I år fejrer vi 10 år med Copenhagen Opera Festival, der (jo) fylder de københavnske pladser, gader og, efterhånden især, diverse sale med opera. Der er altid mængder af lækkerier på programmet, og i år ville første ægte højdepunkt for mig falde på andendagen, nemlig en koncert med den labre baryton Bo Skovhus på et sjældent besøg i København og den unge dansk-franske og lige så labre sopran Elsa Dreisig på et endnu mere sjældent besøg i den danske hovedstad. Men så blev Dreisig meldt syg med kort varsel, festivalleder Peter Lodahl hev adressebogen frem, og pludseligt blev koncerten til et topmøde mellem Skovhus og den norske sopran Kari Postma. Nogle ville have billetten refunderet, men ikke jeg, for på programmet stod fortsat et værk, jeg overhovedet ikke kendte og dog virkeligt gerne ville høre Skovhus synge.

Så en solrig fredag den anden august travede jeg hen til Børsen ved siden af Christiansborg for at finde ud af, om jeg havde gættet rigtigt.

Koncerten

På programmet stod altså:

• Hugo Wolf: Italienishes Liederbuch

Ahva? Tænker du måske. Men den er god nok: Wolf hørte nogle italienske folkesange, snublede over en oversættelse af 46 af dem, og skrev så nogle småværker over dem. Han var egentligt en mere eller mindre forsmået komponist, der ikke kunne få sine operaer opført, måske på grund af fejden med Gustav Mahler og stort set alle andre af kød og blod. Men han skrev altså et hav af sange, hvoraf 46 blev samlet i den italienske sangbog og andre blev udgivet i forskellige andre samlinger. De italienske sange er egentligt skrevet for en såkaldt ”lys stemme” men synges åbenbart tit af en baryton. Denne aften ville Skovhus og Postma altså deles om sangene, og det kunne da kun blive interessant, ikke?

Børssalen er et sjovt rum, fordi bygningen er 400 år gammel, mens indretningen af selve salen er model 1860’erne og derfor både tung og mørk. Til gengæld består det jo af (lidt) mursten og (meget) træ, og akustikken er rigtigt fin. Og som et ekstra lille pift, så kan man i pausen gå udenfor på den 400 år gamle rampe og lade som om, travlheden skyldes handel som i 1680’erne – dog minus diverse håndgribelige varer og en mur af sejlskibe.

Men det var jo musikken, vi var kommet for at høre. De 46 sange i den italienske sangbog. Man kan læse om dem (på tysk) i Wikipedia og andre steder, men for mig gælder det (jo) om at få tingene serveret live. Og det ville Midtjyllands sejeste baryton altså sammen med Postma – sidstnævnte optræder ikke mindst i Hamborg, men jeg ved, jeg har hørt hende i København før, blot ikke i hvad. Til at levere den spændende klaverstemme var Christian Westergaard indforskrevet. Jeg havde hørt om ham men ikke hørt ham, så det var endnu en ting at se frem til.

Altså: Scenen var Børssalen, blomsterpige og præsentator var Mathias Hammer, flyglet var sort, salen var fuld, og ind kom Postma i orangegul (og styg) kjole, Skovhus i vanligt sort, og Westergaard i jakkesæt. Koncerten blev transmitteret i DR P2, og du kan høre den her – at finde den på DRs website er (indsæt dit yndlingsbandeord) overhovedet ikke spor let.

Derfra gik det slag-i-slag: Postma sang en sang, Skovhus sang en sang, Westergaard bladrede demonstrativt i noderne, og sådan fortsatte det.

Konklusion

Lyder det kedeligt eller trivielt? Det var det ikke! Sangene er korte og virtuose, klaverstemmen er lige så virtuos og radikalt anderledes end i Schubert. Wolf var efter sigende vild med Wagner, men det kunne jeg nu ikke lige høre. Sangene var netop sangbare, mens klaverstemmen stod som et kommentarspor hele vejen – mener de det, eller er det bare for sjov, spørger klaveret. De forskellige sange kan synges af begge køn undtagen en håndfuld, og det udnyttede Postma og Skovhus til lidt afdæmpet rollespil med smil, håndbevægelser, nik, og surmuler. Det var sjovt!

Den egentlige konklusion er, at Wolfs italienske sange er spændende musik, der kræver sine sangere og sin pianist. Til gengæld kræves det blot af publikum, at man er villig til at følge med. Det var en smule forvirrende, at det medfølgende program havde rod i nummereringen af anden afdeling, og at rækkefølgen i det hele taget afviger fra Wikipedia-udgaven. Men opførelsen fejlede intet! Postmas stemme er gnistrende ren og dog fuld af betydning. Skovhus’ stemme er jo ikke mindre ren og dog så umanerlig lækker. Jeg kommer nok aldrig til at høre ham som Wolfram i Tannhäuser, men ih hvor kunne det være spændende! Skovhus er stadigvæk den bedste Grev Almavila, jeg endnu har hørt, og jeg vil stå i kø til de fleste koncerter med ham.

Denne koncert fredag aften blev optakt til en travl weekend med 4 koncerter på 3 dage. Jeg håber, resten kommer med på bloggen, for august er travlt på jobbet og i fritiden.