Den amerikanske dirigent og komponist med mere Leonard Bernstein blev født for 100 år siden, og det fejres rundt om i verden. Her i København er der god grund til at deltage i fejringen, da Bernstein var kraftigt medvirkende til at gøre Carl Nielsen til en komponist, man spiller over hele verden.

I 1965 modtog han Leonie Sonnings Musikpris og dirigerede Det kongelige Kapel i en berømt koncert i Odd Fellow Palæets nu desværre nedbrændte koncertsal. Han kom til København med en frisk indspilning af Nielsens 5. symfoni med New Yorkerne,  så den symfoni skulle han da gentage med Nielsens eget orkester. Men under koncertplanlægningen besluttede man at skifte til den tredje symfoni, Espansiva, for derved at udbrede kendskabet til den. Bernstein gik med på idéen, inklusive at lave en hasteindspilning dagen inden koncerten, så Espansiva kunne komme ud på plademarkedet, mens folk stadig talte om Sonningpriskoncerten. God plan, og den virkede efter hensigten.

Alt dette fik vi fortalt til koncertintroduktionen af Kapellets egne fortællere, endnu aktive Henrik Goldschmidt og pensionerede Troels Svendsen, der som helt nyansat var med  i Kapellet til koncerten med Bernstein dengang. Det gjorde koncertintroduktionen endnu bedre at høre Svendsen fortælle, at de brugte hele dagen på at øve og indspille Espansiva, og at de så godt og vel trætte måtte spille på teatret som sædvanligt. Og at Bernstein charmede sig ind på orkestret ved at sige “Nå, men I ved jo alt om at spille denne symfoni, så det må I lære mig.”.  Tak for fortællingerne til både Goldschmidt og Svendsen!

Koncerten

Det var jo altså en fejring af Leonard Bernstein, og det afspejlede programmet:

1. Bernstein: Ouverture fra Candide (1956)
2. Bernstein: Symphonic Dances from West Side Story (1957)
3. Bernstein: Wonderful Town (1953)

Musicalen Candide blev aldrig en succes, men det gjorde ouverturen, og den spilles jævnligt rundt omkring i koncertsalene. Det er sjov musik, der overhovedet ikke dufter af den rokokotid, som musicalens handling foregår i. Som kontrast var West Side Story (jo) Bernsteins helt store kommercielle hit og samtidigt en slags forbandelse – Bernstein prøvede hele livet at finde den rette balance mellem den rå gadelyd og sofistikeret sangteknik, og derfor resulterede den berygtede sidste indspilning med José Carreras og Kiri te Kanawa i verdens måske mest sete dokumentar – find den på YouTube og fortvivl!

Efter pausen altså en mere-eller-mindre-koncertant opførsel af en mindre kendt musical, Wonderful Town. Den er skrevet i begyndelsen af 50’erne og foregår i 30’erne, og er dermed en slags analog til det, nogle kalder “musicalfilmenes musicalfilm”, Singing in the Rain. Stilen er et stykke af vejen lidt den samme, selvom Singing in the Rain jo altså foregår i 20’erne. Musikken er jazzet i den store bigband-stil tilsat symfoniorkester med hovedvægten lagt på sjov og ballade. I stedet for Gene Kelly, Debbie Reynolds og Donald O’Connor fik vi Simon Duus (yes!), Beate Mordal, Elisabeth Jansson (mmmm!), David Kempster og Jens Søndergård, sidstnævnte på sjældent slap line som fodboldhelten Wreck. Duus var fortælleren i vanligt charmerende stil, og Elisabeth Jansson var fuldstændigt på hjemmebane som lige-på-og-hårdt-typen-med-sans-for-det-pinlige og vandt de få tilbageværende hjerter, hun ikke allerede havde indtaget.

Men tilbage til koncerten. Dirigenten var portugisiske Joana Carneiro, et mig fuldstændigt ukendt navn, men hun har bl.a. været tilknyttet mine filharmoniske venner oppe i Stockholm og de endnu fremtidige venner i Göteborg. Hun viste sig at være en ret lille skikkelse, der kompenserede for størrelsen med flagrende hænder. Det er (jo) lige netop den stil, jeg ikke kan fordrage, men musikerne var tydeligt glade for samarbejdet. Tja bumbum, sådan er der så meget, jeg stadig ikke forstår.

Først altså ouverturen til Candide, der går over stok og sten. Her blev den leveret med rutine og knald på, og så var vi i gang.

West Side Story er en af de få musikalske værker, som langt de fleste mennesker kender helt eller delvist. Sangene er besnærende i deres tilsyneladende jazzethed, men i virkeligheden er musikken ganske regulær partiturmusik med hele og halve kvinter, så at sige. Her fik vi den serveret i den professionelle version med fuld fokus på klang og teknik, og det swingede helt fint. Jeg havde glædet mig til den berømte mambo, men det var de små ting såsom fingerknips, der fik det store smil frem hos mig. God musik, charmerende spillet, og så en pause.

Hovedværket var jo altså en musical, jeg overhovedet aldrig havde hørt om, men velviljen var på plads, for blandt solisterne var et par klare favoritter med Jansson og Duus i spidsen –  i dén rækkefølge. Duus var som nævnt fortæller men lagde for med sang i introduktionsnummeret, der fortæller om kvarteret derude i Greenwich Village. Her fik vi Det kongelige Operakor med ind på scenen på de rækker, der var gjort klar allerbagerst på scenen, bagved det ret massive opbud af slagtøj. Koret spiller en stor rolle i Wonderful Town, lidt i retning af en kombination af et klassisk græsk kor, der kommenterer, og et musicalkor, der leverer kolorit.

Læs librettoen ovre på allmusicals.com eller lignende, men drop at prøve at finde en indspilning, der kommer bare i nærheden af Elisabeth Janssons udgave af nummeret Swing, eller kan give dig en fornemmelse af, hvor sjovt det var, da korets herrer dansede conga på forscenen, og engelskhornist Rixon Thomas lod sig inspirere til at danse med. Fantastisk! Fabelagtigt!

Konklusionen er, at du, kære læser, skal skynde dig at købe billet til gentagelsen af denne koncert 30/11 – det gør du her: https://kglteater.dk/det-sker/sason-20182019/koncert/det-kgl.-kapel-in-a-wonderful-town/

Du skal opleve Elisabeth Jansson i det hele taget, men i denne sammenhæng kommer hendes komiske talent fuldt ud til sin ret. Det er vanvittigt og vanvittigt morsomt, og så synger hun tilmed rasende godt. Som antydet er hendes udgave af Swing sammen med et topmotiveret operakor fuldstændigt uimodståelig, ikke mindst hvis man har en svaghed for klassisk swingmusik fra 40’erne, som jeg har. Det var jazzet, hipt, vidunderligt. Mine naboer og jeg måtte knibe os i armen og huske, at samme Jansson sang en bedårende Rosenkavaler på samme scene for et par år siden.

Derudover var det pragtfuldt spillet af Kapellet med indlånte saxofonister, og aftenens musikere var så absolut John Kruse i rollen som Benny Goodman (i ramme alvor! Det var improviseret og fuldstændigt cool spillet!) og Per Jensen i rollen som jazzet trommeslager. Du kan få en anelse om effekten ved at lytte til en udgave dirigeret af Simon Rattle på Spotify, men min oplevelse fredag aften med Kapellet var altså massivt bedre. Ikke mindst, fordi koncerten var live, men ih altså hvor Kapellet og Jansson swingede!