Det er er vist ikke en hemmelighed, at Concertanten holder af Det kongelige Kapel. Så jeg havde selvfølgeligt set frem til den første kapelkoncert i den nye sæson, for det er altid en stor begivenhed i mit koncertprogram og (stort set) altid et af sæsonens højdepunkter.

Tilmed blev der ligefrem gjort reklame for koncerten, for der ville være en smagsprøve på den kommende opera af Hans Abrahamsen. Kom frit, musikelskere! I mellemtiden havde Kapellet tyvstartet sæsonen med en koncert nede i Hamborg med fine anmeldelser – men for lige at sætte lidt krydderi på så havde Det kongelige Teater sat datoen for den officielle sæsonstart til en lørdag aften, den første i september 2019

A’HVABEHA’R? Kapelkoncerter er da altid fredag aften, punktum! Kan vi vaneforbrydere overhovedet finde vej til Operaen en lørdag? Ja, selvfølgeligt kan vi det! Og tilmed blev endnu flere lokket til, så skal lørdag være den nye fredag? Nej, de resterende kapelkoncerter i denne sæson ligger på fredage, men det var vidunderligt at se Operaen stuvende fuld til denne koncert, så det var måske ikke så ringe en idé?

Koncerten

Programmet var stort i al sin korthed:

1. Abrahamsen: Drei Märchenbilder aus Schneekönigin
2. Bruch: Koncert for violin og orkester nr. 1, g-mol. Solist: Nikolaj Szeps-Znaider
3. Mahler: Symfoni nr. 1, D-dur “Titan”

Stykket af Abrahamsen har en sjov historie, fordi det er tre små stykker, der er dels taget fra og dels inspireret af hans arbejde på sin første opera, Snedronningen, der har premiere i oktober. Men dette stykke blev bestilt af Bayerische Staatsoper og spillet i september 2018, mens Snedronningen bliver spillet først i København i oktober 2019 og derpå i München (på engelsk). Sådan er der så meget, kan man sige, for Abrahamsen har et stort publikum i Tyskland, og så småt også i Danmark.

Det var altså en lørdag aften, og jeg cyklede ad Inderhavnsbroen til Operaen ude på Dokøen. Det lyder let men var det ikke, fordi byen stadig er fuld af turister fra ind- og udland, hvoraf nogle skal tage billeder på broen & de og andre ikke kan cykle. Det var debut med trafikprop på broen på grund af trafikuheld, og dertil kom et af de relativt få tidspunkter, hvor broen til Dokøen var oppe på grund af en motorbåd, der skulle lægge til. Det var en smuk aften, hvor Søværnet stadig havde to fregatter liggende over på den anden side, der engang hed Kvæsthusmolen, og dermed skabte et væld af instafotos. Smuk optakt!

Henrik Goldschmidt gav en af sine uforlignelige koncertintroduktioner – jeg elsker simpelthen hans udlægning af Mahler, der for en del år siden var grunden til, at jeg pludseligt forstod Mahler som østrigsk jøde med omtrent lige vægt på begge dele, og forstod lidt af, hvordan man kan høre det i musikken. Det var i forbindelse med en opførelse af Mahlers 1., som opføres tit, fordi den på sin vis er nem at gå til.

Men inden Mahler skulle vi have Abrahamsen og Bruch. Til Abrahamsen var scenen stuvende fuld med fuld setup af slagtøj plus et harmonium og, vil jeg skyde på, en synthesizer. OK, tænkte jeg, så Abrahamsen har ikke sparet på lydkilder.

Men det viste sig at være klassisk Abrahamsen: Bedragerisk enkelt, skjult kompleksitet, og i dette tilfælde fuld af iskrystaller, snefnug og kulde. Jeg kan ikke rigtigt beskrive musikken anderledes, så lyt selv, for P2 optog koncerten, og du kan høre den her: https://www.dr.dk/radio/p2/p2-koncerten – og ja, held og lykke med at finde den konkrete koncert efter seneste oprydning!

Spændende musik, der fik mig til at se endnu mere frem til operaen i oktober!

Derpå altså Bruchs violinkoncert. Znaider er jo en af vor egne og samtidigt travl verdensstjerne. Han har et nært forhold til Kapellet og spiller på en fabelagtig Guarnieri del Gesu (ex-Kreisler), som kan lidt af hvert. Samme uge havde Znaider åbenbart dirigeret Lohengrin i Sankt Petersborg, hvor han er 1. gæstedirigent på Marinskij. Men Bruch er noget helt andet. Violinkoncerten er stuvende fuld af smuk musik, som solist og orkester kan farve på sin egen måde. Znaider og Vedernikov var tilsyneladende blevet enige om at give den en ordentlig skalle, så dét fik den!

Znaider kommunikerede mindst lige så meget med førsteviolinerne som med dirigenten, og resultatet blev en organisk, intens, og her-og-nu-oplevelse. Fantastisk!

Znaider gav et ekstranummer efter fremkaldelse nr. 4 – Bach, selvfølgeligt. Køligt, velgørende, og velplaceret.

Efter pausen altså Mahlers første symfoni – det er den med Mester Jakob. jeg holder meget af symfonien for sit afsæt i det, jeg hører som det bøhmiske bøhland. Mester Jakob dukker op i tredje sats, der er en slags sørgemarch med indbyggede vittigheder i form af Bierstaube-musik, som Goldschmidt kaldte det i introduktionen. Jeg hører det mere som lyden af en landsby i 1870’erne med alt det, der kan foregå sådan et sted. På mange måder er den sats hele symfonien i en kondenseret form, og Meherban Gillet fik lavet en svedig introduktion af temaet på sin kontrabas, hvorpå temaet videreudvikles gennem flere instrumentgrupper. Og det hele sluttede med en stående triumffanfare af 6 hornister og en trompet og en trombone. Sikke en afslutning!

Nej, videre til konklusionen!

Concertanten siger:

Magisk aften!

Den gyldne strygerklang, de perfekte blæsere, klang, klang, klang. Samarbejdet mellem orkester og dirigent og solist var stort set så perfekt, som man kan tænke sig. En samlet organisme, nærmest, og et meget fysisk indtryk. Helt uventet bød teaterchef Kasper Holten os alle velkommen til en ny sæson, og tak for det!

Desværre yder optagelsen ikke rigtigt koncerten ret. Der mangler den personlige kommunikation og energi mellem musikere og dirigent, ikke mindst i Bruch med Znaider i noget nær topform. Min fornemmelse på cykelturen hjem var, at vi lige så godt kan aflyse resten af sæsonen, for denne koncert bliver svær at overgå i klang og udtryk. Fantastisk!

Hele koncerten var dedikeret nyligt afdøde solobratschist Gert-Inge Andersson, der var gået bort 2½ uge tidligere. Det var en smuk gestus, der understregede værdien af de enkelte kapelmusici. Æret være hans minde.