Den tyske dirigent Christoph Eschenbach har stået højt på min hitliste i mange år, vist nok siden jeg hørte en halvgammel indspilning med ham på podiet foran et eller andet vidunderligt orkester i noget Beethoven. Jeg husker ikke resten, men jeg faldt pladask for Eschenbachs slanke men melodiske stil. Siden da er det lykkedes mig at undgå at opleve dette ikon, men her i november 2018 har han endeligt langt om længe været i Danmark og dirigeret først Odense Symfoniorkester og derpå DR Symfoniorkesteret.

I Odense dirigerede Maestro såmænd Dvoraks Stabat Mater, men her i København gik han tilbage til rødderne i form af Brahms. Til det formål havde han taget en lidt yngre legekammerat med, nemlig den amerikanske pianist (og bodybuilder) Tzimon Barto.

Koncerten

Man kan læse en smule online hos DR, men programmet var enkelt nok:

1. Brahms: Klaverkoncert nr. 2, B-dur, op. 83
2. Brahms: Klaverkvartet nr. 1, g-mol, op. 25, arrangeret for symfoniorkester af Schönberg i 1937

Sagde jeg ”enkelt”? Ja, for der er jo i princippet blot tale om en enkelt komponist, der ikke er berygtet for overvældende vanskeligt spillelig musik. Men så er der lige den anden klaverkoncert med en hundesvær klaverstemme og en symfonisk længde med hele fire satser. Dét måtte jeg da opleve!

Salen var godt fyldt undtagen bag orkestret, og det var scenen egentligt også, det vil sige godt fyldt på midten og ret tom på bagkanten. Eschenbach havde opstillet orkestret i rigtig wieneropstilling med cello og bratch i midten, de to violingrupper på hver side af dem, og basser bag førstevioliner og celloer. Det er lige sådan, jeg foretrækker mine wienerværker, fordi jeg så hører bratch, cello og bas bedre, og andenvioliner bliver ligesom blødere og en decideret kontrast til førstevioliner i stedet for det-samme-bare-en-tone-dybere. Lækkert for sådan en som mig!

Se nu bare hér:

Billedet er fra efter pausen, så du skal forestille dig et Steinway stående forrest på scenen, lidt færre i i orkestret, og helt specifikt ignorere slagtøjet bagest – til klaverkoncerten spillede Rene Henriksen på de små wienerpauker, som sig hør og bør.

Men altså, klokken blev 19:30, døren gik op, og orkestret kom ind til sporadiske klapsalver. Johannes Søe Hansen var koncertmester og forsøgte forgæves at time sin ankomst ved forreste pult med sidste musikers ankomst på sin plads, så vi alle kan klappe af det samlede orkester. Det lykkes så godt som aldrig og heller ikke denne gang. Efter orkesterstemning var der en kort pause, inden døren atter gik op, og i den pause blev der hostet kraftigt og derpå fnist højlydt rundt i salen, fordi det var det rigtige tidspunkt at hoste på.

Men døren gik op, og Superman kom ind, klædt i sort, efterfulgt af den noget kortere Eschenbach. Superman, skriver jeg, for Tzimon Barto er høj og meget massivt bredskuldret og bredbringet, og han kom stormende ind, som om han skulle frelse Lois Lane fra dræberflyglet fra Steinway. Hold da op, tænkte jeg, mon vi overlever? Men Barto gav pænt hånd til koncertmesteren, der så en anelse utryg ud men overlevede håndtrykket.

Barto klemte sig på plads på klaverbænken, skulede til noderne og nikkede så til Eschenbach, der i mellemtiden havde sneget sig ind på podiet.

Brahms anden klaverkoncert er den, der begynder med et horntema, der svares af flyglet, og så går det ellers over stok og sten i en times tid. Undervejs får vi en fuldstændigt bedårende andantesats, hvor en cello, hjerteskærende smukt spillet af Soo-Kyung Hong, synger duet med flyglet med lidt hjælp fra en obo. Det er en smuk sats, og den blev smukt fremført.

Ifølge Jens Cornelius’ vanligt begavede programnoter kaldes dette værk ofte ”en symfoni for klaver og orkester”. Men for mig, denne aften med disse medvirkende, var det et Steinway med symfoniorkester. Jeg blev fuldstændigt blæst baglæns, når Barto rigtigt gik til den, måske fordi jeg var havnet lige i skudvinklen for det kolossale flygel. Så kunne Ulla Miilmann og Eva Steinaa spille lige så flot, de lystede, men høre dem kunne jeg ikke. Og så pludseligt kommer der en sart passage, hvor Bartos kæmpelapper nærmest kattepoteagtigt kæler for tonerne, og ingen tør trække vejret, så stille er der. Bulder og brag og musestille – en sjov udgave af værket!

Efter pausen noget Brahms, jeg aldrig havde hørt: En relativt tidlig klaverkvartet men altså i et arrangement uden klaver og for et helt symfoniorkester skrevet af helt anderledes avantgardistiske Arnold Schönberg. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle opleve, med andre ord: Romantik a la Brahms eller tolvtonemusik ala Schönberg?

Det viste sig at være fredeligt og velkendt nok – en relativt traditionel transkription til det store format, dog med indlagte drillerier i form af en xylofon, blandt andet godt. Musikerne havde det tydeligvis sjovt med musikken, der dels er dejlig på den der Brahms-agtige måde, og dels er sjov i kraft af Schönbergs små drillerier.

I skrivende stund har jeg taget fri fra arbejdet for at komme mig over denne omgang Brahms inden aftenens festfyrværkeri med Det kongelige Kapel, og jeg lytter med et halvt øre til en indspilning af Brahms anden klaverkoncert med Emil Gilels. Det lyder forventeligt helt anderledes end den udgave, jeg hørte i går med Barto. Bedre eller blot anderledes? Anderledes, så absolut! Jeg er måske mere til Gilels end til Barto, men Barto var et spændende nyt bekendtskab, selvom han åbenbart har været i gang siden firserne og i dag har betydeligt mindre og ret så lysere hår end på sit reklamebillede i programmet.

Det var rigtigt dejligt at opleve Eschenbach i kernerepertoiret, og han var lige så overbevisende, som jeg havde håbet. Tilsyneladende havde alle på scenen også en god oplevelse, for der blev smilet hele vejen rundt. Tak for en god oplevelse!

PS: For de nysgerrige er orkesterlisten hér en stund: https://drkoncerthuset.dk/wp-content/uploads/2018/11/Orkesterliste.pdf

Heraf kan man læse, at mine nærsynede øjne så rigtigt, og det var så sandeligt Jesper Juul, der var på besøg med sin labre trombonelyd. Et dejligt genhør!