Et af mange gode ensembler, jeg ikke følger i København, er Athelas Sinfonietta, der specialiserer sig i nykomponeret musik af primært danske komponister. Det er der ikke nødvendigvis noget galt med, og deres koncerter er generelt meget rost. Men jeg skal jo trække en streg eller andet sted for dog også at have tid og kræfter til andet end lige netop at være koncertpublikum.

Men forleden lod jeg mig villigt lokke, for Athelas skulle spille Hans Abrahamsen, en lokal komponist af absolut globalt tilsnit. Et af hans værker (let me tell you) vendte op og ned på koncertsalene for et par år siden, og hans musikalske sprog er yderst interessant. Heldigvis for mig blev et yndlingsværk opført den første søndag i advent: Schnee. Og jeg var der!

Koncerten

Koncertkirken, hedder det og er det, og jeg har været der flere gange for at opleve Camerata Øresund , selvom Blågårds Plads på Nørrebro normalt er noget jeg holder god afstand til.

Før koncerten var der en slags introduktion i form af en samtale om værker mellem Abrahamsen og Jesper Lutzhøft fra Athelas. Det er noget nær den mest spændende koncertintroduktion, jeg har oplevet meget længe. Især fordi Abrahamsen er en intelligent nørd med en sund sans for humor og vanvid. De forsøgte at gennemgå værket og nåede at blive enige om, at det blandt andet handler om sne, som vi generelt har for lidt af nutildags. Men som Abrahamsen sagde, så har han svært ved at skulle sætte ord på sin musik, for han har jo allerede sagt det, der skulle siges i partituret.

For enden af dette link kan du se en video, Athelas posted på FB, hvor dirigent Robert Houssart fortæller begavet om Schnee: https://www.facebook.com/36082610729/posts/10157691480165730/

Værket startede som et bestillingsværk til Ensemble Recherche og har som undertitel “10 canons for 9 instruments”. De er så fordelt i fem grupper á to med i alt 3 intermezzi lidt skævt fordelt undervejs. I både anden og tredje intermezzo stemmer strygerne en sjettedel ned, hvilket giver en lidt mørkere klang i canon 4a-5b. Effekten er spændende, fordi oboisten samtidigt skifter til engelskhorn og klarinettisten til basklarinet, men musikken er hverken mørk eller dyster. Abrahamsen kalder sig selv for en “minimal komponist”, i den forstand, at der ikke er voldsomt mange noder. Men der foregår meget i hans musik, og den siger utroligt meget med relativt få virkemidler. 

Abrahamsen har udstyret hver kanon med en tysk betegnelse i stilen fra de tyske klassikere, altså Ruhig aber beweglich og Einfach und kindlich for henholdsvis 1a og 5b. Derudover har han skrevet sætninger ind i partituret, som musikerne skal tænke over, mens de spiller. Lyder det abstrakt svært? Det er det muligvis også, men det lyder godt!

Athelas opstilling bestod altså af strygetrio (Anne Søe, Andreas Westerdahl og Adam Stadnicki), træblæsertrio (Héléne Navasse, Liza Gibbs Fox og Viktor Wennesz), to flygler (Nie Fei og Manuel Esperilla), og “slagtøj” (Mathias Reumert, primært på rytmepapir). Lutter gode kræfter, og med til at sætte stemningen var en fin videoprojektion, der kastede snefnug op på muren bag ensemblet. Smukt!

Her er et snapshot, taget mens jeg sad i tørvejr og ventede på, at koncerten kom i gang, og mens staben var ved at få indstillet snefnuggene:

Konklusion

Jeg kan ikke beskrive musikken som andet end smuk og koncerten som andet end vellykket. Som publikum sad vi i hestesko rundt om ensemblet og har derfor alle haft forskellige oplevelser af lyden. Jeg havde valgt at sidde ud for træblæserne uden at miste de sarte strygere helt. Planen virkede, for jeg fik derved god udsigt til Mathias Reumert, der sad bagest og dannede en luftig og uhåndgribelig rytmebaggrund ved at lade papirark glide over en bordoverflade. Fabelagtigt!

Det var en time, der forsvandt i sneen i et varierende musiklandskab, der blev hos mig et par dage. Athelas blev jo altså dirigeret af hollandske Robert Houssart, der også dirigerer på Den kongelige Opera, og som jeg skulle opleve i et helt andet musikalsk miljø yderligere et par dage senere. Spændende bekendtskaber, Houssart og Athelas, og jeg må nok begynde at følge dem begge fremover. 

Find Schnee i en indspilning et sted, eller endnu bedre: Kom med til koncerten 24. april 2019, hvor Ensemble Recherche spiller Schnee og Athelas spiller andet Abrahamsen som optakt til overrækkelsen af Léonie Sonnings Musikpris 2019 til netop Abrahamsen. Jeg kommer, gør du?