København er lige nøjagtigt stor nok til, at vi kan lade som om, der er langt fra Frederiksberg til Østerbro. Det er der ikke i den virkelige virkelighed, men i den uvirkelige uvirkelighed er de to bydele to meget forskellige verdener – også selvom de er utroligt ens.

Hvorfor denne intro? Fordi der lige rundt om hjørnet fra min lejlighed ligger en helt særlig bygning, Unitarisk Kirkesamfunds bygning, hvis kirkerum har de helt rigtige dimensioner til kammermusik. Og blandt andet derfor er bygningen også hjemsted for Østerbro Koncertforening, der består af 4 fine kammerensembler: Messiaen Quartet Copenhagen (et vis personsammenfald med hedengangne Ensemble Nordlys), Nordic String Quartet, Dahlia String Trio, og Trio Amerise.

Jeg forsøger at komme til så mange koncerter som muligt, fordi niveauet er så højt, som det er, i kombination med den bekvemme afstand –  sommetider når jeg lige hjem at vende før koncerten, og sommetider nupper jeg en koncert på vej hjem fra jobbet, da Unitarisk Kirkesamfunds hus ligger på vejen hjem fra Østerport Station. Niveauet er højt, fordi det er professionelle musikere, der spiller musik, der betyder noget for dem personligt – og så er det hyggeligt og sjovt oveni.

Nå, men der var altså fint besøg fra Frederiksberg for 2 uger siden: Opus Zoo, der er en blæserkvintet og et relativt nyt ensemble med musikere fra diverse steder i området.  Navnet har de taget fra et værk af Luciano Berio, som var på programmet denne aften i oktober. Se mere på opuszoo.dk.

Koncerten

Programmet var interessant:

1. Bach: Concerto nr. 2 efter Vivaldi, arr. Rechtmann
2. Chrétien: Quintette a vent
3. Ligeti: Seks bagateller for blæserkvintet
4. Mortensen: Kvintet for fløjte, obo, klarinet, horn og fagot
5. Berio: Opus no. Zoo

Ahva, kunne man tænke, men der var mening med galskaben. 5 værker præsenteret af 5 musikere, alle for blæserkvintet men ellers meget forskellige. Bach og Ligeti giver en form for mening, men Mortensen og Berio? Men mit sind var stemt for opdagelse, så jeg trippede hen ad Østerbrogade i godt humør på forhånd for at opleve dette besøg fra fjerne Frederiksberg.

Publikum til koncerterne i Østerbro Koncertforening er en sjov blanding af familie, venner, kolleger, studerende og lokale. Jeg indgår jo altså i “lokale”, og denne aften var lidt tyndt besat i den kategori.

Af de 5 værker kendte jeg 1, nemlig Ligetis bagateller, der blev brugt i  et program på DR P2 med Frederik Cilius og Allan Gravgaard Madsen for et par år siden. Men det skulle komme an på en prøve,.

Koncertforeningens formand bød velkommen, og så kunne vi klappe de besøgende ind.

Først altså Bach, et lidt blæret værk, skrevet så Bach kunne øve sig i den italienske stil. Sikkert og charmerende leveret af kvintetten. Dernæst et franske værk af mig ukendte Hedwige Chrétien fra tiden efter Debussy, så at sige, og måske derfor smukt, charmerende, og letforglemmeligt. Derpå altså György Ligetis eget arrangement af 6 bageteller fra hans lidt længere klaverværk. Jeg er ret begejstret for værket, og at høre det spillet af 5 mere eller mindre lokale musikere var rigtigt fint.

Efter pausen et værk af danske Otto Mortensen, som jeg ellers kun kender fra Højskolesangbogen (“Du danske sommer, jeg elsker dig” og andre sange). Men han skrev altså også en blæserkvintet, der lyder sådan lidt som Carl Nielsens blæserkvintet, hvis den var blevet skrevet 50 år senere af en helt anden, hvis du forstår, hvad jeg mener. Værket er mere “moderne” på den lidt abstrakte måde, men stadig umiskendeligt dansk, synes jeg.

Til sidst altså hovedattraktionen: Berios fire sange, der skal opføres som en slags installationsværk. De fem musikere stillede sig op på række og dels spillede og dels fremsagde hornist Thorbjørn Grams og Tine Elisabeth Topsøes oversættelse af den oprindelige tekst til sangene. Er det sangbart? Nej, men det er et både sjovt og interessant værk, der til dels afspejler sin tid (skrevet i 1951, revideret i 1970), så tekst og musik indgår i en slags forestilling, hvor fragmenter fremstilles af musikerne på skift.

Konklusion

Jeg er stor fan af Østerbro Koncertforening, og selvom langt fra alle koncerter når at komme ind på bloggen, så kan jeg kun anbefale lokale at lægge vejen forbi. Se programmet på koncertforening.dk.

Opus Zoo består af musikere med bred erfaring, og deres fælles projekt er sjovt at følge. De er gode musikere, og de mener noget med den musik, de vælger. Det kom tydeligt frem i Berio, men jeg foretrækker deres Ligeti – det er et bedre værk, og det blev godt fremlagt.

Bravo for de mange musikere i København, resten af Danmark, resten af Europa, og resten af verden, fordi de simpelthen ikke kan lade være med at spille god musik godt og dermed glæde os andre. Der er et mindre hav af ensembler i Danmark af netop denne grund – nogle er finansieret over skattebilletten, andre er helt afhængige af billetter og fonde. Hvis et af dem spiller nær dig, så gå derhen og lad dig overbevise.

Det gjorde jeg denne tirsdag, og jeg hørte god musik spillet godt og med overbevisning på et meget tilfredsstillende niveau. Bravo til Opus Zoo og Østerbro Koncertforening! Tak for energien og musikken, og vi ses snart igen!