den på dr.dk.

Janowski er ikke nogen ung mand og foretrak den direkte vej til podiet tværs gennem orkesteret i stedet for at gå den lange vej udenom. Det kan man ikke fortænke ham i – når Kapellet sidder oppe på scenen med den smukke orkesterskal monteret bag sig, så fylder de pladsen godt ud, og dirigent og solist formodes at traske langs siden og slå et skarpt sving langs scenekanten. Det giver en lang gåtur for gamle ben, så cellisterne forsøgte at skabe en lille sti, så Janowski kunne slå genvej.

Frem nåede han, og de sarte strygere kunne sætte i gang med Wagners vanvittigt smukke lille melodistump. Vi får temaet vendt og drejet, og blæserne trutter med. Rasende smukt spillet, og jeg sad helt åndeløs til sidst.

Efter lidt omstilling blev der gjort plads forrest på scenen til Vestsjællands stolthed, verdensstjernen Ann Petersen. Hun er stadig tilknyttet Den kongelige Opera men slår mest sine folder i udlandet. Hun holder meget af at synge Strauss, der jo komponerede godt for sopraner, så jeg så frem til at høre hendes bud på disse fire sange. Sangene har ikke meget med hinanden at gøre, men de serveres altså altid sammen.

Men jeg må indrømme, at jeg husker meget, meget lidt fra denne del af koncerten –  jeg var simpelthen ved at falde i søvn og måtte bruge al energi på at holde mig vågen. Det var jetlaggen, ikke Ann Petersens og Kapellets indsats, der gjorde øjenlågene tunge, må jeg skynde mig at tilføje. Mens jeg lytter til DR’s optagelse af denne del af koncerten, er der overhovedet intet, jeg genkender fra den aften, desværre. og hér havde jeg sådan glædet mig til at nyde Petersen i Strauss! I optagelsen kan jeg nyde hendes lækre stemme i Beim Schlafengehen, der fik et par publikummere til at klappe spontant, og dét kan jeg godt forstå. Salen var til en afveksling stuvende fuld, og det giver altid en lidt løsere stemning, end når vi kun er et par hundrede fastliggere. Men som sagt sad jeg og klamrede mig til stolen, så jeg ikke ville falde ud over balkonkanten, hvis jeg skulle falde i søvn undervejs.

Fortjent stor applaus til Ann Petersen (og Janowski, der måtte følge hende på den lange tur rundt om orkesteret), og ENDELIGT pause, så jeg kunne få noget kaffe og sukkertilskud.

Efter pausen kom altså Brahms’ tredje symfoni, som Henrik Engelbrecht i de fine programnoter knytter til Schumann, men jeg kan altså alligevel godt lide den. Der er noget ved førstesatsens leg med eget tema, der er rigtigt lækkert – vi starter med et par stumper, der gentages og varieres, og det lyder bare godt. I mødet mellem maestro Janowskis stringente “tyske” holdning til musikken og Kapellets labre gyldne klang, er Brahms tredje måske det perfekte værk – meget bedre end den Beethoven, jeg ikke var helt tilfreds med for 4 år siden. Kaffen havde vækket mig, og jeg nød denne udgave af Brahms!

I skrivende stund er jeg igen ramt af jetlag efter en tur til USA med jobbet. På den måde hænger tingene sammen, kan man sige. Heldigvis blev koncerten jo altså optaget af P2, så jeg har kunnet høre et svagt bud på, hvad jeg gik glip af den lørdag aften i begyndelsen af september 2018. Det var en kort koncert, og det gjorde ikke noget, for så kunne jeg drøne hjem i seng  og få sovet ud.

Konklusionen er, at klassiske koncerter helst skal opleves i salen – og allerhelst uden jetlag. Men P2 tjener et rigtigt godt formål ved at bringe store musikalske oplevelser ud til dem, der ikke kunne være til stede i salen. Og til dem,  der var der, men som ikke rigtigt kunne holde sig vågne undervejs.

Som sagt, find koncerten her: https://www.dr.dk/radio/p2/p2-koncerten-2/p2-koncerten-det-kgl-kapel-og-ann-petersen/