Nationalromantiske dramaer har ikke just prime time på dagens scener… men det har de så alligevel. Ligger det i tiden, har det noget med den økonomiske krise at gøre, eller er det blot tilfældigt, at landets to største operascener opfører ”for første gang i et stort antal år”-operaer samtidigt? Tja, under alle omstændigheder, så kan man altså for tiden høre Peter Heises opera Drot og Marsk, der senest gik over Det kongelige Teaters scene i 1993, og denne ombæring følger lige i hælene på Den jyske Operas opsætning af August Ennas totalt glemte opera Kleopatra. Helt så glemt har Drot og Mark slet ikke været, nærmere tværtimod. Men denne såkaldte nationalopera faldt efter sigende lidt af mode i 70’erne og er siden blot opført cirka en gang per generation.

Det kan man blandt andet læse mellem linierne i programhæftet, hvor Gert Henning-Jensen fortæller (lidt) om sin lange venten på at få lov til at synge partiet som Rane Johnsen. Sjovt nok havde man sat fotostater op i foyeren med billeder fra tidligere opsætninger, herunder årgang 1954 og fra uropsætningen i 1878, hvor man ingen af gangene sparede på rustninger, brynjer eller sværd. I årgang 2019 er man rykket fra tidlig middelalder til et sted omkring 1880’erne – eller måske vor egen tid?

Historien er jo god nok og baseret på faktiske begivenheder. Hvad man syntes i samtiden, ved vi meget lidt om, men umiddelbart efter de faktiske begivenheder opstod et par folkeviser, der så 600 år senere blev til et højromantisk og nationalromantisk skuespil. Derfra har vi den altid aktuelle historie om Kong Erik, der blev myrdet i Finderup Lade i 1286, ifølge myten på selveste Sankt Cæcilie nat, 22. november, og stadig ifølge myten af en større gruppe kupmagere under ledelse af kongens general, Stig. I min skoletid fik man stadig fortalt historien med den morale, at nok var kongen ikke nogen særligt god konge for riget, da han blandt andet devaluerede rigets mønt (heraf tilnavnet Klipping eller Glipping, da devalueringen gik ud på at klippe et stykke af sølvmønterne), men at Marsk Stig handlede endnu værre ved at slå ham ihjel. Forræderen blev derpå erklæret fredløs, flygtede til øen Hjelm, der ligger ved sydspidsen af Mols. Derfra drev han sørøveri, fik vi fortalt, hvilket beviste, at han var en skidt karl.

Men det er slet ikke den historie, Peter Heise og hans librettist, Christian Richardt, fortalte i Drot og Marsk, og det er i endnu mindre grad den fortælling, som Kasper Holten og Amy Lane har fået sat op på Det Kongelige.

Operaen

Du kan læse om opsætningen og se umanerligt smukke billeder her: https://kglteater.dk/det-sker/sason-20182019/opera/drot-og-marsk/. For det ér en smuk opsætning, fyldt med smukke kostumer og spændende kulisser. Kulisserne er stykker af høje mure, der på den ene side danner kongelige sale med smukke vægmalerier, og på den anden side er fængselsmure, komplet med statister som fangevogtere og murflyttere. Fortællingen er noget i retning af, at Kong Erik er fanget i en falsk verden, hvor han tumler rundt som playboy og kendis, mens folk overvåger ham fra ”ydersiden”.

Kong Erik synges af vidunderlige Peter Lodahl, der jo dels er en dejligt klingende tenor og dels er en mere end habil skuespiller. Vi møder ham først i kongelig slåbrok, mens han rutineret forfører tjenestepigen Åse, der ellers var under belejring af kongens kammertjener, Rane. De synges af henholdsvis Sofie Elkjær Jensen og jo altså Gert Henning-Jensen. Kongen tager Åse med til hofbal og lærer hende at danse menuet, så hun bliver helt rundtosset. Men så glemmer kongen alt om Åse, da marsken kommer anstigende med sin hustru, Fru Ingeborg, der er umanerligt lækker i al sin højadelige utilnærmelighed. Den små Åse skubbes til side og drilles af de hævngerrige med-tjenestepiger.

Historien er jo altså, at Marsk Stig skal i krig mod de stygge svenskere, og har derfor brug for at deponere sin kone hos kongen i mellemtiden. Det lyder jo som en temmelig dum idé, så Holten og Lane har fortolket det som et led i sammensværgelsen – Stig og Ingeborg er sammen om at udsætte kongen for korporlig fristelse, så de efterfølgende kan beskylde ham for voldtægt af fruen. Det lyder stadigvæk som en temmelig dum idé, men nu er opera jo som udgangspunkt ikke hårdt plaget af logik, så fred være med det.

Ingeborg og Stig synges af henholdsvis Sine Bundgaard og (selveste) Johan Reuter. Det slipper de rigtigt fint fra begge to! Ingeborg lægger ud med at spille utilnærmelig og temmelig snerpet, men hun og kongen falder for hinanden med et brag, der faktisk kunne mærkes helt ud på publikumsrækkerne. Da marsken kommer tilbage, er Ingeborg helt fra den, for hun faldt jo for kongen, og hun elsker faktisk både ham og marsken. Stig er lidt usikker, for det var jo meningen, at Ingeborg skulle være nedbrudt og dog hævngerrig, men hun er kun nedbrudt. Men han går videre med planen: Han samler en folk medsammensvorne mænd, der vil være med til at slå kongen ihjel, fordi han har forbrudt sig mod Stigs kone, en højadelig kvinde.

Men nu er Ingeborg jo altså en moderne kvinde også, så i stedet for at sygne hen af skam, snitter hun sine pulsårer som en slags harikiri, fordi hun elsker begge mænd. Eller noget i den retning. Det var i hvert fald fuldstændigt betagende og svimlende at følge Sine Bundgaards død, mens kulissen drejede rundt bag hende. Wow!

Rane melder sig under Stigs faner og vil føre kongen på afveje i det jyske landskab under en jagt, så de to vil finde hvile i Finderup Lade, hvor de sammensvorne altså så vil komme og slå kongen ihjel. Undervejs møder de to den små Åse, der har forladt hoffet i Skanderborg og har slået sig ned ude i skoven for at få fred. Kongen er fortumlet og urolig, men Rane fører ham videre. De sidste minutter af operaen foregår så i den berømte lade, hvor Stig stikker kongen i maven, så denne forbløder. Åse kommer løbende med kongens sværd men må sammen med resten af folket indse, at nu ”stander landet i våde”.

Konklusionen

Bravi tutti! Fremragende sunget og spillet af de fem hovedrolleindehavere, overdådigt spillet af Det kongelige Kapel med jubilaren Michael Schönwandt på podiet og Emma Steele som koncertmester, selvom programmet påstod andet, og vidunderligt sunget og spillet af Det kongelige Operakor.

Fra min plads oppe på anden balkon, skævt i forhold til scenen, virkede kulisserne ikke helt efter hensigten. Nogle venner sad nede på parkettet, og for dem gav det meget mere mening med den konstante flytten rundt på ”ude” og ”inde”. Jeg syntes, det virkede sært at se kongen stirre på et vægmaleri, der forestillede Otto Bagges berømte maleri af de sammensvorne på vej væk fra Finderup Lade (dog modificeret, så den brændende lade er med på vægmaleriet, hvilket den ikke er i originalen), men efter sigende er det blot endnu et tegn på kongens truende galskab.

Skal man have en gal konge sunget af en dansk tenor, så er Peter Lodahl et fremragende bud – ikke alene kan han spille både flødebolle og småtosset, men han synger jo så dejligt, at mindst halvdelen af publikum smeltede, da han og Sine Bundgaard forførte hinanden og forsvandt ind i kulissen sammen. Til sammenligning var Gert Henning-Jensens Rane flabet, fræk, og hele tiden lurende i baggrunden. Jeg kan godt forstå, hvorfor han så gerne ville synge den rolle, for den ligger perfekt til hans stemme, og jo, han kan stadig spille ung og fræk!

Men altså Johan Reuter styrede menageriet med sin fuldstændigt overdådigt rige stemme og perfekte udtale. Hvert et ord gik krystalklart igennem til bageste række (vil jeg tro), og få kan som Reuter spille kold og kynisk, så man mærker hjertet banke bag rustningen.

Selve mordet står svagt i denne opsætning, men da tæppet gik op, stod Reuter og Lodahl sammen og modtog vores bravo-råb. Bravo til begge! Bravo til de to damer og tak til alle medvirkende for en vidunderlig søndag eftermiddag ude på Dokøen!

I, der ikke var der, skal skynde jer at købe en billet. Hvis der går 30 år igen før Drot og Marsk sættes op igen, så er der mange, der vil gå glip af Heises dejlige musik, der passer så fint til ordene og jo netop er sangbar, fordi Heise især skrev sange, såsom ”Jylland mellem tvende have”, der lige som musikken til denne hans eneste opera, har ekkoer af folkeviser og derfor er ret enkel i tonesproget. Pudsigt nok sad jeg undervejs og tænkte på Johan Reuters vidunderlige Hollænder i den seneste udgave af Wagners Den flyvende Hollænder på Det Kongelige, for der var noget genkendeligt i de to rugende skikkelser – begge roller har relativt enkle musikalske spor at træde, mens det psykologiske fylder helt utroligt meget mere, og dét kan Reuter fremlægge helt uden at gøre noget.

Flot opsætning og en vidunderlig rolleliste, også selvom dejlige Simon Duus var ramt af sygdom, så han måtte nøjes med at trave rundt som en umanerligt camp ærkebiskop, mens tapre Per Bach Jensen sang rollen nede fra orkestergraven. Køb din billet her – og find på samme side links til en podcast, hvor Johan Reuter fortæller om rollen!