På begge sider af det sydlige Øresunds blågrå vand ligger en pænt stor og dog behageligt lille by med operahus, teater, slot, gågader, caféer, og så videre. De fleste dage kan man lige ane Malmøs omrids og det spektakulære højhus Turning Torso fra Københavns strandkant, og med toget tager det en lille times tid fra min fordør til Malmøs operahus. Tilmed har Malmø et fint nyt koncerthus med en lyd- og publikumsvenlig sal til symfoniske koncerter, som jeg dog ikke har oplevet endnu.

Til gengæld har jeg været et par gange i det store operahus med verdens mest svenske indretning, hvor alle ser godt og hører godt, i hvert fald på overfladen. Og i december tikkede der en email ind, hvor Malmø Opera lokkede med den vidunderlige sopran Cornelia Beskow, der skulle synge Senta i Den flyvende Hollænder og så lige synge de højromantiske Wesendonck Lieder ved en koncert, når hun nu lige var i nabolaget alligevel, og jeg kunne få rabat, hvis jeg købte billet til begge. Så er der ikke meget at tvivle på, som man siger.

Koncerten

Malmö Operaorkester laver et par symfoniske koncerter per sæson for at skærpe kræfterne. Det er prisværdigt i sig selv, som vi også hører nødvendigheden af i København. I Malmø som i København er orkestrene af blandet afstamning, og på Malmø-siden altså mest med folk med svensk pas og så toppet op med folk fra resten af verden, inklusive den dejlige, unge danske fløjtenist Kenny Aaberg Larsen.

Programmet var forførende enkelt:

1. Wagner: Forspil til Tristan og Isolde
2. Wagner: Wesendonck-Lieder. Solist: Cornelia Beskow.
   1. Der Engel
   1. Stehe still
   1. Im Treibhaus
   1. Schmerzen
   1. Träume
3. Shostakovich: Symfoni nr. 5

Øh, hvad, hører jeg nogen spørge. Men jo, Wagners højspændte musik kombineret med Shostakovich’ radikalt anderledes og dog højspændte musik passede fint sammen denne fredag aften. Måske var jeg bare velindstillet på grund af kombinationen af to yndlingskomponister, men måske musikken rent faktisk hang sammen?

Operaen Tristan og Isolde hænger i hvert fald tæt sammen med Wesendock-Lieder, for musikken og digtene er opstået sammen. Wagner var meget tæt på Mathilde Wesendonck, og begge var optaget af Schopenhauers filosofi om kærlighed, blandt andet. Som kontrast skrev Shostakovitch sin femte symfoni efter at være blevet meget hårdt irettesat af Stalin for sin radikale opera Lady Macbeth fra Mtsensk, og måske derfor er den på overfladen uskyldigt tilgængelig.

Huset var ikke fyldt, da vi skulle i gang, men jeg var opstemt og klar til en forventet god oplevelse. Dirigenten var i byen, fordi han dirigerer Den flyvende Hollænder, er første gæstedirigent ved Malmö Operaorkester og hedder Steven Sloane. Tja bumbum, men vi kom i gang med den smukke musik fra Tristan og Isolde. Den kræver mod og balance i al sin sarthed, og det kneb det måske en smule med i hjørnerne.  Mjah, tænkte jeg, men så kom Beskow ind, og så vidste jeg, at alt ville blive godt igen.

Beskow er en fabelagtig sanger, men denne aften gav hun alle tilstedeværende kvinder mindreværdskomplekser på størrelse med Mount Everest: Hun er høj, slank, smuk, og ved lejligheden klædt i en laber, tætsiddende kjole af mørkeblåt fløjl med røde sko forneden og det rødlige hår foroven. At hun så også synger forrygende, er fuldstændigt urimeligt, men det gør hun altså. Nogle blandt publikum klappede efter hver af sangene, hvilket Beskow rystede af sig og koordinerede næste sangs udtryk med aftenens koncertmester. De fem sange er meget forskellige, og min favorit er den sidste, Träume, som Beskow sang lige præcist så drømmende, som jeg holder af – det er så tæt på Tristan og Isolde, som man kan komme uden at skulle lytte til 4 timers opera.

Fabelagtigt leveret af Beskow! Hun fik heldigvis en buket ude på bagscenen, for Malmö Opera giver ikke buketter som tak men donerer i stedet et tilsvarende beløb til koncerter til fordel for personer med demens eller Alzheimers. Det er mig umuligt at være imod, og det er et godt initiativ.

Efter pausen altså Shosta5. Der er mange meninger om den symfoni, men jeg kan rigtigt godt lide den. Måske er det dobelttydigheden – er det alvor, eller er det kamouflage og bare løgn? Jeg tror, det er begge dele: Både en slags kryben til alteret og alvorligt ment musik. Der dundres med et dystert klaver midt i det hele, der synges med violiner og obo, og det hele ender med fuldstændigt uhåndterbare gentagelser af den samme tone i strygerne, sp hele sjælen vibrerer. Symfonien har et smådårligt ry, men lyt til den og beslut dig for, om du kan lide den. Jeg kan, og denne udgave var OK. Ikke fremragende, men OK.

Jeg vil forsøge at komme til Malmø noget oftere fremover, for de gør det godt på Operaen, og jeg mangler jo altså stadigvæk at opleve det lokale symfoniorkester på nye Malmö Live.

Operaen

Et par uger efter ramte vi den første søndag i marts, og jeg tog toget til Malmøs operahus for at opleve deres nye produktion af Wagners Den flyvende Hollænder, som var blevet meget rost efter premieren 2/2. Udover vidunderlige Cornelia Beskow i rollen som Senta kendte jeg nul og niks fra rollelisten. Det gør jeg så nu, mest specifikt australske Daniel Sumegi, der checkede ind som en magtfuld Hollænder.

Historien kender de fleste i et eller andet omfang, hvis ikke på anden vis så gennem Pirates of the Caribbean. I Wagners udgave er Hollænderen kaptajn på et forbandet skib, der må sejle evindeligt, indtil en kvinde lover kaptajnen troskab til døden – og så lige dør ret hurtigt derefter for at bekræfte udsagnet. Til alt held møder Hollænderen et norsk skib med Daland som skipper, og Daland er absolut til fals for at sælge sin datter som brud til gengæld for guld, diamater, og sådan noget. Hvad Daland ikke ved eller erkender er, at hans datter er dybt betaget af et billede af netop Hollænderen og derfor er meget nem at overtale til byttehandlen. Men det hele ender skidt, hvis man går op i antallet af lig undervejs. Det ender godt, hvis man ikke gør, for Hollænderen og Senta mødes i døden og det evige liv.

Opsætningner af Wagners operaer deler konsekvent vandene. Det, der virker perfekt for den ene, får den anden til at råbe Buh! Jeg råber aldrig Buh!, men jeg har dog været meget forbeholden overfor nogle opsætninger, hvor jeg har været lodret uenig med opsætningen – eller simpelthen ude af stand til at forstå den.

Denne opsætning er relativt traditionel (ingen dyr, sære kostumer, eller antydning af rumvæsner), sat omtrent i Wagners samtid, omend i det svenske bondeland, hvordan store sejlskibe såend måtte komme til Dalarna. Scenografien er nemlig baseret på Karin og Carl Larssons herostratiske berømte hjem i Sundborn, komplet med røde stole, sunde bondepiger, og glade børn. Altså bortset fra lille Senta, som vi første gang møder under forspillet. Hun kan godt lide stormvejr og sort, fremgår det.

Så vi havde allerede en god fornemmelse, da en sortklædt mand trådte  nd på venstre side af forscenen og talte til sig selv med Hollænderens berømte arie ”Die Frist ist um”. I originaludgaven er Hollænderen klædt i sort, fordi han er født for mange hundrede år siden i de da spansk-kontrollerede Nederlande. Her er han klædt i sort, fordi Senta kan lide sort, groft sagt.

Men altså. I Henrik Nebelongs skønne udgave synger Hollænderen: ”Min frist løb ud, igen engang forløbet de syv år er. Med væmmelse spy’r havet mig i land…. Ha, stolte ocean! Om føje tid skal Du mig atter bære!”. I Malmøs opsætning, vender Hollænderen sig så ud mod os, synger videre om sin forbandede skæbne, og ender med at gå ud iblandt os. Det var altså australske Daniel Sumegi med et brag af en rungende stemme og en massiv tilstedeværelse på scenen. Jeg var så heldig at sidde i venstre side, hvor han stod få meter fra mig og sang, så gulvet bævede, om undergang og Dommedag. Og som svar hører vi Hollænderens mandskab svare fra mørket på scenen: ”Ew’ge Vernichtung, nimm uns auf!”. Så er scenen sat!

Mønsteret kender vi fra de senere operaer: Frelse gennem død, kærlighed i døden, kærlighed, kærlighed, kærlighed. Denne første såkaldt ”rigtige” Wagner opera er et romantisk værk, sådan cirka genkendelig i et format som italienske operaer med handling, recitativer, arier, helt bevidst traditionelle terzetter og kvartetter, og en rigtig ouverture med temaer fra resten af operaen. Men de senere principper er der, inklusive en første, spæd udgave af ledemotiver for Hollænderens skæbne, sømandsskab, og så videre.

Senta er dog ikke en traditionel sopranrolle i samtiden. Hun skaber sit eget liv, afviser konventioner, og forbeholder sig ret til at skifte mening om, hvem hun elsker. Dermed er hun den første af Wagners stærke kvinderoller, på trods af hans selvskabte ry som temmeligt kvindefjendsk. Senta gør noget, og i skikkelse af Cornelia Beskow gør hun i særdeleshed noget: Hun insisterer på egen ret og stemme, på den til enhver tid ægte kærlighed, på egen person, og ikke mindst på frisk luft og mørke i denne udgave.

Beskow er en fabelagtig sanger og en glimrende skuespiller. Dette er hendes Senta, ikke mindst. Og hendes Senta er slet ikke så tosset, som de fleste er. Jeg plejer at kalde Senta kugleskør, men det er Beskows slet ikke. Hun er nærmest den eneste normale i dette yndige landskab af stilsikker pyntelighed. Jeg er meget betaget af Beskows evne til at portrættere kvinder på kanten, og denne Senta føjer noget til hendes Sieglinde fra Esbjerg forrige år. Jovist er hun skinger til tider, fordi Senta drives længere end til kanten, men det giver dramatisk mening.

I tredje akt begår den desperate Erik næsten voldtægt, men Senta protesterer højlydt, og det bliver til en #MeToo-ting, kedeligt nok. Måske er problemet, at stakkels Erik her er klædt på som præst, og det er jo slet ikke en god ting i det svenske kulturlandskab. For mig ødelægger det lidt den ellers dramatisk spændende rolle, og stakkels Zoltán Nyári står trist og uforløst i produktionens uforløsthed omkring hans rolle. Sådan er der så meget.

Daland er verdens mest pinlige far, og dét får vi at mærke her – Nikolai Didenko bryder hele tiden ind i Sentas og Hollænderens første møde, for liiiige at sikre, at alt går godt. Hånden i vejret, hvis du nogensinde har været teenager og oplevet en forælder lave det nummer!

Præmisen for denne opsætning er vist, at Senta allerede som barn afviser den rødmossede udgave af virkeligheden og drages af mørket. Undervejs illustreres det med sorte penselstrøg, Sentas evindelige malen sort på et allerede sort billede, selve den sorte ramme om scenen, og, selvfølgeligt, den sortklædte Hollænder. Derfor er det fuldstændigt logisk i slutscenen, at Senta og Hollænderen omfavner hinanden, hun trækker ham bagud på scenen og ”forsvinder ham” ind i et kæmpemæssigt sort billede, og derpå træder tilbage til forscenen og stiller sig foran os med udbredte arme som en triumferende frelser. Et meget stærkt billede med solnedgangen bag hende.

For mig gjorde slutscenen, at brikkerne faldt på plads. Indtil da havde jeg været begejstret for sangerne men tøvende omkring det, at Senta først blev rigtigt sig selv, da hun som til at ligne Hollænderen i tøjstil. Uha, hvor det ikke lugtede særligt godt for mig og mindst én anden (en bekendt, som jeg talte med i pausen). Men slutresultatet var rigtigt fint, og jeg købte konceptet, ikke mindst på grund af Beskow.

Jeg har genhørt ouverturen i mit hoved næsten lige siden søndag eftermiddag. Dirigent og orkester kom ganske vist temmelig skævt igennem netop ouverturen i søndags, men det blev bedre undervejs, og musikken er bare så medrivende. Pudsigt nok var en håndfuld af musikerne med i mit tog hjem til København, men jeg valgte ikke at lytte til deres efter-koncerten-snak, fordi jeg havde travlt med at nyde eftereffekten. Det var en god dag i Malmø, om end det ikke just er en Wagner-metropol.

Læs mere og se billeder hér: https://www.malmoopera.se/denflygandehollandaren. Og skynd dig at købe en billet, når du nu lige er inde på siden alligevel – opsætningen kører til og med 31. marts. Ellers er der et par links på den side, hvor man kan høre radiotransmissionerne fra premieren af P2 på henholdsvis Danmarks og Sveriges Radio.

Ifald Malmø Opera flytter siden, så er her den basale info:

Dirigent Steven Sloane (2, 8, 13, 16, 26 feb 3, 10, 22 mars) /Jennifer Condon (27, 31 mars)
Regi Lotte de Beer
Scenografi & kostym Christof Hetzer
Ljus Jean Kalman
Produktionsdramaturg Peter te Nuyl
Koreograf Katarina Sörenson Palm

ROLLER

Holländaren Josef Wagner (2, 8, 13, 16, 26 feb) /Daniel Sumegi (3, 10, 22, 27, 31 mars)
Senta Cornelia Beskow
Daland Nikolay Didenko
Erik Zoltán Nyári
Mary Karin Lovelius
Styrman Timothy Fallon

Og her er deres reklamevideo på YouTube: https://www.youtube.com/watch?v=uFf3kOGdhJ8