Ádám Fischer og Danmarks Underholdningsorkster holder forbindelsen ved lige og fortsætter den rejse, som Fischer startede med sit danske kammerorkester for efterhånden en del år siden. Først med Haydn, så en række meget roste indspilninger af Mozart, og på det seneste en ny samling indspilninger af Beethoven, som jeg helt klart skal have fingrene i.

Næste logiske skridt for samarbejdet er selvfølgeligt (Schubert og) Johannes Brahms, som man har kastet sig over i denne sæson (2019-2020). Koncerten søndag 1/9-19 var den første i rækken, og i løbet af sæsonen kommer der altså et par til.

Koncerterne finder sted på hjemmebane i Det kongelige danske Musikkonservatoriums Koncertsal, også kendt som det gamle Radiohus’ Studio 1. Det er en kort cykeltur fra mit hjem., og dog kommer jeg der alt for sjældent. Lige netop denne morgen var jeg drønet afsted fra Esbjerg i et bumletog for at nå hjem og så afsted igen til Frederiksberg i tide til denne koncert.

Koncerten

Programmet var selvfølgeligt lettere vanvittigt som så tit med Fischer og DUO:

1. Schubert: Scenemusik fra “Rosamunde”
2. Mahler: Rückert-Lieder (solist: Astrid Nordstad)
3. Brahms: Symfoni nr. 1, c-mol

Det gamle Radiohus blev jo altså overtaget af Konservatoriet, så huset stadig summer af liv i dagligdagen. Koncertsalen er hjem for alle Konservatoriets ensembler + Copenhagen Phil + altså DUO nogle uger om året. Den kan tåle det, den gamle sal, især efter at den blev “opgraderet” med nye akustiske skærme i loft og på væg. Jeg kom der jo sjældent i DR-årene, men jeg har fået fortalt, at salen ikke rigtigt virkede for det helt store symfoniske udtræk. Nutildags fungerer den pænt til kammerorkester, har jeg kunnet konstatere et par gange, men Copenhagen Phil (åh, bare Peter Lodahl tager sig sammen og ændrer det skrækkelige navn!) lyder klart bedre i Tivolis Koncertsal.

Som publikum er det et rart sted at ankomme – man stiller cyklen, vælger den rigtige glasdør til forhallen, viser sin billet, og trisser så rundt i foyeren og inspicerer de andre publikummere. For lidt som på Det kongelige Teaters Gamle Scene, så er dette koncertsted bygget til det københavnske borgerskab, der (jo) mest gik og går til koncert/teater for det sociale livs skyld. Så man kommer hinanden ved, gør man!

Men altså: Koncerten var klar til at gå i gang, og musikerne stimlede ind fra bagscenen ad de to “bagdøre”. Med alle på plads kunne Maestro gøre sin entre til udbredt jubel fra publikum og scene. Jeg havde jo set hans bror så sent som søndagen før, så det var svært at undgå at sammenligne. For forskellige ér de, men der er også ligheder i det musikalske udtryk. Herom måske senere

.Først altså et værk af Schubert, eller rettere et uddrag af en opera, der stort set aldrig opføres. Men ouverturen spilles tit, fordi den er fuld af god musik. Denne søndag skulle den altså spilles sammen med to andre uddrag af operaen, hvilket Fischer mindede os om, da vi begejstret klappede efter, at ouverturen var afsluttet med fynd og klem. Fynd og klem er jo netop DUOs spillestil, og med Fischer ved rorpinden holder bukserne til det. Orkestret lyder større under Fischer, fordi han er en fremragende dirigent, og fordi han med DUO spiller lige til kanten – og sommetider lidt over den. Fischer er helt klart på hjemmebane i dette repertoire og dirigerede uden partitur – og det bliver det kun vildere af.

Det var velspillet med kant og den begejstring for musikken, som jeg holder af ved DUO. Men det var sært at høre de to andre stykker fra Rosamunde – et mellemstykke (nr. 3) og noget balletmusik, der begge er smukke stykker, men som slet ikke lever op til ouverturens bravado og rabalder. Så mens vi begyndte med et brag, sluttede vi med et Schubertsk hjertesuk og et nøje afstemt vibrato.

Derpå blev der skabt plads til en sangsolist, Astrid Nordstad, som jeg har oplevet et par gange under hendes tid som studerende i København, og som på det seneste har gjort det flot under Dronning Sonja-konkurrencen i Oslo. Rückert-Lieder er egentligt for solist og klaver men blev tidligt skrevet om til orkester. De fem sange er gode hver for sig men fremføres altid sammen, tror jeg.

Nordstad er mezzo på klassisk vis med fin højde og god dybde og var i en smuk rød kjole, der understregede det dramatiske udtryk i musikken. Jeg blev totalt jordet af hendes Um Mitternach, der i samspil med orkestrets træblæsere blev et desperat råb om at overvinde døden. Wow!

Men det blev næsten overgået i sidste sang, Ich bin der Welt abhanden geworden, der jo nærmest er en afsked med livet. Rækkefølgen er ikke ligegyldig her, vil jeg tro – liv før død? De to sange synges sommetider i omvendt rækkefølge…. her gav det mening, og samspillet var helt vidunderligt.

Um Mitternacht har et gentagent klarinetekko, som sad lige i skabet. Den unge Jonas Lyskjær Frølund mødte jeg i sommer i selskab med 4 andre unge stortalenter i blæserkvintetten V Coloris, og det positive indtryk derfra blev kun forstærket. Denne sang er i øvrigt stærkt domineret af træblæsere og horn, og vidunderlige Dora Seres og Radi Radev på henholdsvis fløjte og obo dannede en meget stærk kerne i gruppen. Dejligt! Og så havde man fået besøg af byens bedste, svenske engelskhornist, Sven Buller, hvilket også trak opad.

Brahms’ første symfoni kaldes jo tit (og ondskabsfuldt) Beethovens tiende, selvom Brahms arbejdede hårdt for at komme væk fra skyggen. Det lykkedes delvist med hans anden og helt med hans tredje symfoni, synes jeg. Men her i den første er der stadig lidt for mange reminiscenser af anno-da-zu-mahl – godt nok forblev han jo formalist, men alligevel… Når det så er sagt, så kan jeg godt lide symfonien, blandt andet på grund af den skønne slutsats der kredser om et tema, jeg kender fra filmen om skønne Martha – skibet., altså.

Fischer havde haft partitur med på podiet under Mahler, men nu var vi tilbage i kernerepertoiret for denne store maestro, så partituret var væk, pinden var klar, og blikket fór hele orkestret rundt. Det hvilede sjældent på dagens koncertmester, for det var såmænd Jon Gjesme, der holdt godt styr på tropperne og i øvrigt spillede en helt vidunderlig solostemme undervejs i Brahms.

I det hele taget var der en del musikere på besøg på scenen, da (især) Brahms fortjener et lidt større orkester end for eksempel Mozart. Men der er masser af gode musikere i DUO, hvoraf flere har holdt ved siden DR-tiden og andre er kommet til siden.

Concertanten siger:

Igen en god koncert, denne, i rækken af vilde, voldsomme og vidunderlige oplevelser med Fischer og hans kammerorkester. I deres udgave er Brahms endnu mere tydeligt “et barn af” Beethoven, og det pynter på musikken at blive pumpet så fuld af energi og sprælskhed.

Det er måske her, ligheden mellem de to Fischer-brødre kommer bedst til udtryk: Så forskellige, som de i øvrigt er, så har de evnen og viljen til at lade musikerne spille helt til kanten til fælles. Der må gerne satses, bukserne må endda gerne sprække lidt undervejs om nødvendigt, hvis det tjener musikken. Det gør det sjovt og medrivende for publikum – og tilsyneladende også for musikerne.

Før sidste afdeling med Brahms blev vi inviteret til at fejre Fischers forestående 70-årsdag. Vi kvitterede med tre korte og et langt, og det blev et smukt øjeblik, der helt i DUOs ånd bandt os alle sammen som en slags (meget) udvidet familie. Hjerteligt tillykke med dagen, Ádám Fischer! Og velkommen tilbage til København nårsomhelst!

De næste koncerter i serien er 2. november og 23. februar med henholdsvis anden og tredje symfoni af Brahms. Skal du med?