Schiff og de tre B’er

DR Koncerthuset blev åbnet i januar 2009, og som fejring af de første 10 år havde DR hentet (selveste) András Schiff til byen og skruet et program sammen, der kunne fejre jubilæet.

For mig var det nok, at András Schiff ville være til stede, selvom en veninde spydigt mindede mig om, at jeg normalt dropper stjernerne, hvis de formaster sig til at spille Brahms, og tilmed normalt undgår solister, der tror, de kan dirigere. Og dog har jeg oplevet Schiff som dirigent foran DRSO før uden som sådan at tage skade.

Hvorom alting er, så drog jeg til DR Koncerthuset 17. januar 2019, ignorerede alle honoratiores, nød at garderoben nu er flyttet ned til indgangen, og klemte mig på plads i den uvante højre side af 1. balkon. Klar!

Koncerten

Programmet bestod af B’er:

  • Brahms: Symfoni nr. 3, F-dur, opus 90
  • Bartók: Dansesuite
  • Beethoven: Klaverkoncert nr. 5, Es-dur, opus 73

Gæt, hvad der lokkede mig til koncerten? Jo: Beethoven og Schiff! Den femte klaverkoncert er ikke en favorit blandt de fem, men hvad gør det, når Schiff vil spille den?

Scenen blev fyldt med et Wiener-orkester, sådan cirka, dog med hele 6 kontrabasser fordelt med tre i hver side for lige at give balance og udtynde effekten, vil jeg tro.

Jeg kommer forhåbentligt til at skrive senere om selve DR Koncerthuset og dets menneskefjendske tilgang til publikum, men denne aften ignorerede jeg huset og ankomsten af arkitekten bag det, generaldirektøren og hendes chef for koncerthus og ensembler, for jeg synes faktisk, ingen af dem gør deres arbejde særligt godt.

Men det gør Sir András Schiff!

Brahms’ tredje er nok min favorit af de fire, selvom det ikke siger så meget. Men i Schiff’s udgave blev den interessant: Schiff vifter med hænderne, sender et blik, og overlader resten til musikerne, der altså skal fortolke hans mening ud fra ganske få tegn. Til koncertintroduktionen fortalte Johannes Søe Hansen (alt for) kort om dette med en blanding af morskab og koncentration. Tja, jeg fortolker det som netop det ønske om at finde rødderne, som jeg beundrer Schiff for.

I hvert fald blev Brahms levende, Bartók festlig, og Beethoven fascinerende. Selve opstillingen med basserne delt i to grupper var spændende, fordi det udtyndede lyden af dem, så mængden (6) blev mindre massiv, end jeg frygtede på forhånd.

Kan man dirigere en Beethoven-klaverkoncert fra klaveret? Ja, hvis man er på niveau med András Schiff. Ellers ikke. Schiff kan stoffet så grundigt. at han kan spille sine indsatser med et halvt øre på orkesteret. Det lykkedes på grund af Schiffs suverænitet som solist og hans næsten umærkelige signaler til de andre musikere – hvis de opfatter signalerne, går det (rigtigt) godt, ellers ikke.

Jeg forlod koncertsalen fyldt af Schiffs udgave af Beethoven og hans ekstranummer efter hele 4 fremkaldelser: Noget fra Bachs Das wolhtemperatiertes Klavier, selvom jeg ikke er sikker på hverken bog eller nummer. Smukt var det!

PS: Måske i anledningen af jubilæet har DR tilsyneladende opgraderet programnoterne, der nu er trykt på tykkere papir med farver og det hele. Tja, heldigvis er noterne stadig skrevet af Jens Cornelius og dermed velskrevne.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: