Titlen siger alt om den torsdagskoncert: Norske Lise Davidsen var et smut hjemme i København, for DR havde heldigvis fået booket hende til en koncert mens hun stadig et til at få fat i. Da de også havde overtalt Vasily Petrenko til at dirigere, så måtte jeg jo bare få mig en billet til koncerten!

Koncerten

Programmet var ellers nok til at skræmme mig væk:

1. Strauss: Vier letzte Lieder
2. Elgar: Symfoni nr. 1, As-dur

De fire lieder af Strauss hørte jeg jo for blot 5 uger siden med Ann Petersen, Marek Janowski og Det kongelige Kapel, og jeg havde svært ved at overbevise mig om, at unge Davidsen ville kunne slå Petersen i lige netop dén disciplin. Men det skulle da komme an på en prøve, for Davidsen er umanerligt dejlig at høre på.

At der så fulgte en symfoni af Elgar måtte jeg tage med – briterne selv påstår, at Elgar var med til at modbevise, at landet er uden musik, men jeg er uenig. Det meste af den musik, jeg har hørt af ham, hvilket ikke er ret meget, har ramt hårdt på min kedsomhedsknap. Men frisk mod, og afsted til den blå firkant.

Billetten advarede om, at der måske ville være TV-optagelse af koncerten, men det var der heldigvis ikke, for jeg var tilbage i højre side af første balkon, som er et rigtigt skidt sted at sidde, hvis kamerabommen hopper rundt i salen.

Jeg sad på min plads, musikerne blev klappet ind, og så: Nununu kom hun! Udslået langt hår, lækre sko, en flot slank kjole, der klædte den høje krop, og et overrasket smil til det jublende publikum. Bag hende kom den vævre Petrenko, der overlod bifaldet til sopranen.

Altså fire sange af den gamle Strauss til tre digte af Hermann Hesse og et, det sidste, af Joseph von Eichendorff. Emnet er livet og, især, afskeden med det. Davidsen satte blikket på uendeligheden, Petrenko hævede pinden, og musikken brusede op mod mig. Og så bragede Davidsens stemme ind og krævede sin plads. Triumfen i Frühling, tristessen i September, det indadvendte i Beim Schlafengehen, og afskeden med selve livet i Im Abendrot – Davidsen mestrede det hele.

I lige netop den sal, hvor mange sangere lider druknedøden, sejrede Lise Davidsen. Hun har et brag af en stemme, men hun mestrer også det stille og sagte. I Beim Schlafengehen, hvor en soloviolin synger sin egen sang, vendte Davidsen sig til siden, så hun kunne følge Christina Åstrands rejse gennem musikken, før hun selv skulle synge om at falde til ro.

Som ekstranummer fik vi til alles udelte fornøjelse så Morgen fra Strauss’ tidligere Lied-samling. Det var en meget anderledes Strauss, denne: Tyst, sart, indadvendt. Det blev koncertens højdepunkt for mig. Et fælles og dog privat øjeblik, hvor jeg knapt turde trække vejret, så tyst var der. Sikke en triumf!

Til sammenligning med udgaven med Ann Petersen, så var jeg helt vågen denne gang, og det gør da forskel. En anden forskel er, at de er vidt forskellige som sangere. Ann Petersen er ikke just svagrøstet, men Lise Davidsen har et punch, som hun bruger bevidst. Til gengæld er Petersen en bedre Strauss-sanger, synes jeg – hendes stemme skaber smukke melodier, hvor ingen melodier er. Davidsens stemme har mere vægt på kontrasterne, på en eller anden måde, og dermed oplever jeg, at det melodiløse i Strauss bliver understreget. Så de fire sange lød meget forskelligt i de to sopraners udgaver.

Nogle kan lide kaffe, andre kan lide te, men jeg drikker begge med fornøjelse alt efter tidspunkt og behov. Ligeledes er jeg fortsat fan af både Ann Petersen og Lise Davidsen, der har mange lighedspunkter og dog lyder så forskelligt.

Hov, der var også lige en symfoni efter pausen. Den blev flot spillet af orkestret, der fyldte hele scenen. Men de fik mig ikke overbevist om, at Elgar er noget for mig.