En torsdagskoncert med DR SymfoniOrkestret kan byde på mange stilarter, men i den forgangne uge lød programmet på værker, der i sin tid vakte opsigt og endda furore, og som selv i dag stemmer sindet til musikalsk festfyrværkeri. På besøg var den hollandske violinvirtuos Janine Jansen og vestjyske Thomas Søndergård, der jo slår sine musikalske folder i Storbritannien i disse år til stor og velfortjent ros. Jeg er begejstret for dem begge, så jeg hastede hjem fra konference i Holland af alle steder for at opleve netop denne torsdagskoncert.

Koncerten

Programmet bølgede frem over forrige århundredeskifte og bød på lutter lækkerier for Concertanten:

1. Debussy: Prélude à l’après-midi d’un faune (1894)
2. Sibelius: Violinkoncert, d-mol, opus 47 (1904-05)
3. Stravinskij: Le sacre du printemps (1913)

Her har jeg taget årstallene med for at illustrere hvor meget, der skete i de år. Hvert af disse værker revolutionerede musiklivet på sin tid, de er radikalt forskellige, og dog er der kun 20 år mellem Debussys og Stravinskijs værker.

Som bonus er her et foto af programmet fra min plads på første balkon (nu uden kamerabom):

For en gangs skyld nåede jeg koncertintroduktionen og fik derfor hørt vidunderlige Ulla Miilmann fortælle om den berygtede fløjtesolo, der starter Debussys drømmende værk. I hendes version skal denne første introduktion af temaet spilles i ét åndedrag, og dermed er det nødt til at være helt enkelt og uden lækkerier.

Det gjorde Miilmann så igen til koncerten – et dybt åndedrag og en let indsats, og så var vi på plads i de franske landskab en hed sommereftermiddag, hvor faunen vågner af sin lur og prøver at fastholde den drøm, den lige er vågnet fra. Jeg elsker dette værk for netop denne drømmende tone og det let sensuelle tema, og her fik Søndergård og musikerne leveret, så man klart fornemmede det radikale i musikken. Lækkert!

Klapklapklap, må vi så få Janine Jansen på scenen?

Jo da. Ind kom hun så med vanligt lange skridt, hilste pænt og forsvandt så helt ind i musikken. Det gør solister jo ofte, men jeg har sjældent set det ske så markant – selv da publikum brød ud i begejstrede klapsalver efter den stormende første sats, smilede Jansen kort, strøg håret tilbage og vendte så igen blikket indad for at finde Sibelius. Det var meget interessant at følge hendes rejse, for resultatet var gnistrende, funklende, ekspressivt og dog hyperintenst.

Sibelius’ violinkoncert er groft sagt en vanvittigt kompliceret første sats fulgt af to vidunderligt smukke satser, og det skal helst gøre lidt ondt undervejs, fordi værket har så mange kontraster, der gør i hvert fald mig en smule rundtosset. Men ih altså, hvor det lød lækkert denne aften! Søndergård dansede på podiet, Jansens bue dansede en finsk hopsa, og DRSO dannede et brummende underlag for den virtuose violin. Jeg sprang på fødderne, for det var meget, meget flot spillet.

Vi fik ikke noget ekstranummer, selvom vi klappede, så taget raslede. Jansen var tydeligt tømt for musikalsk energi, og det forstår jeg godt. Sikke en rejse! Læs og lyt her: https://www.dr.dk/radio/p2/p2-koncerten/p2-koncerten-torsdagskoncert-med-soendergard-og-sacre

Efter pausen en anden af mine favoritter: Stravinskijs sære men dragende musik til Ballet Russes’ ballet Sacre du Printemps, der blev uropført i det sidste år, inden verden gik af lave. Det er let at glemme, at det er fra 1913 og ikke 2013, men som Søndergård forklarede i koncertintroduktionen, så er det blevet et standardværk for symfoniorkestre, og dermed glemmer både musikere og publikum helt, hvor radikalt værket faktisk er.

Scenen var stuvende fuld, hvilket strengt taget ikke er nødvendigt, da det jo trods alt er balletmusik af en slags. Men i lige netop Sacre giver det mening at tilføje så mange ekstra strygere, som budget og fysiske rammer giver plads til.

Vi begynder med en sart fagot, der ligger helt oppe, hvor en fagot i princippet ikke kan nå. Denne aften blev den spillet af Sebastian Stevenson, og det gik helt fint – og ikke mindst som spejlbillede af Miilmanns fløjte i Debussy. Helt fortjent fik han en rød rose overrakt af Søndergård, muligvis plukket fra dirigentens traditionelle buket.

Efter den sarte introduktion buldrer resten af værket løs. Det er rytme-rytme-rytme, men det er ikke dansemusik som sådan. Til koncertintroduktionen fortalte Søndergård, at han havde haft fornøjelsen af at dirigere Sacre som balletmusik med dansere på scenen, og at der havde gjort musikken mere fysisk for ham som musik, der skal følge bevægelser.

Jeg har set estiske Kristjan Järvi dirigere Sacre og været meget begejstret for hans rytmiske version. Thomas Søndergård er vestjyde, så der skal noget til at sætte fut i ham, skulle man tro. Men nej, det buldrede godt og grundigt men med klang og melodi.

En rigtigt fin udgave af Sacre, og jeg var især glad for den skarpe lille Es-klarinet (?), der var kontrast til de brummende basklarinetter og den dybe basfløjte. Flot spillet! Men de mange, mange, mange strygere legede slagtøj, så mit hjerte bankede i takt med musikken.

Knapt så flot var mit forsøg på at komme ud af koncerthuset. Garderobesituationen er gået fra slet til værre på grund af arkitekturen og indretningen, og det kan godt gå hen og blive en rigtigt træls vintersæson, hvis man har mere end en tophue med i koncerthuset. Øv, altså, især fordi man lander så hårdt og brutalt i den virkelige verden, når man nu allerhelst ville være blevet i den fransk-finske musik….