Der er heldigvis stadigvæk mange, der gerne synger i kor, selvom den danske sangtradition efterhånden har fået det svært. Rundt omkring i landet er der et hav af kor i et hav af forskellige sammensætninger: brummere, skolekor, sangforeninger, egentlige amatørkor, semi-professionelle ensembler, og egentlige professionelle kor af fastansatte, konservatorieuddannede sangere. Jeg selv faldt fra et sted mellem skolekor og sangforening men nyder korsang i såvel kirke som koncertsal.

Alene her i København vrimler det med kor i alle mulige sammensætninger, men jeg har (jo) prioriteret symfonisk musik og derfor ikke afsat tid til at dyrke de forskellige gode kor i omegnen. Men så snublede jeg over et af dem, og de lokkede mig til en koncert i Helligåndskirken på en hverdagsaften, hvor jeg heldigvis ingen aftenmøder havde. Så afsted til Strøget på en torsdag!

Koret

Det var Københavns Kantatekor, der fik mig til Strøget på en torsdag aften, et kor på hele 65 sangere ledet af en af byens ildsjæle, Torben H. S. Svendsen. Basen er i Valby, men et samarbejde med organist Erik Kolind har ført dem til kirken i Store Magleby, så måske det kan føre til at jeg får besøgt den kirke?

Kantatekoret er flittigt og dygtigt og nok så vigtigt lige nøjagtigt stort nok til at lyde som et kor i stedet for et par håndfulde gode sangere. Korets størrelse er vigtig for både amatørsangere og uddannede sangere, fordi man synger forskelligt, alt efter om ens konkrete stemme skal kunne høres eller ej. Jeg er (jo) ret pjattet med de mikrokor, jeg hører med Enghave Barok og Camerata Øresund, eller minikoret oppe på Bjerget i Grundtvigs Kirke, men ingen af dem er et egentligt kor. Det kongelige Operakor er kommet ned på 40 sangere, hvilket er cirka det dobbelte af et nogenlunde normalt vokalensemble men i underkanten af den normale definition af et egentligt kor – jeg er ikke specialist eller særligt vidende, men for mig ligger den grænse omkring de 50, for eksempel DR KoncertKoret er oppe på 75 og lyder som et helt orgel, når de sådan rigtigt giver den gas.

Københavns Kantatekor er altså i den gode størrelse for voksenkor, så jeg glædede mig til koncerten.

Koncerten

Programmet var til gengæld totalt ukendt musik for mig:

1. Vierne: Messe Solennelle
2. Duruflé: Requiem

Altså to franske komponister fra første halvdel af det 20. århundrede, og begge to berømte organister i samtiden. Louis Vierne var organist i Notre Dame-katedralen i Paris, men hans musik til højmessen fik urpremiere i Saint-Sulpice i 1901. Maurice Duruflé var elev af Vierne men mere berømt som komponist. Hans requiem startede som bestillingsværk, bestilt af den nu berygtede Vichy-regering i 1944, men afsluttet som et personligt værk dedikeret Duruflés afdøde far.

Såvidt, så godt. Men hvordan lyder musikken? Tja, Vierne trådte i fodsporene på sin lærer Widor, ham med toccataen, der blev så berømt her i landet, da vor nuværende dronning blev gift. Hans messe er symptomatisk på perioden: Stor, blomstrende, men også eksperimenterende. Duruflés er yngre men på mange måder langt mere tilbageskuende rent musikalsk. Tja bumbum, jeg glædede mig mest til korklangen end til selve musikken.

Helligåndskirken i København er kendt af alle, der har spankuleret langs Strøget, som en murstensbygning bag et hegn, foran hvilket forskellige pølseboder og taskenspillere tiltrækker sig opmærksomheden. De færreste finder vej ind i kirken, men den er blandt andet udrustet med et særligt Marcussen-orgel, der efter sigende skulle lyde anderledes end andre orgler. Mjoh, måske, men fidusen med et orgel er, at man helst skal sidde lidt på afstand for at kunne værdsætte det. Så det sørgede jeg for.

Det gav så det lille problem, at korets lyd blev skævt fordelt for mig. Det er jo lige netop så stort, at der ikke er plads ved orglet, så koret placerede sig bagest på nordre sidebalkon, og sang dermed i sydlig retning, så vi, der sad længere fremme i skibet, fik en ret afdæmpet udgave af korklangen. Akkeja, sådan gætter man sommetider forkert. Jeg var ikke den eneste,  der ville have foretrukket, hvis koret havde placeret sig, så flere ører blev ramt.

For her er dommen: Musikken var OK, koret var meget bedre, orglet var fremragende, og det samlede indtryk var yderst behageligt.

Viernes messe følger den klassiske messeform med tekst på latin, men det er de samme trin, vi følger søndage i folkekirken. I Viernes udgave er vægten lagt på Gloria og Sanctus, begge store satser, hvor koret rigtigt kunne folde sig ud i variationer over de forskellige temaer. Men det var Agnus Dei, der for alvor rørte mig – en stille bøn til Guds lam, sunget med inderlighed og personlighed. Smukt!

Duruflé er som antydet noget helt andet. Hvor Vierne leger med lydeffekter (han var næsten blind, så måske derfor?), er Duruflés requiem i familie med Mozarts og Faurés requier. Lyder det som et sært familieslægtskab? Det er det egentligt også, men Duruflés lyder som begge. Jeg tog mig selv i at blive overrasket over, at en linie begyndte som enten Mozart eller Fauré og sluttede som noget andet. Men bundtonen er lavmælt som sig hør og bør i genren, og på den måde i virkeligheden mere gammeldags end Vierne.

Udover det velklingende kor var der tre solister: en barytonsolist, unge Fritjof Fulglesang, der indgik i Domine Jesu Christe og Libera Me (bedst i Librera me, wow!); en mezzosopran, purunge Klara Lucia Thordsen, der havde en meget rørende Pie Jesu, hvor hendes stærke stemme fik plads til at brede sig – smukt med smukt på, selvom det kneb en smule i de dybeste toner, der er svære at ramme; og en cellist, Hanna Bendz, der især i Vierne fik sat god kontrast til orgel og kor.

Lyder det som om, jeg havde en god aften? Det havde jeg! Jeg er nok bare ikke særligt begejstret for programmet, men jeg er virkeligt glad for at have fået muligheden for at høre denne musik. Af de to værker kan jeg absolut bedst lide Viernes messe, men Duruflés requiem, som jeg havde glædet mig til, skal jeg have hørt et par gange til, for at forstå hans valg.

Kantatekoret har fået en ny fan, og jeg glæder mig til næste møde. Koret har en dejlig klang i både højde og dybde og går tydeligvis til opgaven med koncentration og dedikation. Vi er meget langt fra aftenskolernes amatørkor, selvom Kantatekoret selvfølgeligt er noget andet end Operakoret eller DR KoncertKoret. Et rigtigt godt bekendtskab, der tydeligvis har styr på deres specialitet som kantatekor og den mere-eller-mindre kirkelige musik. Tak for indsatsen, mine damer og herrer, og tak for at holde kortraditionen i hævd på så højt et niveau!