Kan man få en overdosis af Bach? Ikke jeg, i hvert fald ikke endnu. Men i ugen før ugen før jul 2018 ville jeg teste mætheden, for jeg fik serveret hele to gange Bachs Juleoratorie med kun et par dages mellemrum. Første ombæring var med Københavns Bachkor, der begejstrede mig med baroklyd anno 2018. Anden ombæring skulle altså helst være noget i en anden stil, og det var Københavns Kantatekor heldigvis behjælpelig med.

Københavns Kantatekor er som tidligere nævnt et rigtigt fint og pænt stort kor, som jeg er faldet for på det seneste. At de så sang Juleoratoriet nede i Store Magleby helt nede i det sydlige Amager, måtte jeg jo altså bare tage med.

Koncerten

Det var blevet søndag, og jeg skulle finde vej til Store Magleby. I princippet tager man toget og cykler så det sidste (lange) stykke, men det var jeg ikke viking nok til den småkolde søndag før jul. Store Magleby er nemlig den fine gamle landsby, der ligger lige syd for lufthavnens landingsbane og omkranser landevejen til Dragør. I denne gamle landsby, tæt på gadekæret og omgivet af gamle gårde i bindingsværk, ligger en forbløffende stor kirke årgang 1700-tallet. Jo, der var penge i landbruget også dengang!

Fordi kirken er årgang 1700-tallet i sin nuværende skikkelse, har den et rummeligt skib med kor og apsis som del af det samlede, store kirkerum. Se, det passer jo så fint til et stort kor, der lige nøjagtigt kan klemme sig ind foran alteret ved hjælp af diverse podier ved siden af og henover bedeskamlerne. Foran koret er der så lige plads til et par håndfulde af byens mange gode musikere, ved denne lejlighed en fin blanding af folk fra de tre store symfoniorkestre plus det løse.

Solisterne ved denne lejlighed var absolut på omgangshøjde med orkesteret:

• Nina Bols Lundgren (sopranen, der var så fin, så fin som Valdvogel ved Ringen i Odense)
• Hetna Regitze Bruun (mig ukendt før da, men beviset på, at man godt kan være høj som operasangerinde)
• Bo Kristian Jensen (som jeg hører alt for sjældent!)
• Lucas de Neergaard (som jeg faldt for i forbindelse med Camerata Øresund)

Dirigenten for det hele var selvfølgeligt Torben H. S. Svendsen, der i 2018 fejrede 20-års jubilæum med Kantatekoret, og det kan vi kun være taknemmelige for i menigheden!

I modsætning til Bachkorets udgave et par dage før var der her tale om moderne instrumenter, en lidt bredere klang, og et bredere og cirka 30% større kor. To meget forskellige udgangspunkter, og jeg var umanerligt glad for forskellighederne.

Ovenikøbet havde Kantatekoret valgt kantate 1, 2, 4 og 5, plus slutkoret fra sjette kantate, fordi den er så god. Altså juledag, anden juledag, nytårsdag og søndag efter nytår. Dejligt, for kantate 4 og 5 hører jeg ikke så tit, og de er fulde af god musik.

Koret fyldte altså godt og stod sådan cirka i rækkefølgen sopran-tenor-bas-alt, hvilket gav en meget bred lyd, forstået som i at deres lyd fyldte hele kirkens bredde. Og sikke en lyd, når alle cirka 70 lader Bachs toner gjalde!

Specifikt i kantate 4 fik vi os en ægte stereoeffekt, da både en sopran og en obo klatrede op til orglet bag os og svarede behørigt i en af arierne. Svimlende smukt udført, og sikke en effekt! Jeg er (jo) meget glad for, når opsætningen udnytter rummet, som for eksempel i Mariss Janssons’ priskoncert i 2018, hvor hele Operaen blev udnyttet. Effekten virker også i lidt mindre målestok, og jeg vrider gerne halsen af led for at følge med.

Konklusionen

Virkeligt fint sunget af koret, smukt sunget af solisterne, og flot spillet af orkestret! I sammenligning med torsdagens barok-ekstravaganza var dette den mere moderne, så at sige. Instrumenterne var dem, vi kender fra dagens symfoniorkestre, men tempo og intonation var i den stil, som pionererne indførte i symfoniorkestrene baseret på eksperimenter i periodeorkestrene: Kvikt tempo, slank stil. Og det klæder musikken.

Kantatekoret er som nævnt et af områdets ambisiøse amatørensembler, men der er intet amatørisk over dette amatørkor! De stiler efter en lækker korklang, og hver sanger er trænet, så de kan synge uden al den luft, vi ægte amatører altid har i stemmerne. I de to meget forskellige koncerter, jeg nu har hørt dem i, har niveauet været meget højt, og jeg har følt mig næsten blæst væk af deres korfylde.

Denne gang gik der en måned, inden jeg fik trykket på den store knap her på bloggen, men det skyldes ikke mangel på begejstring. Det var en umanerligt fin udgave af Juleoratoriet, denne, og jeg nynnede hele vejen hjem. Skal jeg til Store Magleby Kirke igen for at høre Kantatekoret? Ja! Stedet er dejligt, koret pragtfuldt med al sin entusiasme og styrke, og de er ikke bange for at synge meget andet end lige netop standardrepertoiret. Deres udgave af Bachs Juleoratorium var umanerligt velturneret og spillede på korets og stedets kvaliteter: Bredde og dybde, så at sige.

I øvrigt kan man komme til åben korprøve på deres udgave af Dvoraks Stabat Mater her i foråret. Jeg kan desværre ikke selv komme, men jeg overvejer en af deres to opførelser på trods af mit ret tvivlende forhold til Dvorak.

Af de to meget forskellige udgaver af Juleoratoriet den uge i december 2018, er der fuldstændigt uafgjort med 1 vinder: Bach. Hans musik virker i begge udgaver, og de to kor gav mig hver især en rigtigt dejlig aften med korsang, der fulgte ører og hjerte. Det er ikke enten-eller, når man er mig: Det er både og!

På mange leder og kanter lyder Bach musik bedre og smukkere, når den spilles på så at sige moderne instrumenter, strygere med stålstrenge og trompeter med ventiler. Men jeg foretrækker nok i virkeligheden den barokke oplevelse med tarmstrenge, træfløjter og ventilfri trompeter, inklusive de skæverter, det giver.

Men Kantatekoret skal følges fremad!