Nogle koncerter hører jeg om og køber straks billet. Andre hører jeg om og glemmer så igen. I begge kategorier er der koncerter, jeg meget gerne ville høre, og andre, jeg gerne sprang over.

En, der var lige ved at smutte, var en helt særlig kammerkoncert med Det kongelige Kapel. De har jo ellers måttet flytte deres kammerkoncerter over i privat regi på grund af den nuværende budget- og arbejdstidsaftale, men denne koncert var helt officielt på Det kongelige Teaters budget, fordi den fungerede som optakt til Hans Abrahamsens opera, Snedronningen, som har premiere i dag, 13. oktober. I slutningen af september var man i gang med prøverne, og selvfølgeligt var komponisten til stede ved såvel prøver som aftenens kammerkoncert.

En påmindelse dukkede pludseligt op i min kalender, og vupti traskede jeg ud på Dokøen en lørdag aften sidst i september.

Koncerten

Man var i aftenens anledning trukket op i Takkelloftscenen på bagsiden af Operaen, hvor Kapellet spiller de fleste kammerkoncerter. Det er et forbløffende godt rum – en sort kasse med bænkerader til publikum, og dog har jeg haft fabelagtige oplevelser dér. Foyeren er meget smukkere og har tilmed god akustik, men Schnee kræver fysisk plads, og derfor trak man ind i teatersalen.

Programmet var forræderisk enkelt:

1. Schönberg: Verklärte Nacht, op. 4
2. Abrahamsen: Schnee

Jeg hørte jo Schönbergs senromantiske ungdomsværk i udgaven for strygeorkester et par uger tidligere med DRSO. Men jeg vidste, at det er meget bedre i originaludgaven for blot 6 strygere, der så får hver sin stemme. Så kan man (altså jeg) tyderligere se temaer og alliancer hoppe rundt. Og med så fine musikere bliver det sjældent mere fremragende i katagorien Schönberg.

Musikerne var Emma Steele, Charlotte Rafn, Ida Grøn, Anne Lindeskov, Juliane von Hahn, og Joel Laakso.

Efter pausen talte Henrik Engelbrecht kort med Abrahamsen om Snedronningen, Schnee, og musik generelt. Abrahamsen forsøger altid at være konkret i sine svar, men det går sjældent helt så let. Det bedste svar, jeg har hørt, var da jeg hørte Schnee første gang med Athelas Sinfonietta. Dengang sagde Abrahamsen, at han jo allerede havde givet svaret i musikken. Bum, og det kan man jo ikke argumentere imod.

Denne gang var gang nr. 3, og jeg er stadig og måske i stigende grad vild med værket. Dog mister jeg hver gang overblikket sådan cirka halvvejs. Heldigvis kan musikerne tælle, og denne gang havde de en dirigent til at hjælpe, som jeg tror var Robert Houssart, der jo kender værket.

Musikerne var Emma Steel, Ida Grøn, Juliane von Hahn, Hélène Navasse, Rixon Thomas, Livio Russi, Mathias Friis-Hansen, Kristoffer Hyldig og Manuel Esperilla. Denne gang var Hyldig klaver nr. 1 og Esperilla klaver nr. 2, modsat koncerten med ensemble recherche. Esperilla brugte elektroniske noder, mens Hyldig bladrede flittigt i papirnoder – fin effekt, der forøgede kontrasten.

Og så opdagede jeg (måske), hvorfor de to flygler lyder præparerede undtagen i de sidste koraler, hvor de lyder helt klart flygel-agtige. Der er stukket papir ind over de midterste strnge, så hammeren slår døvt an, så at sige. En sand fornøjelse.

Det var lørdag inden indvielsen af den nye metroring, så jeg tog hjem med en totalt uvemodig afsked med bus 1A og hovedet fuld af sne.