Kasper Holten er tilbage på Det kongelige Teater, men inden han fik jobbet som teaterchef, havde han taget imod et formodentligt godt tilbud om at dirigere en af de meget få forestillinger, der netop omfatter det samlede Kongelige Teater og ikke blot en eller to af kunstarterne.

Der foregik en livlig debat i 1980’erne om, hvad Det kongelige Teater kunne, ville, og burde, og hele den debat gik fuldstændigt over hovedet på en vis gymnasiast i Vestjylland. Som jeg senere har kunnet forstå, gik hovedfronterne mellem dem, der ville optimere hver af de 4 kunstarter for sig, og dem, der ville fortsætte med at nyde potentialet for sammenblanding af dem, jævnfør den uimodståelige gennemgang af personaleforholdene i “Olsen-banden ser rødt“.

Under alle omstændigheder blev der bygget først en Opera og derpå et Skuespilhus, og så fik balletten det gamle hus stort set for sig selv, undtagen når der spilles barokoperaer. Omkostninger til bygninger steg til vanvittige højder og åd sig hurtigt gennem det ellers substantielle bidrag af skattekroner.

Dengang i midt-nullerne var Kasper Holten operachef og fejrede den nye Opera med en fabelagtig udgave af Nibelungens Ring. Nu er han altså tiltrådt som ny teaterchef, som vi alle håber, vil kunne bringe de lykkelige dage tilbage – men velkommen tilbage er han under alle omstændigheder, håber jeg.

Tilbage til hans første opsætning i årevis på Det kongelige Teater: Peter Shaffers skuespil Amadeus, der blev til Milos Formans overvældende film i 1984. Det er en fuldstændigt bedårende uhistorisk udgave af begivenhederne i 1780’ernes Wien, hvor Wolfgang (Amadeus) Mozart indtog byen og derpå sygnede hen og døde. Hvad der rent faktisk skete er historien helt uvedkommende: Shaffer strikkede rygter og fantasi sammen med uddrag af den rent faktiske musik, og resultatet er uimodståeligt. Naturens glade dreng underløbes og udmargres af establissementet med hovedkonkurrenten som dukkefører. I filmen var Tom Hulce en fjollet Mozart med et mindeværdigt grin, mens F. Murray Abraham fik begravet Salieri dybere end musikhistorien havde kunnet.

Opsætningen havde premiere sidste weekend (18/1-19), og jeg skyndte mig at få billet til onsdagen efter.

Forestillingen

Der var lagt op til et Gesamtkunstwerk med medvirken af 3 af husets 4 kunstarter og personale foran, ved siden af, og bagved scenen, plus dansere ikke fra Den kongelige Ballet. Så altså næsten en demonstration af det samlede Kongelige Teaters kunnen, og dog ikke. Lige den vinkel må de tage internt, mens vi andre trækker på skulderen og tænker vort.

Det var en kølig onsdag aften i januar, og huset var stuvende fuldt. Det er enormt hyggeligt at komme til og færdes i det gamle hus med krinkelkroge og trapper til de forskellige afsnit, så man kan holde tyende fra herskab. Skønt hus! Jeg ynder at holde til på 1. Etage, som er noget i retning af pæne-mennesker-men ikke-fine-mennesker ifølge det gamle hus’ indretning. Nutildags sidder tjenende ånder både i parkettet og oppe hos guderne, for vi er heldigvis ikke så lagdelt et samfund i dag som dengang. Til gengæld er publikum blevet delt op i “har prøvet det før” og “helt grøn” med den charme, det giver.

Som medlem af “har prøvet det før”, trådte jeg ind ad dørene, fik scannet billetten på den fine nye app (hent den!), og steg så op ad trappen til parterret, drejede til venstre, rundede hjørnet, og skred op ad trappen til 1. Etage. Det er et trick, man lærer, for intuitivt er det ikke, medmindre man har det gammelkøbenhavnske hierarki på rygmarven, hvilket jeg trods alt ikke har.

Orkestergraven var tildækket af et gulv, hvor halvdelen var to stolerækker til publikum og resten var en del af scenografien med nodeark strøet ud over det hele. Spændende! Se billeder og andet her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20182019/skuespil/amadeus/?id=21190

Bag tæppet kunne vi høre Kapellet varme op som sædvanligt, men vi kunne jo ikke se dem, da musikerne indgik scenisk i forestillingen. Det var blandt andet det, der havde lokket mig til huset, En af Kapellets fire koncertmestre, Mikkel Futtrup, har frigjort sig fra de mange rugbrødsopsætninger og kastet sig ud i jobbet som musikalsk ledelse i denne forestilling. Ifølge programmet var hele 42 musikere med, men det meste af tiden så jeg i omegnen af et-par-og-tyve musikere på scenen i forskellige sammensætninger.

Det er jo en fortælling, denne, og vi skifter mellem intime scener og mere officielle. Blandt de helt officielle dukker selveste den østrigske kejser op – i filmen taler han engelsk og siger “Right!”; i København taler han dansk og siger “Godt så!”. Meget fin oversættelse – ifølge programmet af Kasper Holten selv, men jeg syntes, det lugtede lidt af en Niels Brunse hist og her.

Søren Sætter-Lassen er en køligt led salon-skurk, Simon Bennebjerg er Mozart-på-Vesterbro og ganske bedårende, Rosalinde Mynster er fuldstændigt vidunderlig som pigen fra Vestegnen (hvis det er plebejernes rige i 2019? Jeg ved det ikke så nøje, men hun er i hvert fald ikke fra Hellerup Strandvej, denne Constanze, og dog holder hun hovedet højt under Salieris ydmygelser).

Og så enten elsker eller hader man de to sladdertanter, “Due Venticelli”, spillet af Martin Bo Lindsten og Sigurd Holmen le Dous, der konstant kommenterer, komplimenterer, distraherer, og flanerer gennem hele forestillingen, klædt og pyntet i guld.

Jeg synes, de to Venticelli giver en vidunderlig dimension, lige som introduktionens mylder af skuespillere rundt omkring i publikumsrummet i fuldt kostume og sladrende om “Salieri? Salieri!”, for myrdede han Mozart eller ej?

Filmen gav et klart svar, det gør denne opsætning kun delvist. Holten lader Mozart martres af indre dæmoner, og Bennebjerg illustrerer fint barnestjernens brutale møde med den virkelige virkelighed som den udleves ved det sofistikerede bureaukrati i Wien i 1780’erne. At han engang blev forkælet af den daværende kronprinsesse i Frankrig, Marie Antionette, giver Mozart adgang til hendes bror, kejseren i Wien, men bureaukratiet kæmper imod.

Er det trist eller godt? Tja, det må være op til den enkelte at afgøre – givet, at vi jo faktisk ikke ved ret meget om de konkrete handlinger og bevæggrunde.

Dette skuespil udlægger én udgave, og Holtens opsætning illustrerer den fornemt – se den!

PS: Mikkel Futtrup træder hermed helt frem i lampelyset og trækker sine kolleger i Det kongelige Kapel med. Tak for det! Selve det, at musikken foregår på scenen som en del af begivenhederne trækker oplevelsen markant opad. Meget, meget fint spillet og skuespillet af de medvirkende musikere, der kom et stykke udenfor de flestes comfort zone, vil jeg tro. Fantastisk oplevelse at se musikken blive spillet og opstå som en del af handlingen!

PPS: Jo, den er god nok: Unge Clara Cecilie Thomsen, der debuterede i 2018 og tilmed vandt en pris ved årets Copenhagen Opera Festival brager igennem lydmuren ved denne forestilling. Dels som den historiske donna Katherina Cavalieri, og dels ved at svæve over scenen, mens hun synger den berygtede arie, som Nattens Dronning frustreret knalder af i Tryllefløjten.