Bachs musik handler om alt fra kaffe til Gud, og den kan spilles på alt fra kokosnødder til symfoniorkester, fordi det handler om rytme og harmoni, plejer jeg at påstå. Sandt er det, at jeg har et stort, blødt hjerte for barokmusik spillet i periode-bevidst stil, hvadenten det er på moderne instrumenter eller på såkaldt historiske instrumenter. Men lige før jul lokkede Københavns Bachkor mig til en koncert med koret og Orignalerne.org, hvor sidstnævnte er en meget løs sammensætning af Øresundsområdets mange barokspecialister. Var jeg interesseret? Jeps!

Koncerten

Det var en torsdag aften, og Bach ventede mig. Eller noget i den retning. I hvert fald havde Københavns Bachkor inviteret mig til deres udgave af Bachs Juleoratorie, der skulle finde sted i (selveste) Holmens Kirke i centrum af København. Med sig havde de Originalerne.org, der i denne sammenhæng havde hyret et spændende udvalg af områdets barokhoveder, og fire meget spændende solister: Lise Bech Bendix, Nana Bugge Rasmussen, Mathias Hedegaard, og (selveste) Jacob Bloch Jespersen.

Musikerne har jeg ikke navnene på, men jeg genkendte adskillige fra diverse sammenhænge, såsom Enghave Barok og Camerata Øresund, og og jeg tror, barokfagotten blev trakteret af selveste Jane Gower. Jo, det var et stærkt hold, de to bag Orginalerne.org havde samlet!

På podiet stod Bachkorets faste dirigent, Jan Scheerer. Der var godt fyldt i de tre af kirkens korsarme samt på balkonen, og orkestret måtte klemme sig sammen i midten af kirken som sig hør og bør i Holmens Kirke. Bag dem kunne koret klatre op på podier henover de bageste kirkebænke i den forreste korsarm, og bag dem var endnu et podie. Her kom sopran, alt og bas frem for at synge, mens tenoren i sin rolle som evangelist stod ved siden af dirigenten. En elegant løsning, medmindre man som jeg var kommet lidt sent og derfor sad langt tilbage i “skibet”. Min plads gav en rigtigt fin orkesterlyd, men der var langt til det fjerne podie, og selv den bedste barokstemme (Jacob Bloch Jespersen, hvis du skulle være i tvivl) trængte ikke igennem til min bænk. Ærgerligt, for hold da op, hvor de sang!

Bach skrev (jo) seks kantater, en til hver af de kirkelige festdage i forbindelse med julen. Det er sjældent at høre alle seks sammen, og det er de altså heller ikke beregnet til. Normalt vælger man et par stykker og sætter dem sammen til et program. Bachkoret og  Scheerer havde valgt de tre første til henholdsvis Juledag, og Anden og Tredje Juledag, hvilket jo gav god mening her 1½ uge før Juledag.

Første kantate er svær at komme udenom på grund af sit umanerligt vidunderlige startkor: “Jauchzet, frohlocket!” lyder det igen og igen. Og paukerne sætter en streg under, og de ventilfri trompeter sætter trumf på. Jeg kan slet ikke få nok af det kor, og måske især ikke efter at have hørt det, man kan kalde originaludgaven, den helt verdslige kantate “Tönet, ihr Pauken”, der også er ret god. Men første kantate i Juleoratoriet er så meget bedre, fordi teksten bringer det glade budskab om Jesu fødsel. Det er glad-i-låget-musik på et meget, meget højt niveau, synes jeg. Ved denne lejlighed holdt Scheerer festen i meget kort snor, helt som forventet.

Bachkoret fylder godt med 40-45 sangere i den formation, jeg holder så meget af: Sopraner foran basser og alter foran tenorer. Det giver sådan en god balance af grunde, jeg ikke kender, med stor forskel på den ene side og næsten ingen på den anden. At det virker, ved jeg dog. Det er lidt ligesom, når Wagner sætter en mørk sopran/mezzo sammen med en heltetenor for at understrege lighed.

Men tilbage til Bach og Bachkoret, for de sang som engle – meget jordiske engle, altså. Jeg havde hørt, at de havde arbejdet meget med koralerne for at grave tilbage til meningen med hver koral. Ih, hvor det virkede! Fra festen i “Jauchzet, frohlocket!” over den stille fortvivlelse i “Wie soll ich Dich empfangen” (så tyst, så tyst) til den allersidste koral, hvor det glade budskab vender tilbage med “Seid froh dieweil”, var der spænding og  følelse i hver en tone. Hver koral er meget forskellig, og Bachkoret lod os høre det. Med god dynamik og tekstudtale var der fokus på budskabet i hver koral, og selv på en hverdagsaften kom budskabet klart igennem. Det var ikke bare et amatørkors jappen sig igennem Glade Jul. Nej, Bachkoret er et helt andet sted!

Min pointe er, at et kor af amatører ikke nødvendigvis synger som amatører. Jovist kan man høre forskel på et kor som Københavns Bachkor og et eliteensemble som Mogens Dahls Kammerkor, som jeg hørte synge Juleoratoriet i 2017. Men det gør det ikke til en oplevelse af amatørisk sang. Bare lige som eksempel så synger jeg glad og gerne, men jeg er amatør af typen brusebadssanger, og dem er der ingen af i Bachkoret – og heller ikke i et kor som Københavns Kantatekor.

Jo, der er forskel på en topprofessionel præstation, som den jeg oplevede i 2017 i Holmens Kirke, og så denne koncert fra 2018, hvor professionelle solister og musikere fik gennemført lækker korsang leveret af folk, der ikke bare elsker at synge i kor men også gør det på et meget, meget højt niveau. Måske er det netop det, at korsangerne ikke er konservatorieuddannede, der passer så godt til netop Bach, for koralerne jo skal forestille at blive sunget af menigheden i Thomaskirche dernede i Leipzig. I hvert fald lød det rigtigt godt og passede perfekt til de sarte periodeinstrumenter.

Jeg er blevet fan af Københavns Bachkor og vil helt klart forsøge at komme til langt flere af deres koncerter fremover. De synger lidt af hvert, men ih altså, hvor de synger Bach godt!

Jeg skylder lige at nævne, at de fire solister også gjorde det godt. Det var sjovt at høre Mathias Hedegaard i Bach, da jeg ellers kender ham primært fra det høj- og senromantiske repertoire. Jacob Bloch er jo bare vidunderlig – hvis du ikke kender ham, så check lige Enghave Barok, hvor han flere gange om året synger Bach. Nanna Bugge Rasmussen har udviklet sig yderligere, siden jeg første gang hørte hende i Händels Messias med Camarata Øresund for en del år siden – stadig en ultrapræcis udtale men nu en lidt bredere stemme. Dejligt genhør! Og så var sopranen altså ny for mit vedkommende, men meget interessant, ikke mindst i sine engleagtige svar til bassens “Er ist auf Erden kommen arm”.

Også lige for en ordens skyld: Denne post var næsten færdig før jul men blev ramt af højtidens larm og uro og blev derfor først færdig midt i januar. Men jeg husker stadig fornøjelsen ved at høre og se denne udgave af Juleoratoriet og glæder mig til næste koncert med Bachkoret!