Det er ikke hvert år, den store Leonie Sonnings Musikpris går til en kunstner, jeg både kender til og beundrer, men både i år og næste år er det tilfældet, og de to har tilmed så meget med hinanden at gøre, at 2020-udgavens vinder deltog i fejringen af 2019-vinderen. I 2019 kan vi nemlig fejre komponisten Hans Abrahamsen, og i 2020 kan vi fejre en anden kending, nemlig sopran og dirigent Barbara Hannigan.

For mit vedkommende begyndte fejringen af Abrahamsen oveni købet med en koncert med Hannigan i rollen som dirigent og lidt som sopran. Der er gået to måneder siden den magiske uge med Abrahamsen-fejringen, men jeg har gravet mine noter frem, for den uge vil jeg gerne dele med dem, der ikke kunne være der.

Som trøst er her et link til en introduktionsvideo, som DR fik lavet:

Hannigan

DR SymfoniOrkestret og (dirigenten) Hannigan kender hinanden godt efterhånden og passer fint sammen. DRSO er jo ved at få oparbejdet et ry som et orkester, der afspejler de dirigenter, der formår at formidle deres mening og engagere de enkelte musikere. Derfor kan DRSO tiltrække stadigt flere af de stadigt større dirigenter. Som dirigent er Hannigan måske ikke helt endnu i samme liga som den, hun spiller i som sopran, men hendes musikalske udtryk og energi er den samme.

Programmet var broget:

1. Luigi Nono: Djamila Boupacha for sopran solo (solist: Barbara Hannigan)
2. Alban Berg: Violinkoncert (solist: Veronika Eberle)
3. Mozart: Requiem (!)

Altså to markante og ret avancerede værker fra det 20. århundrede før pausen, og så publikumsbaskeren over dem alle efter pausen. Hvis jeg skulle gætte, ville mit bud gå på noget i retning af sang som tema, da Bergs violinkoncert kan siges at have en gymnastisk sopran i hovedrollen.

Først kom orkestret ind, så kom dirigenten, så blev lyset slukket, dirigenten lukkede øjnene og åbnede munden, og Nonos protestsang med sine lange toner gled rundt i salen. Overgangen fra solosangen til Bergs violinkoncert var ualmindeligt smuk. Hannigan vendte sig om, mens hendes stemme langsomt lod sidste tone dø hen, og slog så med dirigentpinden an til Berg. Attacca, strengt taget, og meget, meget smukt.

Violinssolisten var altså unge Veronika Eberle, som jeg har hørt meget godt om fra det sydlige udland og glædede mig til at opleve. Hun og Hannigan var totalt synkroniserede, og Bergs musik sang som sjældent hørt. Elastisk, spændstigt, dynamisk og sært smukt.

Efter pausen altså Mozarts Requiem, som jeg og alle andre kan udenad, og som enten lyder som en gammel grammofonplade eller som smuk klassisk musik anno 1790 med en meget mere spændende første del. Der følger fire sangsolister med, og Hannigan havde medbragt fire unge sangere fra sit Equilibrium-program. De var Ylva Stenberg, Thuuri Dede, Elgan Llýr Thomas (rart med en waliser!) og Antoin Herrera Lopez Kessel, hvoraf de tre første lød mere ”færdige” end den sidste, men måske Kessel bliver mere interessant, hvis hans stemme får noget mere dybde. Ellers er det jo et værk for et godt kor, og DR KoncertKoret er sådan et godt kor. Hannigan dirigerede hele læsset på (nu) vanlig vis med masser af arme, flagrende hår og dybe kropsbøjninger. Hvis det lyder som en parodi på en dirigent, så er det det ikke! Hvad der hos andre ville virke manieret, fungerer hos Hannigan, fordi det er drevet af hendes musikalitet, og musikerne er helt med på den.

Det var en god koncert, denne. Ved siden af mig sad en bekendt og hans datter, der pt synger i DR Juniorkoret – men hun var der på grund af Mozart og var meget begejstret for DR KoncertKorets luksusklang. Det kan jeg da kun være enig i, og deres klang passer (efterhånden) perfekt til koncertsalens rum – stor, bred, varm, men præcis.

PS: Jeg har lige hørt koncerten i DR P2, hvor Hannigan talte om koncertens tre værker som værende forskellige aspekter af begrebet “requiem”. Og det giver da mening.

Abrahamsen 1

Det eksperimenterende ensemble recherche bestilte et værk hos Abrahamsen, der blev til superværket Schnee, så selvfølgeligt var de i byen for at opføre lige netop det værk.

Først altså Athelas på noget nær hjemmebane:

1. Winternacht
2. Märchenbilder
3. Transskription for kammerorkester af Schönbergs Lieder opus 2 (sangsolist:Barbara Hannigan, for dér var hun igen!)
4. Koncert for klaver og orkester (klaversolist: Athelas’ egen Manuel Esperilla)

Winternacht er for mikroorkester, Märchenbilder og resten er for kammerorkester i lidt varierende opstilling. Fabelagtigt spillet hele vejen igennem af disse vidunderlige musikere. Og så fik jeg set Kristoffer Hyldig spille orgel/synthesizer, hvilket er noget helt andet end det flygel, jeg normalt hører ham med.

Athelas blev dirigeret af Thomas Søndergaard, der var hjemme på besøg i samme anledning, skulle man tro, da jeg også så ham i publikum til priskoncerten. Det var spændende at opleve ham med så samtidig musik, da jeg jo ellers primært har oplevet ham med de store, klassiske værker. Men selvfølgeligt kan han også det! Samme intensitet, samme overblik, samme musikalske dans med noder.

Der var pause med reception for særligt inviterede inde hos naboen SørenK, og vi andre måtte så stå i kø til termokandekaffe og et sparsomt udvalg af andre varer, da cafeen var lukket. Pudsigt men sådan er det jo med særarrangementer…

Det var ret pudsigt at høre Schnee igen kun et par måneder efter at have hørt det (live) for første gang. Dengang var det med Athelas, og nu altså med urensemblet bag værket. Det er selvfølgeligt det samme værk, og fordi eller måske på trods af, at Abrahamsen har skrevet ret præcise instrukser til musikerne i noderne, så lyder det næsten ens med de to ensembler. Men slet ikke helt ens, for musikerne er nogle andre, og hvert ensemble har været igennem deres egen process med at indarbejde værket. Det er selvfølgeligt altid sandt for alle værker og alle ensembler, men det er godt nok sjældent, jeg får lov at høre det så tydeligt med så relativt kort mellemrum. ensemble recherche, som de staver sig selv, er uden dirigent, og undervejs i Schnee lader de så ”dirigent-rollen” skifte fra slagtøj til fløjte til violin og så videre. Meget spændende at følge! Jeg elsker det værk efterhånden, og det var utroligt stærkt at opleve de i den grad opstå og leve mellem musikerne i Recherche.

Abrahamsen 2: Priskoncerten

Priskoncerter er en særlig disciplin på grund af publikum (væsentligt flere pinger end til en normal torsdagskoncert) og den akavede pristale og prisoverrækkelse. Jeg har været til et par stykker på grund af musikken, men lige præcist priskoncerten for Hans Abrahamsen ville jeg da ikke gå glip af.

Programmet var på en måde rent Abrahamsen med hovedpersonen selv siddende forrest på første balkon:

1. let me tell you (vokal og orkester, sangsolist: Barbara Hannigan)
2. Debussy, Children’s Corner, arr. Abrahamsen
3. Left, Alone (klaverkoncert, klaversolist Tamara Stefanovich)

Left, Alone var faktisk mit første (live) møde med Abrahamsens univers, samtidigt med at det sådan cirka var hans tilbagevenden til koncertsalene. Til gengæld havde jeg ikke hørt hele hans store internationale gennembrud, let me tell you. Debussys klaverværk Children’s Corner har jeg elsket i mange år, især for den jazzede og temmeligt gakkede Golliwok’s Cakewalk (meget non-woke nutildags, men meningen var faktisk god nok dengang, nemlig som en underforstået satirisk overdrivelse af de børnesange, der var populære i samtiden). Så alti i alt et program med tre af de bedst for orkester som sig hør og bør til en priskoncert med en komponist. Og i modsætning til priskoncerten med Thomas Adès for et par år siden, så kendte jeg faktisk musikken i forvejen og vil stensikkert høre alle tre værker igen i fremtiden. Jeg har nemlig en lunsk mistanke om, at Abrahamsen med sin stilsikkerhed er langt mere langtidsholdbar end Adès med dennes alsidighed, men det vil (jo) vise sig.

Først altså det store clue: Barbara Hannigan i det værk, der sendte hende og Abrahamsen ind på alverdens musikalske lystavler. At hun så blot ugen før havde dirigeret samme symfoniorkester, som Michael Schønwandt nu skulle dirigere med hende som sangsolist, gav et lidt særligt pift, for musikerne var jo allerede helt tunet ind på Hannigans kropssprog uden at skulle bruge dirigenten som oversætter. Hvordan ville Schønwandt håndtere det? På sædvanligvis: Han dirigerede DRSO som den operaorkesterdirigent, han jo ikke mindst er, drev musikken fremad, og bøjede orkesteret efter solistens sang. Godt match!

Det er et ganske særligt værk, oprindeligt bestilt som en luksuriøs fødelsdagsgave til forfatteren til romanen af samme navn, men efter dybe samtaler mellem Hannigan og Abrahamsen endte det (jo) med at blive et temmeligt stort bestillingsværk, så hun tog en snak med Berlinerne, som gik med til at investere i projektet, og derfor blev værket uropført i Berliner Philharmonie af alle steder. Ingen tvivl om, at det er en af hovedårsagerne til værkets popularitet, men derudover er det nu også rigtigt fint.

Let me tell you er delt i tre dele, der fortæller tre aspekter af Ophelias liv og levned – med hendes egne ord, så at sige, da Paul Griffiths skrev sin bog udelukkende med brug af ord, som hun siger i Shakespeares skuespil. Ord, ikke replikker, altså. Først er hun uskyldig og forsigtig, derpå forelsket og kærlig, og til sidst tager hun stille og roligt afsked med livet. Schønwandt lod tonerne dø ud, mens vi holdt vejret. Så brød bifaldet løs, Hannigan så kort på Schønwandt, og så rakte hun armene ud mod Abrahamsen og sagde tak for den smukke musik. Vi klappede ad hende, og hun klappede ad ham. Et meget fint øjeblik!

Derpå orkestersuiten over Debussys samling af børnesange. Især den sjove Golliwog’s Cakewalk var umanerligt vittigt orkestreret med fagotterne som det sjove cakewalk tema. Jeg har sjældent set en fagottist more sig så meget, mens han spillede! Abrahamsens orkestrering er i øvrigt tilegnet det musikalske par Michael Schønwandt og Amalie Malling, og hende gad jeg godt høre spille Debussys original. Men denne orkestrering med denne dirigent på denne aften var uovertruffen i elegance og vittighed. Super!

Efter pausen den sædvanligt akavede prisuddeling, og så klaverkoncerten, der er en klaverkoncert, i modsætning til Abrahamsens Koncert for klaver og orkester, som jeg jo hørte med Athelas om tirsdagen. Hannigan var kravlet op på første balkon til alle de andre pinger, og blev blandt andet varmt modtaget af den danske supertenor-og-meget-andet Peter Lodahl. Stefanovich var i en markant blå kjole og lod venstre hånd gøre arbejdet, mens højre hånd holdt tingene på plads og blandet andet hjalp med at plukke direkte på strengene undervejs. Det er et spændende værk, dette, og ikke for nybegyndere i branchen.

Det var en flot afslutning på en flot uge, syntes jeg. Jeg gik glip af en ellers så lovende kammermusikaften med mine venner fra Nordic String Quartet og Trio con Brio Copenhagen, men heldigvis hørte jeg så Nordic String Quartet spille samme værk i maj, også med Abrahamsen i publikum, så vi kunne tiljuble ham.

Det var en god måned for dansk musik, april 2019.