De har været her før, folkene fra det berømte Budapest Festival Orchestra, som Iván Fischer grundlagde sammen med Zoltán Kocsis i 1989 for at udnytte, at Budapest var stuvende fuld af dygtige musikere, hvoraf meget få var specielt gode til at spille sammen som et samlet orkester med egal lyd. Lyder det som en tosset begrundelse? Det er det ikke, for BFO er foreløbigt endt med at være et bragende godt orkester med temmeligt vanvittige koncerter. Vanvittige på den vanvittigt gode måde, altså, for det er ikke det rene tosseri, vi har med at gøre her.

For et par år siden var de i Tivoli og gav en fuldstændigt vidunderlig udgave af Mahlers tredje symfoni. I år kom de igen forbi med et helt andet program, der mere klart viser, at det er ikke noget helt almindeligt orkester, dette.

Tivolis hjemmeside er stadigvæk noget møg, men her er et link til P2s side, hvor man kan høre/genhøre koncerten:

Koncerten

Programmet var absolut til den blomstrede side:

1. Wagner: Ouverture fra Mestersangerne fra Nürnberg
2. Berlioz: Les nuits d’eté, sangcyklus for (sopran)stemme og orkester (solist: Miah Persson!)
3. Tjaikovskij: Symfoni nr. 6, b-mol

Lidt for enhver smag, kunne man sige. Jeg kalder det blomstret, for de tre værker har intet til fælles end, at det er smuk musik. Altså sådan rigtigt smuk musik på den lidenskabelige og dog tilbageholdte måde, hvis det giver mening?

Wagners Mestersangerne er fuld af god musik for andre end blot Wagner-entusiaster. Ouverturen er en ægte ouverture, der sætter scenen, så at sige: Vi er ved et nobelt hof (nej, vi er ikke), vi beskæftiger os med ædle sager (tjo, hvis forestillelse, løgn og tom-form-over-tomt-indhold er ædelt), og alt er typisk tysk (tja, det blev det da i hvert fald derefter). Nogle venner var til stede og nød, at Wagner kan klares på under et kvarter.

Tja, bum-bum, jeg nød, at musikken klang så stort, som den gjorde. Orkestret spillede denne ouverture stående og med knald på. Det var vældigt flot og med en vidunderlig kombination af stringens og schwung, som kom til at præge koncerten. Men oplevelsen af det store, siddende orkester, der REJSTE sig og spillede TAHdahdadah i én samlet bevægelse var meget, meget smuk.

Det store orkester blev lidt mindre, og der blev gjort plads til en sopran af format: Miah Persson, der fejrer triumfer på alverdens scener, men ikke i København. Jeg har hørt om hende men dette var (vist) min første oplevelse af hende. Persson kom ind i et brag af en gylden kjole og det berømte blonde hår og lagde så an til 6 sange af Berlioz, som jeg aldrig havde hørt før.

Berlioz er jo ham med den gakkede Symphonie Fantastique, men seks sange for stemme og orkester? Åbenbart er de oprindeligt skrevet til en lidt mørkere stemme (mezzo eller tenor), men Perssons sopran skabte et, tja, blomstrende udtryk, der klang klart sammen med det summende orkester. For det var en samlet præstation af musikere og sanger, der skabte et smukt (fransk) univers.

Lyder det lidt svagt formuleret? Så er det fordi, der er gået en hel uge og jeg har hørt megen god musik siden den søndag eftermiddag i Tivoli, herunder en koncert dirigeret af storbror Ádám Fischer. Herom senere, tror jeg. I hvert fald var jeg imponeret af sopran og orkester i Berlioz, men selve musikken har jeg ikke trang til at høre igen sådan lige med det samme. Skal det være Berlioz, skal det være den vanvittige Symphonie Fantastique, basta!

Efter pausen altså Tjaikovskij-symfonien over alle Tjaikovskij-symfonier: Nummer 6, Pathétique. Det er altså patetisk musik i den oprindelige forstand: Følelsesfuld, men slet ikke ynkelig. Jeg har et meget stort og meget blødt punkt for denne symfoni, der var et af mine første møder med klassisk musik, som den har været det for utalligt andre. På overfladen er musikken lige til: Blødt med blødt på. Men det er jo Tjaikovskij, så der er en rejse og en verden at opleve.

Scenen blev fyldt godt op igen, men det var salen stadig ikke just. Desværre var der igen ikke udsolgt til denne koncert, noget, jeg håber, Maria Frej tager til underretning og ikke blot drager den lette konklusion, at København ikke er til god musik i sommermånederne. For dét er København, men vi har svært ved at finde de gode koncerter i Tivoli, fordi I sender breve ud i april og derpå holder op med at tale om koncerterne. Og da hjemmesiden er så håbløs og tilmed ikke tillader at bladre igennem hele sæsonen, så er det sådan ret meget op ad bakke.

Nå, men vi skulle høre noget russisk efter noget tysk og noget fransk, og BFO fyldte igen hele scenen. Og ih, hvor det blev russisk og svulstigt på den labre måde! Som Fischer gerne siger, så handler orkestret om musikken, hvilket jo kan betyde flere ting. Men her i Tjaikovskij blev det tydeligt, at vægten er på nodernes mening, så at sige. Så Tjaikovskij ville sige noget om liv og død? OK, så spiller vi dét.

Jeg har et særdeles blødt punkt for tredje sats, og jeg blev ikke skuffet her. Hver en tone blev sat præcist og dog med fuld mening. Det var skarpt formuleret, som det bør være, men altså med mening i hver en tone. Flot!

Der var afgrundsdybe generalpauser, bjerge af violiner, dybe-dybe trut, og et drama af rang. Overgangen fra 3. til 4. sats i sig selv fangede hele dramaet og alt det patetiske. Fantastisk!

Konklusionen

Jamen, altså! Sikke en koncert! Som antydet var programmet ikke lige min kop vodka, men jeg var absolut begejstret over musikernes absolutte begejstring og absolut fantastiske fortolkning af musikken.

Som “ekstranummer” fik vi et umisteligt øjeblik, hvor orkestermedlemmerne rejste sig, stillede sig lidt tættere sammen, og sang firstemmig kormusik. Du får lige et ekstra udråbstegn! En “analyse” på Facebook nåede frem til, at det var “Stille lys” (en halvskidt oversættelse fra det gammelrussiske “Svete tihie”, her løst transskriberet til mit danske tastatur) af Arkhangelskij. Altså et russisk værk baseret på oldgammel liturgi om Helligånden. Fantastisk afslutning på en allerede smuk koncert, der pludseligt blev helt, helt anderledes personlig.

Tak til Budapest Festival Orchestra og Iván Fischer for at holde kvalitetsfanen højt og turnere så flittigt. Orkestermedlemmer kommer og går, men kvaliteten fastholdes, for det handler om kærlighed til musikken. Og derfor kan der ryge et par finker undervejs, og et ekstranummer kan være en religiøs sang. Fantastisk!

Tak for besøget, og jeg håber virkeligt, BFO kommer tilbage om et par år. Måske med et endnu mere besynderligt program med inspiration fra øst, vest, nutid og fortid. Hvem ved, måske har de Rued Langaard og Steve Reich på programmet til den tid, eller noget endnu vildere? Jeg vil være på publikumspladserne, så meget ligger fast!