Som barn ville jeg gerne lære at spille klaver, men af forskellige årsager nåede jeg aldrig længere end til Prinsesse Toben. Heldigvis var og er der mange andre unge mennesker, der fortsatte med musikken, og nogle af dem har talent, dygtighed og held til at blive bemærket af andre end familien. Nogle af dem kommer så endnu videre og deltager i internationale konkurrencer, og nogle af dem kommer endda på musikkonservatorier rundt omkring i verden.

Hvorfor nu denne smøre? Jo, en af sommerfornøjelserne i København er en helt særlig musikfestival for unge musiktalenter på Charlottenborg, nemlig Copenhagen Summer Festival, der hvert år præsenterer unge mennesker fra ind- og udland for en måbende skare af musikinteresserede. Jeg snublede over festivalen for et par år siden, og i år lykkedes det mig at klemme hele to koncerter ind. Det er et utroligt spændende program, festivalen leverer hvert år, og jeg kan kun anbefale, at man checker websitet ud, når man planlægger sin tid omkring månedsskiftet juli-august.

Blæserkvintetten V Coloris

Som sagt er der hvert år en hel række af spændende unge musikere, der optræder i den smukke festsal på Charlottenborg på Kongens Nytorv. I år levede min kalender altså plads til to, der fandt sted henholdsvis mandag og lørdag den første uge af festivalen. Der var en del andre koncerter, jeg gerne ville have været med til (og som du stadig kan nå), men den første (mandag 29/7) var med en blæserkvintet, jeg bare måtte høre: V Coloris.

For det første har jeg et blødt punkt, når det kommer til blæserkvintetter. For det andet havde de et godt program. Og for det tredje havde jeg hørt oboisten ved Østerbro Koncertfestival to måneder tidligere og ville virkeligt gerne høre hende igen, Felicia-Gabriela Greciuc, der på Østerbro spillede med Esbjerg Ensemble.

V Coloris er altså 5 unge musikere fra Danmark, Rumænien og Færøerne: Stefan Diaconu, Felicia-Gabriela Greciuc, Jonas Lyskjær Frølund, Niklas Kallsoy Mouritzen, og Alexander Grandal Hansen-Schwartz.

Programmet var:

1. Barber: Summer Music
2. Ligeti: Seks bagateller
3. Lipatti: Arrangement af 6 sonater af Scarlatti
4. Jersild: At spille i skoven

Der er gået en uge, godt og vel, og jeg husker ikke detaljerne længere, men jeg nød virkeligt koncerten. Ethvert ensemble, der sætter Ligetis bagateller på programmet, fortjener opmærksomhed, for det er et værk, der siger meget om ensemblet. Hvordan spiller de det, kan man overhovedet høre fløjte og horn, drukner det hele i klarinet, eller er det bare sjov og ballade?

V Coloris slap fint fra Ligeti, som de spillede hurtigt og markant med fin kommunikation, især mellem fagotten (Hansen-Schwartz) og de øvrige. Der var knald på, måske i ungdommeligt overmod, men de fik morskaben med.

Den fabelagtige pianist Lipattis arrangement af Scarlattis sonater kendte jeg ikke. Du behøver ikke støve dem af, for Scarlatti er bedst på cembalo, men på samme måde som med musikken af Barber og Jersild, så blev denne musik leveret med charme og meget velspillet.

V Coloris var et charmerende bekendtskab, og jeg er meget spændt på, hvor de fem musikere lander – både sammen og hver for sig. Det er en meget lovende gruppe men måske ikke helt et ensemble endnu, hvis det er det, de ønsker at opnå?

Wohner og Bradshaw som klaverløver

Lørdag 3/8 var der et stykke mellemlagspapir i Copenhagen Summer Festival, nemlig et par meget, meget unge musikere ved en gratis koncert midt på eftermiddagen. Salen var stuvende fuld, da jeg kom, og selvom Copenhagen Opera Festival var gået i gang, var der som traditionen byder hedt i Charlottenborg Festsal.

Denne lørdag lå i en weekend med en bunke andre ting for mit vedkommende og talte så som weekendens koncert nummer to ud af fire. Den tredje (om søndagen) ville tilmed byde på en helt anden udgave af Ligettis seks bagateller, men derom senere.

Denne lørdag bød altså på to purunge klaverløver-in-spe:

• Robin Wohner, der bl.a. vandt guldmedalje ved Berlingskes Konkurrence 2019 og er cirka 15 år
• Ryan Martin Bradshaw, der har vundet et hav af priser på trods af, at han kun er 12 år

Wohner spillede først et smukt program smukt:

1. Chopin: Ballade nr. 2
2. Ravel: Jeux d’eau
3. Chopin: Étude i F-dur (revolutionsétuden)

Et meget charmerende indtryk af en musiker med sans for romantikken.

Derpå kom den lille Bradshaw, der er slovak på trods af det angelsaksiske navn:

1. Bach: Præludium og fuga i E-dur
2. Mozart: Ni variationer over en menuet af Duport
3. Debussy: Étude nr.7
4. Chopin: Mazurka op. 63 nr 1 og 2, Vals og Ballade

Den små Ryan vandt vore hjerter med en teknisk kunnen og intens levering. Du kan få et indtryk på CSF’s Facebook-side hér:

Heldigvis kan du lige nøjagtigt ikke se toppen af mit hovede på den video, men du kan få et indtryk af den unge pianist, der går all-in på musikken. jeg aner ikke, hvad der sker med ham, men enten bliver han den næste helt store virtuos i en fabelagtig blanding af Andras Schiff og Glenn Gould, eller måske bliver han til overhovedet ingenting af den ene eller anden grund. Han har en vane med at se ud i intetheden, mens han spiller særligt intense stykker, der får ham til at se henreven ud, hvilket vækker en beskyttende trang i de af os, der kender autister. Men ih altså!

Konklusion

Følg begge disse unge mennesker! Jeg er taknemmelig for at have lært dem begge at kende gennem CFS, og jeg vil absolut prøve at følge dem fremover.