DR Symfoniorkestret er blandt andet forpligtet til at støtte unge talenter samt at spille musik af danske komponister. I sidste uge lykkedes det at kombinere de to opgaver i sæsonens anden Torsdagskoncert, der for mig var sæsonstart i den blå firkant.

Det der med de danske komponister kan skræmme nogle væk, men til lige netop denne koncert var det faktisk den relativt unge komponist, Allan Gravgaard Madsen, der var trækplastret for mig. Jeg lærte hans navn at kende i radioprogrammet Cilius-Patruljen på DR P2 for en håndfuld år siden, hvor han imponerede mig med sin viden om musik og pudsige vinkel på megen af den viden. Men hans musik har jeg ikke hørt meget til, så her var en mulighed for at finde ud af, om han var mere end blot et underholdende bekendtskab.

Koncerten

Programmet var jo altså et, der kunne skræmme nogle væk og lokke andre til:

1. Schönberg: Verklärte Nacht, opus 4
2. Gravgaard Madsen: Nachtmusik for violin, klaver og orkester (uropførelse)
3. Sibelius: Symfoni nr. 5, Es-dur, opus 82

I sæsonkataloget var koncerten fremhævet, fordi der ville optræde to solister, der til dagligt spiller i DRSO – sådan kan man jo fremhæve orkestrets kvalitet ved at påpege, at musikerne også optræder som solister. Men lige netop disse to solisters utallige kvaliteter ufortalt, så er det altså lidt snyd, når DR har bestilt værket hos en komponist og netop bestilt et værk med lige netop disse to musikere som solister. Så bliver det lidt lige som at tvangsindlægge middagsgæsterne til at beundre lille Bussers seneste kunstværk.

Men nu var der altså tale om to fremragende musikere, der tilmed er gift med hverandre og jævnligt optræder som duo: Christina Åstrand og Per Salo. DR har lavet en radiodokumentar, der fortæller om Gravgaard Madsens process med at få denne bestillingsopgave på plads – find den og hør den!

Men inden vi kom til det store nummer, så skulle vi jo altså have en let lille appetitvækker, eller hvad? Nej, vi skulle have den udgave af Verklärte Nacht, som Schönberg selv arrangerede for strygeorkester. Dirigenten var vinderen af Malko-konkurrencen for unge dirigenter i 2018, Ryan Bancroft, der hermed skulle dirigere DRSO for alvor for første gang. Han blev meget rost i konkurrencen sidste år, men det var første gang, jeg skulle se ham.

Det første værk var altså for strygeorkester. Bancroft kom løbende ind på scenen, sprang op på dirigentpodiet, rakte armene ud, trak vejret ind, og satte musikken i gang.

Jeg havde valgt plads på Terrasse E bag orkestret for at kunne følge dirigenten bedre. Det var en god idé med lige netop denne dirigent, fordi Bancroft er så utraditionel som dirigent – set fra den mere normale side ville jeg måske have tænkt “hold da op, hvor han flagrer med armene”, men i stedet tænkte jeg “hold da op, hvor han maler musikken med hænderne”. Det virkede rigtigt godt i Schönberg, hvor der sker store dramaer i lille format hele tiden. Verklärte Nacht er nok mit favoritværk af Schönberg, men rigtigt fan bliver jeg aldrig. Og jeg synes ikke rigtigt, det fungerede særligt godt i det store format – musikken er bedre som kammermusik, men det var dog nydeligt formet og leveret af Bancroft og DRSO.

Efter suppen kommer stegen, der altså var det nyskrevne bestillingsværk af Gravgaard Madsen. Jeg sad omgivet af et par gymnasieklasser, der tydeligvis kender Speaker-Allan fra Den korte Radioavis, og det gjorde resten af publikum vist også. Men her havde vi med noget meget mere alvorligt at gøre: Hvordan lyder verden om natten?

Det viste sig, at svaret var en serie af punkter, der udviklede sig til sam-klange i et tyst toneleje. Christina Åstrand slog et kort og kantet E an på violinen, Per Salo gentog det på flyglet, det blev gentaget igen og igen på nye måder, og lidt efter lidt kom de forskellige instrumenter med i samtalen. Flere punkter bestod af to eller flere instrumenter, der ramte samme tone fra vidt forskellige udgangspunkter. Desværre kunne jeg ikke se slagtøjssektionen fra min plads, men de var meget aktive undervejs. Forestil dig en tone, der dels spilles på klaver, og dels på harpe og hvad-den-så-end-hedder-dims-der-siger-spdoing. Pling! Men derfra bliver musikken mere musikalsk med mere og mere komplekse kombinationer af instrumenter og fraktioner af melodilinjer, der aldrig bliver til melodier. Pling!

Det lyder måske sært, men det var det slet ikke. Tværtimod var det smukt, og Gravgaard Madsen fik et velfortjent bifald, da han kom stæsende ned til scenen fra sin plads på 1. balkon (faktisk min gamle plads, sjovt nok).

Efter pausen (og der er rigtigt langt fra Terrasse E til foyeren, kan jeg tilføje) var turen altså kommet til Sibelius’ femte symfoni.

Se, det er straks noget helt andet. Jeg er ikke Sibelius-fan, men symfoni nummer 2 og 5 var blandt de første, jeg hørte som ganske ung i ’80’erne – altså bortset fra Beethoven, jo. Den femte er sært festlig efter Sibelius’ målestok, fordi han skrev den til sin egen fødselsdag. Orkestermusikerne kan den næsten udenad, så Bancroft kunne næsten surfe igennem uden megen indsigt eller medvirken. Eller hvad?

Nej, han surfede ikke igennem, og måske var det en del af problemet. Altså, det lød godt, alt sammen, men det var ikke interessant.

Concertanten siger:

Bravo, Allan Gravgaard Madsen! Nachtmusik er et smukt værk, der fortjener et stort publikum. Jeg var og er meget begejstret for måden, instrumenterne mødes på samme tone på kryds og tværs. Det er nærmest minimalistisk musik med små mønstre, der gentages, og dog helt anderledes. Måden, de to solister spiller den samme tone igen og igen på et utal af forskellige måder i begyndelsen af værket, er bjergtagende og trak i hvert fald dette medlem af publikum ind i musikkens verden på en måde, Schönberg ikke kunne.

Christina Åstrand spillede fuldstændigt vidunderligt den ene solostemme i Nachtmusik og fik demonstreret sin begavede tilgang til ny musik såvel som sin overlegne teknik. Meget, meget flot spillet! Det samme gælder Per Salo, der jo normalt (for mig) opleves som ham, der sidder og venter en halv symfoni på at få 3½ minut på glasharmonika. Igen meget begavet spillet, ikke mindst i samspil med (bevares, konen på violin, men måske især) harpen.

De to andre værker var sådan lidt mere metervare-agtige. Gode værker for en ung dirigent, og nydeligt spillet og dirigeret. Bancroft dirigerer uden pind og i en meget egenartet stil som beskrevet ovenfor. Min plads gjorde, at jeg kunne følge hans samlede udtryk, der gav meget lidt mening for mig men tilsyneladende en hel del mening for musikerne. Jeg tror, Bancroft enten bliver helt fænomenal eller totalt ligegyldig. Han ånder musik med hele kroppen, så medmindre han brænder totalt ud om 5 år, så får han en flot karriere som dirigent, håber jeg.

Koncerten ligger på P2s website her: https://www.dr.dk/radio/p2/p2-koncerten/p2-koncerten-torsdagskoncert-med-nattemusik-og-sibelius/. Hør den og fokusér helst på den midterste del med Nachtmusik og spring resten over. Resten var interessant for os, der var til stede, men bragte ikke spor for fremtiden. Det gør Nachtmusik.

Opdatering i 2022: Du kan finde et album med Nachtmusik i den butik eller den streamingtjeneste, du plejer at bruge. Hvis det er Spotify, så er linket her. Hvis du er i Apples univers, så er linket her.