Afslutningen på en travl weekend for Concertanten var en eftermiddagskoncert med en vaskeægte russisk klaverløve: Arkadij Volodos. Det der med russiske navne kan være svært, så han staver sig normaltpå engelsk vis Arcadi, men jeg har altså valgt dansk normaltranskription i denne post. Jeg har hørt ham før og var velvilligt indstillet, da Tivoli offentliggjorde programmet for deres sommersæson. Men tiden fløj, og pludseligt var det sidst i juli, og en veninde talte om ”og så kommer Volodos jo 4. august”, og så måtte jeg skaffe en billet.

I mellemtiden har Copenhagen Operafestival 2019 ramt byen, så jeg ville nok i virkeligheden hellere have været nede i Sydhavnen for at høre Steen Byriel synge Maxwell-Davies’ sære værk ”8 Songs for a Mad King”, men sådan kan tilfælde altså afgøre prioriteterne.

Koncerten

I Tivoli er søndagskoncerterne i den dejlige koncertsal normalt klokken 15, så gæsterne kan nå en frokost før og en middag efter. Min optakt denne søndag var lidt presset, da jeg liiiiige skulle klemme en anden koncert ind forinden og nå at spise frokost.

Programmet var til gengæld stramt i al sin virtuositet:

1. Schubert: Klaversonate nr. 1, E-dur
2. Schubert: Six moments musicaux
3. Rakhmaninov:
   1. Præludium i cis-mol (opus 3, nr.2)
   1. Præludium i Ges-dur (opus 23, nr. 10)
   1. Præludium i h-mol (opus 32, nr. 10)
   1. Zdes’ khorosho (opus 21, nr. 7, arr. Volodos)
   1. Cinq morceaux de fantasie (opus 3, nr. 5)
   1. Étude-Tableaux i c-mol (opus 33, nr.3)
4. Skrjabin
   1. Mazurka i e-mol (opus 25, nr. 3)
   1. Caresse dansée (opus 57, nr. 2)
   1. Enigme (opus 52, nr. 2)
   1. Flammes sombres & Guirlandes (opus 73)
   1. Vers la Flamme (opus 72)

Altså klassisk Schubert før pausen og russisk med russisk på efter pausen. Eller sagt på en anden måde: Tysk romantik før pausen og mere eller mindre russisk klaverløveri efter pausen. Schubert er altid dejlig musik, i hvert fald hans kammermusik, for han trivedes bedst i det lille format. Rakhmaninov er bedst kendt (i dag) for sine gevaldigt store klaverkoncerter, der er voldsomt stor musik men absolut dejlig alligevel, mens Skrjabin (engelsk og fransk transkription:Scriabin) er en noget mere pudsig størrelse. Rakhmaninov og Skrjabin er jævnaldrende men væsensforskellige i udtryk: Rakhmaninov er (normalt) svulstig og senromantisk på den store måde, mens Skrjabin er (normalt) indadvendt og filosofisk på den musikalske måde. Derudover døde Skrjabin tidligt af en infektion, men dagens program var med værker fra nogenlunde samme priode for de to russere: 1892-1914.

På scenen stod det store Steinway-flygel, i hånden havde jeg en slags programnoter skrevet af den fantastiske pianist Jens Elvekjær, frokosten var fordøjet (sådan da), og sindet var stemt til klavermusik efter middagskoncerten med blæsermusik (sådan da). Ind kom dagens mand i sort, nikkede, satte sig, og begyndte straks på Schubert.

1½ time, en pause plus 4 (!) ekstranumre senere rejste vi os alle og klappede af Volodos. Jeg kan ikke give en ”dom” eller ”konklusion” denne gang, for det var en vældigt fin koncert, der bare ikke rigtigt ramte mit humør på dagen. Jeg hørte Volodos som en umanerligt spændende pianist, men alle værkerne lød ens for mig. Noget var af Schubert, noget af Rakhmaninov, noget af Skrjabin, og ekstranumrene ved jeg intet om.

Volodos spillede fabelagtigt, selvfølgeligt, men det hele lød ens. Måske fordi jeg sad og sammenlignede med de to meget unge pianister, jeg hørte om lørdagen som led i Copenhagen Summer Festival, eller måske fordi sådan spiller Volodos bare. Det var lidt sært, for jeg var ret begejstret undervejs, men i virkeligheden var det ekstranummer nr. 1, jeg var mest begejstret for, fordi Volodos dér viste lidt personlighed og en del humor.

Volodos fik vist, at Rakhmaninov er andet end blot ”højre pedal i bund og så fremad over stepperne”, og han fik vist, at Skjrjabin er andet end blot indadvendt mysticisme. Tak for det og for de fire (!) ekstranumre!