I denne sæson satser Den kongelige Opera blandt andet på en håndfuld klassikere og lidt genbrug i håbet om at kunne spare lidt på budgettet, så der også er plads til lidt ballade i ny og næ trods de barske nedsparinger. Blandt genbrugsmaterialet finder vi en publikumsfavorit, Johann Strauss d. Yngres Flagermusen.

En operette på Det Kongelige? Jovist og (næsten) selvfølgeligt. Lige netop Flagermusen hænger lige på grænsen til at være opera-med-talt-dialog og ikke “blot” en operette, og den blev såmænd opført på Det kongelige Teater tilbage i 1930. Så selvom riget fattes penge, og de offentligt ejede kulturinstitutioner i særdeleshed gør det, så er Flagermusen ikke blot på programmet for at lokke husarerne til, må man tro.

Under alle omstændigheder ville jeg gerne se den, for musikken er god, historien sjov, og rollelisten viste rigtigt mange favoritsangere fra ensemblet. Så afsted med mig en torsdag efter arbejde.

Operaen Operetten

Jeg havde set i programmet, kigget på billederne, og læst noterne, men det var ikke gået op for mig, at jeg faktisk har set denne opsætning før. Den er af Peter Langdal og havde repremiere 24/11-2018. Jeg husker ikke, hvornår jeg så den i sin tid, men jeg husker hvem, jeg så den sammen med, og da han forlod Danmark for en lille håndfuld år siden, så må der være gået en håndfuld år siden da. Eller hvad? Jeg kan intet finde på kglteater.dk, men det er jo faktisk også lige meget.

Pointen er, at jeg sad på en lidt uvant plads, lyttede til den dejlige ouverture, så det røde sceneforhæng gå op, begyndte at tænke “Øh, det virker velkendt med den dobbeltseng foran den balkon”, hvorpå jeg hørte Gert Henning-Jensen begynde at synge italienske smørtenorarier nedenfor balkonen. “Aha”, tænkte jeg, “så har jeg set den før, og dét hér husker jeg som hysterisk morsomt, så lad os se!”.

Historien er jo det rene vrøvl (læs om den på kglteater.dk eller andetsteds), men Gert Henning-Jensen synger altså rollen som Fru Rosalindes sanglærer, Alfred, som i denne opsætning egentligt burde kalde sig Alfredo, for han er påtaget italiensk og synger konstant og hele tiden disse arier enten på italiensk eller på dansk med italiensk accent. Det er morsomt, synes jeg, fordi han gør det så overbevisende.

Den Rosalinde, han forsøger at forføre, blev denne regnvåde aften sunget af Ann Petersen, mens hendes mand blev sunget af Jens Christian Tvillum. Se, det var en spændende sammensætning, da Tvillum blandt andet er rigtigt god til at være sjov (f.eks. som Arv i Maskerade) og Petersen er rigtigt god til at være dybt seriøs.

Noget andet uventet var besætningen af selve Flagermusen, nemlig den Dr. Falke, der smeder rænkerne bag alle forvekslignerne, forbytningerne, og forhandlingerne i handlingen. Han var nemlig blevet til en hun, sunget af vidunderlige Susanne Resmark. Hun alternerer med en mere klassisk Falke, Palle Knudsen. Det giver to udgaver af rollen, der er så radikalt forskellige, at jeg overvejer at nuppe endnu en aften i Operaen. Begrundelsen fra Langdals side er noget i retning af, at han ville undersøge, hvad der sker, når der veksles mellem en han og en hun i rollen.

Tja, måske, men i hvert fald er det både en anden stemmetype og en anden karaktertype. At kvinder sagtens kan være både hævngerrige, initiativrige og udspekulerede er ikke just en nyhed, men Resmark var en spændende Falke, omend jeg personligt synes, det ville have været meget mere interessant, hvis hun havde sunget rollen som en egentlig bukserolle og Falke dermed var forblevet en mand.

Andet godt denne gang var basbaryton Jens Søndergaard på slap line som fængselsinspektør Frank – både beruset og klædt ud som fransk chevalier og som bredt jysk-talende FC Midtjylland fan. Derudover lækre Elisabeth Jansson som den russiske Prins Orlofsky, der keeeder sig, og unge Sofie Elkjær Jensen som tjenestepigen Adele.

Da vi kom frem til anden akt, dukkede Morten Eisner op som fransk klovn, eller rettere russisk chefkok. Det husker jeg svagt som vanvittigt irriterende første gang, men denne gang fungerede det bedre for mig. Hans Frosch i trdje akt var også fin, men som så ofte i Langdals opsætninger er det et spøgsmål om, hvor man har sin personlige grænse for lavkomik og slapstick-humor. Min ligger sommetider højt og sommetider lavt. Denne aften syntes jeg det meste af tiden, at Eisners klovnerier gav mening i konteksten, hvilket ikke altid er tilfældet hos Langdal.

For opsætningen er meget Langdalsk. Det vælter rundt med folk, der foretager sig ting, der måske-måske-ikke har noget med handlingen og/eller musikken at gøre.

For musikken er god og blev spillet med både gusto og humor af Det kongelige Kapel med Robert Houssart på podiet. Her har I et sløret billede af aftenens egengtlige helte fra lige før, det hele gik i gang:

Tak for en god aften i tørvejr! Det var meget rarere og sjovere indenfor end udenfor takket være den dejlige musik. Vist er det ikke den mest avancerede musik i verden, men der er mange fine momenter, og de blev leveret i vanlig fin stil. Og så morer det mig altid, når de musikere, der ikke spiller lige nu, lige drejer hovedet og følger med i løjerne oppe på scenen.

Som I måske kan se på billedet, så havde hr. Strauss skrevet musikken for et for tiden stort orkester – faktisk et rigtigt operaorkester. Houssart havde valgt at trække blæserne over i damesiden, hvilket giver en lidt anden lydfordeling, som  jeg godt kan lide. Da jeg jo er meget glad for træblæserne i særdeleshed, var jeg glad for opstillingen, da de jo ellers ville have siddet lige under mig.

Og som ekstra kuriosum, så kan I se, at herrerne er i kjole og hvidt i modsætning til den normale operaorkesteruniform (sort skjorte og bukser). Sansynligvis fordi både dirigent og orkestermusikerne indrages i opsætningens løjer undervejs. Blandt andet da Ann Petersen i forklædning som ungarsk grevinde hovent slår ud med venstre hånd og siger “Maestro, ein Czardas!”, hvorpå Houssart slår an til den berømte czardas – som Petersen synger på tysk, fordi det skal den bare.

Resten synges dansk med københavnsk, midtjysk, skånsk, italiensk, og russisk accent alt efter rolle. Lige netop det fungerer utroligt godt og giver en ekstra vinkel på tingene, der slår godt an hos danskerne i publikum og knap så godt hos ikke-danskerne, især fordi overteksterne også er på dansk.

Flagermusen går nogle gange endnu – og fuldstændigt vidunderligt livestreames den i 13 danske biografer på søndag 9. december 2018. Find din biograf her: https://kglteater.dk/kglbio.