Den ny Opera i Esbjerg er en organisation, der arbejder langsigtet såvel kunstnerisk som økonomisk. De er i gang med en ny Ringcyklus, der skal opføres i 2024 og sætter derfor hver af de fire operaer op med to års mellemrum frem mod 2024. For to år siden lagde de ud med et brag af en Valkyrien, der stadig giver genlyd i mit hovede. I år skruede man så tiden tilbage til den første af de fire operaer, Rhinguldet, og af forskellige grunde endte jeg med at få billet til den sidste af de blot tre forestillinger, 31/8-19.

Operaen

Handlingen er jo ret fjollet, som jeg har skrevet før. Så det var ikke derfor, jeg drog til Esbjerg. Nej, det var for stemmernes, instruktionens og scenografiens skyld, primært. Hele projektet er instrueret af Kasper Wilton med scenografi af Marie ì Dali, og den musikalske leder Lars Ole Mathiasen er besluttet på at bruge sangere, der er stærke lige nu, og stemmer som (også) peger et godt stykke ud i fremtiden.

Den ny Opera er en lille organisation af ildsjæle med Mathiasen som en slags hoved-”pyroman”. For eksempel var den sanger, der portrætterede den stakkels dværg Mime, såmænd også produktionsleder – hvis de gentager samme kombination i Siegfried, så bliver der virkeligt noget ”stakkels” over Jakob Næslund Madsen i den dobbeltrolle!

I den halvt overdækkede orkestergrav sad igen Sønderjyllands Symfoniorkester og et større antal assistenter. Det, at man fik bygget Store Sal i Musikhuset om, så alle messingblæserne kom ind under forscenen, har gjort en gevaldig forskel for lyden. Det er ikke helt som i Bayreuth, men lyden er mere indirekte og ”blød”, så sangerne (lidt) lettere kan trænge igennem suppen til tilskuernes ører.

Her er et billede af forholdene med en model af Valhalla, der spillede en stor rolle i forestillingen.

I sammenligning med den udgave, jeg så i Kiel i juni, var kæmperne her blot mennesker med plateausåler under støvlerne, velpolstrede skuldre og store handsker. Men det kunstmeriske udtryk fejlede ikke noget – Morten Staugaards Fasolt argumenterede følelsesfuldt for sin ret, mens brormand Fafner, Jesper Brun-Jensen, luskede omkring i baggrunden og tydeligvis lagde egne planer. Det var en smuk skildring af forelskelse, besættelse og svig.

Skynd dig at downloade programmet med mange fine billeder fra forestillingen – fotos er åbenbart af (selveste) Steffen Aarfing, der måske derved fik ydet moralsk støtte til projektet? Hent programmet her: https://www.dennyopera.dk/saeson/rhinguldet-2019/

Konklusion

Jeg skal have billet til Siegfried i 2021! Og til Götterdämmerung i 2023! Og helst også til den komplette ringcyklus i 2024! Men alle I andre bedes venligst holde jer væk, så jeg og mine venner kan få gode pladser til en billig pris. Nej, pjat til side: Du og dine venner skal da med til den ene, dem begge, eller alle fire! For opsætningerne er visuelt smukke, sangernes kvalitet ubestridelig, og det samlede indtryk charmerende, betagende og overbevisende. Den ny Opera leverer international kvalitet med (primært) danske kræfter, hvoraf nogle navne allerede er i gang med internationale karrierer, og andre er godt på vej. Det gælder såvel folk på scenen som for og bag den.

Marie ì Dalis bedårende og bedragerisk enkle scenografi betog mig igen. At Rhinen var en trappe er set før, men gudernes midlertidige hjem foran Valhalla blev vist med et par mure med en port mellem sig og et nøgent træ, hvor omkring dalede æbleblomster og gyldne æbler, for det var jo Frejas æbletræ, dette. Et smukt, smukt billede på den illusoriske skønhed, som især Freja og Froh forsøger at omgive sig med, men som jo hele tiden rammes hårdt af den virkelige virkeligheds løgn og bedrag.

Blandt guderne var Randi Stene selvfølgeligt en fuldstændigt fabelagtig Fricka. Der findes simpelthen ikke nogen, der bedre end Stene kan vise Frickas fortvivlede kærlighed til såvel den konstant utro Wotan som sine mere eller mindre tåbelige søskende med den konflikt, det afstedkommer. Ligegyldigt om den konkrete produktion lægger vægt på Fricka som sur mokke eller, som her, som kærlig og endnu ikke forsmået hustru, så leverer Stene et fantastisk detaljeret portræt. I betragting af, hvor lidt Wagner har givet en moderne rolleindehaver at arbejde her i Rhinguldet, så var det endnu en gang en pragtpræstation.

Hendes Wotan var dejlige Jens Søndergaard i rolledebut. Han er kommet til Wotan ”nedefra”, så at sige, da han efter eget udsagn er ved kravle lidt opad fra det rendyrkede basbarytonfag. Jeg kender ham primært fra lidt lettere partier i det romantiske repertoire, men siden han boksede sig igennem Bernsteins Wonderful Town for et år siden, har jeg haft på fornemmelsen, at der lå mere rundt om hjørnet. Jeg tror, han kan gå hen og blive en rigtigt fin Wotan – men jeg vil rigtigt gerne høre ham som Wolfram i Tannhäuser! Her i Esbjerg gjorde han rollen til sin med overbevisning med en fin skildring af denne ret letvægtsagtige overgud, der ikke er så meget for detaljer og aftalepunkter, og som let og elegant ændrer retning alt efter øjeblikkets behov. Når Loke drønede omkring og drillede ham, stod Wotan med et lettere ironisk smil som om han sagde ”Jamen, jeg har jo lækkert hår og ligner Jens Søndergaard til forveksling, så kom ikke hér!”.

Loge var nemlig her en drillepind, der drønede rundt og i ny og næ brød ud i flammer. Nicklas Björling Rygert er charmerende i rollen og dominerede scenen med sit drillende smil og trang til at gemme værdigenstande i sit tørklæde.

I det hele taget var det en småfnisende opsætning af disse guder og deres halvgudelige hjælper. Magnus Vigilius var igen en fantastisk Froh, der så henrevet på blomsterne trods broder Donners rynkede øjenbryn. For Lars Møllers skønne Donner var en ”man’s man” på den Lego-agtige måde. Lækkert hår hører machomanden til, også i Donners tilfælde, og det var sjovt at se Donner og Froh så udpræget uenige om stort set alt andet end Freja.

Dog vandt Froh til sidst, da han skabte en ægte regnbuebro, der strakte sig fra bagscenen til langt ud i publikumsrummet. Guderne forsøgte flere gange at spadsere ud ad den men blev (jo) hele tiden afbrudt af Loke eller rhindøtrene med deres evindelige insisteren på retfærdighed og ligevægt. Smukt!

Men Jesper Buhls decideret depraverede Alberich tog næsten pusten fra os alle. Der var noget lusket over ham lige fra begyndelsen, hvor han kravlede op fra orkestergravens venstre side for at fedte sig ind hos rhindøtrene. Var han forelsket i dem som sig hør og bør? Nej! Magtbegæret ulmede lige fra starten – og dermed blev Alberich for alvor skyggesiden af Wotan. Det var flot portrætteret og prægtigt sunget!

Hov, jeg var lige ved at glemme, at Freja blev sunget af Elsebeth Dreisig, som jeg jo netop ikke fik at høre som Ennas Kleopatra. Men her sang hun smukt og klart og fik portrætteret Freja som lidt mere end bare den dumme dulle, hun næsten altid er. At hun så måtte give Fasolt et knus efter frigivelsen er jo ikke Dreisigs skyld, men selvom det lyder dumt, så var det faktisk et smukt lille øjeblik undervejs – især fordi Freja travede durk igennem Wotan på vejen.

Og så spillede Sønderjyllands Symfoniorkester (og nogle hjælpere) jo altså igen. Ikke fejlfrit, men ih hvor var det flot af et orkester, der jo altså ikke er et operaorkester til dagligt!

Så ja, det var endnu en tur til Esbjerg værd, og jeg er glad for, at det lykkedes mig at klemme Rhinguldet ind i en pakket kalender. Det halve af Københavns kulturinteresserede havde været til enten første eller anden opførelse, men jeg mødte dog et par bekendte til denne sidste ombæring. En smuk aften, og endnu et kapitel i det, der efterhånden ligner en meget, meget fin Ring des Nibelungen.

Ildsjælene

Jeg har skrevet om nogle af dem før: ildsjælene, der med energi og enthusiasme skaber fantastiske oplevelser for alle os andre rundt omkring i det danske landskab. Nogles ild gløder i byerne, andres i de små samfund, og nogle få brænder med en kraft, der giver genskin internationalt. Det er i kraft af sådanne ildsjæle, at kulturen lever og ånder og nu og da giver genlyd rundt omkring i landet, og derfor har vi (næsten) alle en mulighed lige rundt om hjørnet for at høre og se kunst af god kvalitet.

Der har været en lidt pudsigt kamp mellem købstæderne om at bygge de flotteste nye huse til at rumme kulturen, det være sig musikhuse eller kunsthaller, men lidt mindre fokus på at fylde de flotte huse med mennesker og oplevelser. For kulturudbud er ofte en dyr udgift på kommunale budgetter, og derfor trænges man om de relativt få private fonde, der ofte skyldes en generationsskifte i en mellemstor virksomhed i det 20. århundrede.

Der er dér, ildsjælene kommer ind i billedet: Hvem kan tiltrække flest kroner fra diverse fonde til at sponsorere en udstilling eller koncertrække, der kan fylde kulturhuset med mennesker fra ind- og udland? Kampen er hård, og derfor skal der brænde en ild et eller andet sted i den organisation eller komité, der forsøger at stable en oplevelse på benene.

Som nævnt i begyndelse, så er Lars Ole Mathiasen sådan en ildsjæl, og Den ny Opera er nok lille men netop befolket af sådanne ildsjæle. Brænd videre, kammerater! Og tak for det!