DR foretrækker at navngive deres symfonikoncerter efter formularen Dirigent Plus Komponist, og det kan sommetider være svært at gætte, hvad der så gemmer sig bag den titel. For eksempel var jeg til en koncert 20. september med titlen Saraste & Tjaikovskijs 6. Titlen gemte selvfølgeligt på dirigenten Jukka-Pekka Saraste og Tjaikovskijs sjette symfoni. Men den gemte også på en dansk uropførelse af et moderne værk og en verdensstjerne i en berømt violinkoncert, og dét skulle man vide:

1. Dean: From Melodious Lay, “A Hamlet Diffraction”. Solister Mojca Erdmann og Allan Clayton
2. Stravinskij: Violinkoncert, D-dur. Solist Leonidas Kavakos (!)
3. Tjaikovskij: Symfoni nr. 6, h-mol, “Pathétique”

Altså et ret nyt værk af australske Brett Dean spundet over dialog fra Shakespeares Hamlet, en af den klassiske verdens særeste og dog mest populære violinkoncerter, og så en ordentlig gang vanillesovs over det hele med den symfoni, der så ofte drukner i  sødsuppe, så man slet ikke kan høre værkets kvaliteter.

Koncerten

Jeg havde byttet mig til denne koncert i stedet for en i min F2-serie, som jeg ikke kunne komme til, uden at det gjorde noget. Jeg havde valgt denne koncert på grund af Kavakos og Stravinskijs violinkoncert og tog med glæde imod Tjaikovskijs sjette, for den er dejlig, når man er i dét humør.

I humør var jeg den aften, men mest til Kavakos, må jeg indrømme. Jeg har været meget begejstret for ham i, skal vi sige, mere klassiske værker, hvor hans tørre stil virkeligt kommer til sin ret. Så jeg var ret spændt på, hvad han dog ville stille op med Stravinskijs noget mere moderne værk.

Det viste sig, at Kavakos spillede lige på og krystalklart som altid, og det fik Stravinskij til at lyde præcis så moderne, som han var dengang i 1931. Kavakos og DRSO kender hinanden godt, og det nød det næsten kammermusikalske værk godt af – det var meget intimt spillet af alle, og det gjorde en god oplevelse endnu bedre.

Men inden da skulle vi overleve Brett Deans sangcyclus over Hamlets, Ofelias, og andres replikker fra Shakespeares uafrystelige drama. Det kan jeg ikke skrive særligt mange pæne ord om, så jeg vil lade det blive ved den meget fine effekt til sidst i værket, hvor “Ofelia” forlod centrum af scenen for at gå ud i siden bag harperne som for at illudere Ofelias død for dermed fjernelse fra vores verden. Det var smukt rent visuelt og spændende at høre – sangere lider jo ofte druknedøden i DRs koncertsal, men det gjorde Mojca Erdmann faktisk ikke på den spadseretur. Vi kunne klappe høfligt af komponisten, der kom på scenen og takkede dirigent og solister, men det var så det. Læs om værket hos DR – og lyt selv hér: https://www.dr.dk/playlister/p2/2018-09-20/p2-koncerten-torsdagskoncert-med-saraste-kavakos

Efter pausen altså selveste Pathétique. Tjaikovskij er meget let at overdosere, men hvis dirigent og musikere holder fokus, så kan selv jeg flyde afsted på romantikkens bølger. Titlen betyder jo ikke, at værket er patetisk – det handler om medfølelse og tragik i ordenes egentlige betydning. Dét ved Saraste noget om som finne  Vi danskere burde også vide noget om det – tænk bare på Andersens eventyr (H.C., ikke Benny, altså)!

Jeg havde altså en forventning om en slank, spændstig, og dog meget romantisk Tjaikovskij, og det fik jeg! Der var masser af spænding i de skæve valsetakter, og dog hulkede vi ikke undervejs. En rigtigt dejlig Tjaikovskij, denne, og tak til Saraste for det!

I bliver forskånet for detaljer her også, da tiden er knap, min Surface vil opdateres, og jeg skal også lige nå en blogpost til om koncerten ugen efter denne. Og så vil bloggen være på omgangshøjde med mit koncertprogram igen – i hvert fald siden den seneste sæsonstart. Huhej, hvor det går!