Det nordiske musikmiljø i midten af det 19. århundrede har lydt af musik fra fortid og samtid, spillet på et hav af måder. 1800-tallet bød jo på en række dramatiske ændringer i musikstil, spillemåde, og selve instrumenterne udvikledes kraftigt. Samtidigt kæmpede man om retten til national stil i modsætning til den centraleuropæiske stil, som man med en vis ret kan sige stadig udkæmpes. Så hvem bedre end stilbevidste Concerto Copenhagen og lige så stilbevidste Leif Ove Andsnes til at udforske dét musikalske univers?
Koncerten
Programmet var tiltrækkende på en lidt uventet måde:
- Berwald: Tragisk ouverture (fra Estrella de Soria)
- Grieg: Klavertkoncert, a-mol
- Gade: Symfoni nr. 1, c-mol
Vi var altså midt i tumulten i midten af 1800-tallet med tre omtrent samtidige men meget forskellige komponister. Og det er sådan cirka romantisk musik, så hvad laver CoCo på scenen?
Tja, tænk på CoCo som eksperter i periode-specifik opførelsespraksis, og så giver det mening. For vi skulle jo ikke høre barokspecialisterne spille romantisk musik. Vi skulle høre et bud på, hvordan musikken lød dengang i 1840’erne eller 1860’erne med de instrumenter, man brugte dengang, og den måde, man spillede på dengang.
Konklusionen
Det var en af de magiske aftener i Tivolis koncertsal, hvor noget helt unikt opstod. Andsnes havde fundet et flygel fra tiden (årgang 1867) i Holland og fået det fragtet til København – og dét kunne man høre! Da klaverkoncerten var slut, og bifaldet bragede løs, rejste Andsnes sig, takkede orkestret og takkede så flyglet, inden han modtog vores bifald. Dette Blüthner-flygel lød fuldstændigt anderledes end husets sædvanlige Steinway, og også meget anderledes end det Bösendorfer-flygel, som Andras Schiff spiller Beethoven og Schubert på, for eksempel. For mig lød det pudsigt ”blomstrende”, som om alle strengene nikkede med, når én streng blev aktiveret. Andsnes brugte højre pedal flittigt, men det kan ikke have været hele forklaringen. Det var nærmere som om, hammeren ramte et par tilstødende strenge, når en tangent blev trykket ned – eller som om de individuelle strenge, der udgør en tone, blev spillet hver for sig. Forklaringen skyldes måske Blüthners teknik med en fjerde streng, der synger med, når de tre andre slås an af flyglets hammer. I hvert fald var det den suverænt bedste udgave af Griegs klaverkoncert, jeg nogensinde har hørt: Tag Andsnes’ vidunderlige spillestil, kombiner det med et endnu mere nørdet orkester, tilføj instrumenter der passede sammen i tone, og Grieg har ikke lydt så radikal siden de første opførelser i 1868. Fabelagtigt!
Dertil var CoCo stemt i 438 Hz i Berwalt og Gade, hvilket er noget højere end de sædvanlige 415 Hz, som tarmstrenge normalt stemmes i. Men strengene holdt heldigvis. Trompeterne var laaaange, for de var stadigvæk ventilfri, lige som hornene. Og godt nok var der klarinetter med, men de havde ikke ret mange klapper, lige som oboerne stadig havde den mere naturlige stemme uden de mange moderne klapper. Det var rigtigt sjovt at se forskellen i instrumenternes udvikling så konkret udmøntet. Det var slet ikke den udgave af CoCo, vi kender fra Bach (PS: De spiller Bachs Brandenburgkoncerter i Diamanten 28/9, og jeg skal have en billet!), men det var heller ikke deres Beethoven, og det var slet ikke et moderne symfoniorkesters udgave af de samme værker.
Griegs klaverkoncert har jeg hørt adskillige gange uden den store effekt. Gades første symfoni kender jeg til hudløshed, troede jeg, men nu kender jeg den på en helt anden måde,
På en måde, var effekten som da jeg hørte det daværende DRUO spille Beethoven med Adam Fischer i Livlig Ludwig-stil, hvilket ændrede min måde at tænke på musikken, som jeg (jo) havde elsket i mange år inden da. Jeg kan sagtens forstå, hvorfor Andsnes har holdt sig væk fra Griegs klaverkoncert i så mange år, og hvorfor han var interesseret i netop denne udgave, for nørderiet resulterede i en helt ny og frisk udgave, fri for ”50 most popular piano pieces”-suppen, og tak for det!
PS: Der er en anmeldelse i BachTrack, der har en noget anden udlægning. Den pågældende skribent er dygtig og vidende, men jeg er uenig med ham på flere punkter, herunder Mortensen (som er en god dirigent omend en visuelt flagrende type) og falske lyde i orkestret.
‘
Concertanten 