Jeg har været i Operaen. Det er der ikke noget nyt i. Jeg var det på en fredag, hvilket der heller ikke er noget nyt i. Men at det var 8. marts og dermed Kvindernes Internationale (Kamp-)dag, at det var Puccinis opera om en meget stædig prinsesse, og at jeg gik derfra med en rimeligt positiv fornemmelse, det er nyt, vil kendere af denne blog vide.

For jo, jeg var i Den kongelige Opera for at se Turandot, Puccinis sidste opera, og tilmed ikke helt færdiggjort ved hans tidlige død i 1924. Opført første gang i 1926 – og første gang i København så sent som 1995. Det, der manglede i 1924, var noget så essentielt som slutscenen, hvor skurkinden og helten finder sammen i kærligheden. Andre er kommet med bud på den scene, men jeg fandt det sært passende lige netop dén dag at se operaen i en opførsel uden slutscene. På en dag, hvor der blev talt og skrevet meget om ligestilling og køn, ville jeg gerne dykke ned i et univers, hvor den ene kvinde nægter at give sig, og den anden kvinde giver alt, og hvor det egentlige svar så at sige svæver hen i det uvisse.

Operaen

To dejlige sangerinder stod i forgrunden: Ann Petersen som prinsesse Turandot og Sine Bundgaaard som slaven Liù De to roller kendte jeg lidt til i forvejen, men ikke, at Liù ikke er kammerpige hos Turandot men tværtimod hos dennes fjende, en landflygtig fyrste, hvis bortkomne og genfundne søn, Kalaf, Liù er håbløst forelsket i og går i døden for. Samme Kalaf er forelsket i Turandot, og i dermed er hans tak til Liù for hendes offer altså at opleve kærligheden med en anden kvinde. Der er nok at tage fat på i dén historie, ikke mindst på 8. marts. Men som sagt var denne opsætning baseret på Puccinis rent faktiske noder, derfor endte den med Liùs offer. Bum!

Rollebesætningen var interessant i sig selv for lokalkendte og kan en stund endnu beundres her: https://kglteater.dk/det-sker/sason-20182019/opera/turandot/. Som sagt Ann Petersen og Sine Bundgaard, men også Simon Duus som den irriterende Mandarin, og tre skønne sangere som ministrene Ping, Pang og Pong: Palle Knudsen, Gert Henning-Jensen og Jens Christian Tvillum. På besøg var Sung Kyu Park med verdens måske mest berømte og misforståede tenorarie, Nessun Dorma.

Den arie blev i min verden berømt med Luciano Pavarottis udgave ved De tre Tenorer-koncerten for efterhånden mange år siden. Den er flot på den der Puccini-måde, men jeg har aldrig forstået den. Nu gør jeg, for jeg har set den åbne tredje akt, hvor Turandot har dekreteret, at hvis byens borgere ikke finder ud af hans navn, så får hun dem alle slået ihjel. Derfor må ingen sove. Og derfor lød den på en gang hjerteskærende og triumferende i Pavarottis udgave, for han slutter jo med at synge, at han vil vinde slaget.

Inden vi er kommet dertil, har vi været meget igennem. Denne opsætning af Lorenzo Fioroni begynder allerede inden ouverturen med at tæppet går op, så vi ser en slags legeplads, hvor en pige gynger. Hun er en gennemgående, tavs men medvirkende figur i opsætningen og spilles bedårende af Filippa Wiborg – Ann Petersen tog hende ved hånden til fremkaldelserne efter sidste akt, for pigen tjente som et spejl på prinsessens fortabte barndom og hendes indre selv.

For denne opsætning handler meget mere om Turandot, end den egentlige handling gør. Hér er hun både et sårbart barn og den persona, som hun har påtaget sig for at kunne klare sig i de voksnes rækker. Det skildrer Ann Petersen (selvfølgeligt) flot, men hendes kostume og paryk er skrækkelig. Jeg tror, meningen er, at stakkels Turandot bevidst gør sig selv utiltrækkende, men i en opsætning, hvor alt andet er overgjort, virker det bare sært. Men ih, hvor hun kan skildre raseri og den underliggende desperation. Jeg sad og tænkte længselsfuldt tilbage på Petersens fabelagtige Isolde i Aarhus, for der var lidt af det samme i hendes Turandot.

Konklusionen

Da jeg er fordomsfri omkring opsætninger af denne opera, skriver jeg om den konkrete oplevelse og intet andet. Denne Turandot var den anden i en uplanlagt serie af tre operaer med misforståede og desperate kvinder i hovedrollen. Ann Petersens Turandot trissede rundt og skulede og gjorde, hvad hun kunne, for at vi ikke skulle kunne lide hende – men barnet inde i Turandot så vi hele tiden.

Men aftenens kvindelige vinder var Sine Bundgaard! Sikke hun udvikler sig i disse år! Jeg elsker fortsat hendes Donna Elvira og hendes Grevinde Almavira, men hendes skildring af Liù er endnu et eksempel på, at Bundgaard er på vej ud i et (lidt) mere dramatisk repertoire. Det bliver spændende de næste par år!

Derudover kan jeg stadig ikke lide Puccini. Men jeg indrømmer, at hans sidste værk har nogle kvaliteter, herunder den ret spændende brug af østerlandsk tingeltangel, herunder brug af gonger og nogle interessante klange i både kor og orkester.

Kor er der nemlig meget af i denne opera. Især i denne opsætning er koret på scenen det meste af tiden for at illustrere en pointe, herunder adelens udskejelser under det barske diktatur. Under Kalafs ihærdige frieri i anden akt, optræder koret som brudepar, hvilket er en fin effekt.

De tre ministre Ping, Pang og Pong, der er en rest af Comedia del’ Arte, er her både komiske og dybt tragiske. Klædt i klovnekostumer synger de klagende om Turandots ordre til at dræbe byen, mens de nærmest skødesløst skærer halsen over så mange børn som muligt. Lige den scene var smuk i al sin grusomhed, for den mindede mig om alt, alt for mange tilsvarende scener set i TV fra alverdens krigsscener. Rystende, og dog smukt fremstillet af de tre sangere. De var så velvalgte til lige netop de roller, for det var jo Palle Knudsen, Gert-Henning Jensen og Jens Christian Tvillum, tre dejlige sangere, der også er fremragende skuespillere.

Se billeder på kglteater.dk, og hvis du ikke fandt tid og billet til denne opsætning, så sats på, at de finder ud af sætte den op igen. Det er en interresant opsætning, og den slutter med Puccinis sidste node, og derpå går alt i opløsning, så vinden tuder i Pekings tomme stræder. Fantastisk spillet af Det kongelige Kapel, og godt sunget og spillet oppe på scenen.

Som bonusinfo er her et snapshot fra operaintroduktionen, hvor en af fløjtenisterne fortalte om de eksotiske indslag: