Som ung niece faldt jeg musikalsk for rytmen og klangen i den minimalistiske musik, der poppede up i sære sammenhænge i såvel klassisk som popmusik i 80’erne. Denne tidlige forelskelse kan jeg stadig dyrke i ny og næ, som da Ekkozone opførte Steve Reichs Music for 18 Musicians i Tivoli for et par år siden, eller da Hans Abrahamsen fik Leonie Sonnings Musikpris for et par uger siden, eller lige nu for tiden, hvor Det kongelige Teater opfører John Adams 80’er opera, Nixon in China med (selveste) Johan Reuter i rollen som præsident Nixon. Lige netop dén opsætning går kun 2 gange endnu i denne sæson, og du skal se den!

Operaen

Jeg ser John Adams som en slags nummer tre i den amerikanske minimalistiske musikverden: Philip Glass, Steve Reich, og så Adams, der, i mine ører, er lidt mere lyrisk end de to andre. Denne opera er skrevet i begyndelsen af 80’erne, havde urpremiere i 1987, og ramte dermed lige præcist en tidsperiode, hvor konservatisme og storpolitik fyldte hele sendefladen. Emnet for operaen er noget i retning af at undersøge forholdet mellem facade og det indre, eller hvordan man kan bruge iscenesættelse til at forme verden. Hvis du har set filmen Jackie om præsidentfruens første uge efter mordet på præsident Kennedy, så handler den faktisk om det samme, hvis det gør min pointe mere håndgribelig for dig.

Altså, den formelle handling drejer sig om præsident Nixons banebrydende statsbesøg i Kina i februar 1972, så vi har at gøre med faktiske mennesker, faktiske begivenheder, faktiske steder, og faktiske konsekvenser. Statsbesøget var banebrydende, fordi skiftet i amerikansk udenrigspolitiks blik på Kina dermed blev cementeret: Fra at definere Kina som den lovligt valgte regering, der midlertidigt havde taget ophold på øen Formosa, til at definere Kina som det kæmpemæssige område på fastlandet med Mao Tse-Dung som reelt statsoverhoved.

Men det handler ikke kun om udenrigspolitik og internationale handelsaftaler; det handler også om indenrigspolitik i begge lande, for Nixon vil gerne genvælges som præsident, og Mao er ved at blive lidt vel gammel og faldefærdig, så der kæmpes om arvefølgen med den uhyggelige Kulturrevolution som et af resultaterne.

Adams var purung dengang i 1972, og det var hans nu faste librettist Alice Goodman også. De var unge, mens USA kæmpede i Vietnam, Nixon med nød og næppe undgik en rigsretssag ved at gå af efter Watergate, og hele USA langsomt begyndte den lange rejse mod et totalt fragmenteret samfund, som vi ser i dag.

Så hvorfor skrive en opera om et vellykket statsbesøg? Fordi det var en anledning til at analysere, hvordan mennesker skaber en virkelighed gennem ord og handling, hvis jeg må omskrive konklusionen fra operachef John Fulljames’ interview med John Adams i det smukke programhæfte. Og vel at mærke gøre det med en vekslen mellem komik og tragedie, dynamik og stilstand. Set i det lys, er det godt gået af relativt unge mennesker!

Så hvad sker der i denne opsætning af operaen? Ikke det helt store, og dog en hel masse. Rammefortællingen er, at vi befinder os i Nixons præsidentielle bibliotek, og scenen er omgivet af kæmpestore reoler fulde af arkivkasser, som statister finder rent faktiske fotos og genstande frem fra, der så bliver projekteret op på bagvæg og reolernes kasser. Så vi ser ikke et US Airforce One, der lander på scenen – vi ser den oprindelige TV-optagelse projekteret op bag sangerne.

Første akt handler groft sagt om den første dag eller to med Nixon-parrets ankomst og modtagelse, et besøg hos Mao, der går helt i sort, og en statsmiddag, hvor alkoholen flyder. Det giver en akt fyldt med mænd, der taler forbi hinanden og følger sine egne tankegange.

I anden akt overtager hustruerne scenen – Pat Nixon besøger zoologiske haver og skoler og drager sine egne paralleller til sit liv som kvæker, og Fru Mao, Chiang Ch’ing, forklarer os, hvorfor vi skal blot følge Den lille Røde og ikke tænke selv. Det giver en akt delt i to: Først falder Pat Nixon ud af rollen som medfølgende hustru, tænker og taler selv, får en indsigt, hun ikke ønsker, og bliver skræmt; derpå tager Fru Mao over, får banket slaverne og de ikke-loyale på plads, og får hele salen til at synge med på revolutionens nødvendighed.

Det var skræmmende! Efter anden akt var jeg helt slået ud og mødte heldigvis nogle venner, som jeg kunne tale tingene igennem med. Det rystede mig at se, eller gense, fanatismen og ensporetheden, og synet af 50 eller så mennesker, der stod med Den lille Røde hævet i højre hånd og taktfast sang om revolutionen var lige ved at standse mit åndedræt. Meget overvældende for en, der gik i folkeskole i de grimme år og har været udsat for mere end en lærer med nogenlunde samme holdning som disse vanvittige fantaster.

Jeg havde slet ikke lyst til at gå ind til tredje akt, men musikken lokkede mig med sine små gentagne cirkler, flettet med citater fra diverse andre sange, herunder Rhinmusik af Wagner, ret uventet.

I tredje akt skal tingene jo normalt til at hænge sammen, men her falder selv-billederne endegyldigt fra hinanden. Nixon hænger fast i fortiden i stedet for at kæmpe for en bedre fremtid, Pat er skræmt efter demonstrationen tidligere og falder tilbage i rollen som hustru, Mao er helt væk, Fru Mao triumferer tilsyneladende, Chou En-Lai lusker rundt i baggrunden, og Henry Kissinger er totalt til grin.

Imens blev der fisket fotos fra senere år frem fra arkiverne, helt op til nutiden for at minde os, publikum, om, at disse er evigtgyldne emner: Selvfremstillelse, illusion, magtbegær. Bum.

Tanten siger:

Nøj for en opsætning!

Og jo, den er er god nok: Johan Reuter fejrer nye triumfer som magtmenneske med lerfødder som Nixon, og Sofie Elkjær Jensen overrasker ved at lægge alen til sine dramatiske evner som den ikke mindre magtbegærlige Chiang Ch’ing. De to alene bærer ikke værket, men på hver deres måde er de en grund til at se denne opsætning.

Besøgende sangere som Sarah Tynan (Pat Nixon), Zachary Altman (Kissinger), og Arnold Bezuyen (en Mao, der gribende kæmper med virkeligheden og faktisk synes, den er helt forkert på den), får følge af lokale navne som David Kempster (Chou En-Lai) og en fuldstædigt bedårende trio som Maos sekretærer, der noterer alt (Hanne Fischer, Kari Dahl Nielsen, og Johanne Bock). Og så er der sørme en ballet indlagt!

Lige den aften, jeg så operaen, var David Kempster ikke i stand til at synge, så ude i siden stod Jeremy Carpenter, der alternerer med ham, og sang, mens Kempster spillede rollen som dette ugennemskuelige magtmenneske. Det var anden gang på kort tid, jeg oplevede umælende sangere, og denne gang gik det så fint, at flere, jeg sad tæt på, slet ikke opdagede det. Det var i hvert fald flot spillet af Kempster!

Flere omkring mig har siden sagt, at det må være kedeligt at spille denne musik, og det kan godt være…. Men som publikum nød jeg at høre de gentagne mønstre med variationer spillet af lige netop Det kongelige Kapel. Det er svært at komme længere væk fra den musikalske verden, de normalt færdes i, og det kræver stærk musikalsk teknik at skifte til minimalismen for en aften. Meget stærkt spillet, og virkeligt smukt formidlet!

Det er to uger siden, jeg var ude på Operaen til Nixon in China, og desværre har jeg ikke haft tid til at se opsætningen en gang til siden da. Jeg håber virkeligt, Det kongelige Teater vil sætte den op igen om en sæson eller to, for det er god musik, en stærk fortælling, og en effektfuld iscenesættelse, som langt flere burde opleve.

Flot!