2019 har i den grad stået i komponisten Hans Abrahamsens tegn – han fik Leonie Sonning-prisen, hans værker bliv er opført flittigt i ind-og udland, og så bliver hans første opera ,Snedronningen, sat op i et samarbejde mellem operahusene i København og München. Selvfølgeligt skulle jeg se den opera og skaffede en billet til en af fortvivlende få spildatoer.

For nu at sige det lidt kort: Du skal købe billet til en af de sidste tre forestillinger, men kun, og det mener jeg alvorligt, hvis du er til hypermoderne, tranceagtig Abrahamsen-musik. Hvis du bedre kan lide Puccini, så lad være med at købe billet! Læs mere her: https://kglteater.dk/det-sker/sason-20192020/opera/snedronningen/?id=25376.

Operaen – eller tableauet?

Musikken er altså af Abrahamsen, librettoen sakset sammen af Abrahamsen og Henrik Engelbrecht baseret på klip fra H. C. Andersens oprindelige og berømte eventyr plus samme Andersens totalt ukendte digt med samme navn: Snee-Dronningen. Så vidt, så godt. Opsætningen er skabt af Francisco Negrín, der især er kendt for temmelig abstrakte opsætninger, hvilket jo kunne lyde lovende for dette værk. Og så begyndte Det kongelige Teater at berette om et spændende samarbejde med Playmodes Studios, som skulle gøre noget helt magisk ud af lysdesign i samarbejde med scenografen Palle Steen Christensen.

Efter premieren gik snakken meget på, at det var en visuelt meget tilfredsstillende opsætning, at lyseffekterne var fantastiske, og at Johan Reuter sang alt for lidt. Hm, en stor del af lokkemaden var jo ellers, at Reuter skulle synge Snedronningen, altså selve rollen, men hvis du checker det oprindelige eventyr, så vil du måske bemærke, at snedronningen faktisk ikke er med i ret mange scener, så måske derfor?

Jeg skulle se for mig selv lørdag aften og cyklede forventningsfuldt (og lidt optimistisk) afsted til Dokøen. Allerede ved cykelparkeringen var det tydeligt, at huset var stuvende fuldt denne aften. På balkonen stod folk tæt for at høre introduktionen, og da teknikken var i udu, så der ingen forstærkning var, så stod folk endnu tættere. Jeg havde valgt plads oppe på 2. balkon for at kunne nyde musikken og se den udfolde sig nede i den ligeledes stuvende fulde orkestergrav, men regningen for den plads er jo, at sangerne står relativt svagt. Ville det være et problem eller en fordel denne aften?

Der var altså stort set udsolgt i orkestergrav og på alle 4 niveauer af publikumspladser til en spritny opera. Oppe på scenen ser vi en ramme af ”træplanker”, der måske/måske-ikke skal illudere en hytte eller tømmeret i de bindingsværkshuse, Kai og Gerda boede i som børn i den uspecificerede storby, der minder om det gamle København men har en flod, et barn kan drukne i. Rammen omgiver forscenen, og i kongesiden (venstre side set fra publikumspladserne) hænger nogle blomsterranker ned ad ”væggen” over en træseng, og i højre side står en stol. Lige bag denne ramme er der en bagvæg med samme type planker stående på skrå, og ind fra kongesiden kommer to personer, Gerda og Kai, henholdsvis Sofie Elkær Jensen og Melis Jaatinen. De leger men standser, da en stemme beder os slukke mobilerne, lyset dæmpes og dirigenten, Robert Houssart, kommer ind til Det kongelige Kapel. Kai er allerede optaget af en lille kasse, der står forrest på scenen – den viser nogle lysende streger men gør ellers ikke noget væsen af sig. Nede i graven vifter Houssart med pinden, og violinerne sætter et lille snevejr i gang.

En time senere er Kai hos Snedronningen, vi har hørt Reuter synge, og Gerda er omgivet af hofsnoge hos en umådeligt camp udgave af Prinsessen og Prinsen, og så kommer pausen mellem anden og tredje akt.

I programnoterne er Abrahamsen citeret for, at værket er modsat hittet Schnee, hvor tiden (jo) går hurtigere og hurtigere. Her i Snedronningen går tiden først meget hurtig, så meget langsomt, og til allersidst meget hurtigt igen. Derfor er første og anden akt relativt korte (=Puccini-størrelse), mens tredje akt tager lige så lang tid som de to første. Gerda finder sin Kai, de bygger ordet Evigheden af isklodserne, og Rensdyret og Snedronningen danser, mens Gerda og Kai øver sig i at være voksne. Til slut vender Gerda og Kai hjem, ser Bedstemor dø, og bliver så langsomt selv gamle. Bum!

Concertanten siger

Hold da nu lige op! Dette er ikke en opera, det er ikke engang en moderne opera. Men det er et fuldstændigt vidunderligt værk i en fuldstændigt vidunderlig opsætning, der er fuldstændigt vidunderligt perfekt for dem af os, der kan lide fuldstændigt vidunderlige tranceagtige produktioner. Jeg havde det ikke helt som første gang, jeg oplevede Parsifal på en scene, men der er visse ligheder med Wagners sidste værk. For det første skal man købe konceptet og falde ind i universet; dernæst skal man abstrahere fra handling (eller selv huske/finde på); og endeligt er der ikke rigtigt nogen god slutning. Musikken slutter, handlingen er sluttet et par minutter tidligere, og verden er en smule anderledes.

Lyseffekterne ved de to snestorme, hvor lys på scenen og lysfelterne foran balkonerne i tre niveauer blinkede sammen var genialt set og en vidunderlig oplevelse. Det var ikke så meget det velkendte trick med at bryde den fjerde væg ned som at forbinde de to verdener på hver side af den væg. Og det hænger jo fint sammen med Andersens eventyr, hvis du lige læser det én gang til. Fabelagtigt!

For jo, man skal kunne sin Andersen i denne forestilling. Abrahamsen har skrevet 15 scener med fragmenter fra eventyret, og sammen med Engelhardt har han klippet sætninger ud af teksten, der fremstår som en slags postulater, medmindre man kender resten af historien. Jeg havde læst op på eventyret på forhånd, men det var ikke nok til at min hjerne kunne genskabe fortællingen. Så det hjalp at give helt slip og blot lade sig flyde gennem lys og farver fra begyndelse til slut.

Dertil gav Abrahamsens musik en dimension til forestillingen med dansende snefnug i begyndelsen til tid, der står stille, til sidst. Fabelagtigt for os, der i forvejen er nogenlunde hjemme i hans musikalske univers, og ”ikke smukt” for resten, som jeg hørte et medlem af publikum sige i pausen. Det er kun delvist sandt, synes jeg, men det er helt sikkert ikke Puccini eller Mozart, dette.

Solister og kor var forrygende, intet mindre! Sofie Elkær Jensen er i en rivende udvikling og viser her, at hun også kan mestre Sprechgesang og absurde tonespring, mens Jens Christian Tvillum og Morten Grove-Frandsen begge får demonstreret deres sans for komik i et charmerende møde med moderne musik. Og Johan Reuter er vidunderlig i rollen som Johan Reuter og får også givet noget gravitas til rollen som Den Universelle, der svæver i baggrunden for handlingen og dels er en stemme for Snedronningen, dels er en stemme for Rensdyret, og dels siger Tik Tik som uret til allersidst.

Er det spild af Reuter? Nej, tværtimod klæder det ham at tage denne rolle på sig netop nu, hvor han ellers flyver fra det ene store operahus til det andet med tunge hovedroller under armen. Jeg blev da sulten på mere, for han er en fabelagtig sanger, der i denne opsætning altså siger Tik-Tak og ellers står og peger med en arm. Men hans dramatiske talent giver os indsigt i Snedronningens forhold til både den lille Kai og den næsten-voksne Kai.

Så køb billet, hvis du kan!