Det kongelige Kapel har i en årrække haft kammerkoncerter som en del af deres arbejde, men af budgethensyn besluttede man at skille dette arbejde ud fra resten, og nu kører kammerkoncerterne i mere eller mindre privat regi, dog heldigvis stadigt ude i det skønne lokale, der er Takkelloftets foyer ude i øverste og bageste venstre hjørne af Operaen på Dokøen.

Det er nu Kapelmusikerne selv, der arrangererer koncerterne, og som resultat er formatet meget anderledes end tidligere, for nu er der mange medvirkende, og værkerne stritter ofte i alle mulige retninger, medmindre man virkeligt holder tungen lige i munden.

Musikalsk er vi selvfølgeligt stadigt på samme høje niveau, da der jo er tale om nogle af områdets bedste musikere, men programmerne bærer præg af de medvirkendes personlige smag, hvilket er charmerende i sig selv og ofte direkte oplysende.

Bag denne svada ligger, at jeg tilbragte Palmesøndag ude på Takkelloftet i forbindelse med den nye årlige tradition med en kammermusikalsk marathonkoncert. Det lyder dramatisk og kan være det, men i bund og grund handler det om 6-8 værker med en bred blanding af kapelmusikere i forskellige og ofte utraditionelle sammensætninger.

Koncerten

Programmet var denne gang opdelt i 3 dele med hver 2 værker. Her vist lidt utraditionelt for bedre overblik:

• Reinicke: Trio for klarinet, horn og klaver, opus 274
  Livio Russi, Claudio Flückiger, Galya Kolarova
• Menotti: Trio for violin, klarinet og klaver
  Hulda Jónsdóttir, Livio Russi, Ian Ryan
• Jørgensen: Messingkvintet (jubiii!)
  Det kongelige Kapels Messingkvintet: Nikolaj Viltoft, Jonas Wiik, Páll Solstein, Kasper Thaarup, Lars Holmgaard
• Beethoven: Duet mit zwei obligaten Auge gläsern (WTF?)
  Hidekazu Uno og Joel Laakso
• Hornemann: Strygekvartet nr. 1
  Lars Bjørnkjær, Grit Dirkinck-Holmfeldt Westi, Hidekazu Uno, Ninan Reintoft
• Grieg Sonate for violin og klaver nr. 3
  Therese Andersen og Emil Gryesten

Altså lutter gode musikere, inklusive den umanerligt dejlige messingkvintet, hvoraf nogle indgår i den årlige cykeltur med Brass on Bikes – hvis du ikke kender dem, så check Royal Danish Brass på Facebook og find en koncert nær dig denne sommer!

Det var nok især på grund af messingkvintetten, at jeg prioriterede denne marathonkoncert. Jeg har et blødt men temmeligt uerkendt punkt for messingblæsere af forskellige årsager, og lige netop Kapellet er virkeligt stærkt besat med messingblæsere af virkeligt høj kvalitet – jeg skriver ofte om “byens bedste hornsektion”, men resten af messingblæserne er også meget, meget stærke. Det nyder vi normalt godt af i Wagner og Strauss og de alt for sjældne kapelkoncerter med Mahler på programmet. Kasper Thaarups basun kan vi for tiden heldigvis tit høre ude hos DRSO, der jo trænger til hjælp på området.

Resten af programmet varierede fra hvad-hulen-er-det til mere-af-det-tak, og igen gjorde besætning og sted sit til at stemme mit sind positivt.

Første del bestod altså at to værker, jeg ikke kendte, og begge havde havde schweiziske Livio Russo som medvirkende, så lur mig, om han ikke havde mere end en finger med i valget. I hvert fald er begge værker til den lidt gakkede side: Hos Reinicke er det den utraditionelle sammensætning af klarinet og horn, der trods alt giver musikalsk mening, og hos Menotti er det tæt på den rene cirkusmusik, omend med en interessant grundtone på grund af den sære sammensætning af violin og klarinet. Sammenlagt spændende og fint fremført.

Anden del bød altså på to komponister, jeg både kender og holder af (OK, Beethoven holder jeg umanerligt meget af, mens Axel Jørgensen er jeg lidt mere afslappet omkring, så gennemsnittet er “holder af”). Denne Jørgensen var kapelmusiker og skrev sin musik til kapelmusikere, inklusive denne fine messingkvintet, som jeg har hørt flere gange. Den er især fin, fordi de to trompeter veksler hele tiden, synes jeg. God messingsuppe, denne!

Til gengæld kendte jeg overhovedet ikke det totalt gakkede stykke af min musikalske helt Beethoven – åbenbart skrevet for at drille en ven, der dels spillede cello og dels var temmeligt nærsynet, heraf behovet for briller. I denne udgave var det dog bratschen, der brugte briller, for Laakso gør ikke. Det er et sjovt stykke, fordi begge instrumenter bliver brugt lidt utraditionelt, ikke mindst lyder bratschen rigtigt smukt og uden den lidt ufokuserede lyd, en bratsch sommetider kan have.

Til sidst altså to, på papiret i hvert fald, hovednumre: De to studiekammerater Hornemann og Grieg, der lærte hinanden at kende i Leipzig. Hornemanns strygekvintetter blev indspillet af Arild Strygekvartetten for en god håndfuld år siden, og jeg holder meget af den indspilning.Den første af kvartetterne er skrevet som eksamensværk i Leipzig, mens dagens værk af Grieg er et modent værk, skrevet specifikt til en god violinist. Vi fik en fin strygekvartet til at spille et smukt romantisk værk, og en eksplosiv violinist og ekspressiv pianist til at spille den modne Grieg.

Andersen og Gryesten fik det højeste bifald, måske fordi det var dagens sidste værk. For det var endnu en markant præstation af Kapellet som ensemble. Niveauet er højt og bliver endnu højere, fordi musikerne spiller musik, de selv har valgt, fordi de føler for den. Flot og medrivende!

Bonus

Som om, det ikke var nok med 4 timers kammermusik, så kom jeg forbi Strøget på vej hjem og så en plakat, der reklamerede med en gratis koncert klokken 16 i Helligåndskirken med endnu en fin trompetist, nemlig DRSOs Michael Frank Møller. Hm, bumbum, jo selvfølgeligt ville jeg det!

Overskriften lød “Meet the Soloist”, men lige netop det, gjorde man ikke. Vi alt for få, der fandt ind i kirken midt på Strøget, fik en lille times tid med fantastisk musik med trompet og orgel, afsluttet af mere eller mindre begejstret applaus op til de to musikere helt deroppe ved orglet. Jeg var begejstret, men jeg mødte ikke solisten mere end ved en vilkårlig symfonikoncert, hvor han altid høster fortjent bifald. Så lidt feedback til folkene bag Meet the Solist er, at de enten ændrer formatet eller overskriften, og jeg ved godt, hvad der er nemmest og billigst i den sammenhæng.

Konklusionen

Konklusionen er, at jeg havde en utraditionel og dog rigtigt fin palmesøndag fyldt med god musik spillet umanerligt godt. Det hjalp rigtigt godt ude på Dokøen, at man igen havde fået leverandøren, Meyers, til at levere vådt og tørt undervejs, for ellers er det en temmeligt trist placering for fremragende musik, ved jeg af erfaring.

For det er fremragende, når Kapellets musikere slår sig løs ved disse kammerkoncerter med musik de tilsyneladende selv vælger. Jeg havde en snak forleden med en ven, der laver noget andet til hverdag og spiller basun i fritiden, og han sagde noget fint: Man skal ikke blive musiker, fordi man vil have brød på bordet. Det er ikke et job, man bliver specielt mæt af, så at sige, og netop derfor er det vigtigt, at vi, herunder jeg, husker at takke dem, der giver os disse oplevelser, fordi de ikke kan lade være.

Tak for påmindelsen denne palmesøndag!