Det er en sandhed af relativt ny historie, at Händels oratorium Messias nok er skrevet i forbindelse med påsken men hører julen til. Tilmed har bloggen her i flere år leget med, hvor mange gange man kan høre Messias i december, og tilmed i hvor mange vidt forskellige versioner.

I december 2019 blev svaret for Concertantens vedkommende 2 meget forskellige versioner, dog begge gamle kendinge. Men hvorfor er dette påskeoratorium blevet en juleting?

Tja, der kan skrives og siges meget om anglificeringen og “af-tyskificeringen” af kulturlivet efter anden verdenskrig, der blandt andet gjorde nissen til en julemand i rødt og hvidt (og til en “ting”) og det engelske sprog generelt mere populært. Hvorfor man i det britiske begyndte at opføre Messias til jul, har jeg valgt ikke at finde ud af, men da jeg landede i København sidst i ’80’erne var det allerede en fast tradition at opføre dele af værket i visse af byens kirker i december. Det var tit noget med solister fra operascenen, et relativt stort orkester, og et pænt stort kor. Man opførte det meste af første og noget af anden del, måske de to arier fra tredje del, og så afslutning med det store Halleluja, som man så enten rejste sig til eller ej.

Jeg rystede på hovedet og glemte alt, men da jeg vendte tilbage til København 10 år senere, var der så småt begyndt noget andet: En slags undergrundsbevægelse, der var inspireret af ensembler i udlandet, og som eksperimenterede med instrumenter, sang og opførelse, der havde rødder i 1700-tallet.

Så småt begyndte jeg at følge bevægelsen og kastede mig ud i et første forsøg med Messias-til-jul sådan cirka år 2005, hvor en kollega skaffede billet til Holmens Kirke og et orkester, jeg ikke længere husker navnet på, men som var i familie med Concerto Copenhagen, Camerata Øresund, og flere andre såkaldt historiske ensembler.

Jeg forstod stadig ikke, hvad det havde med jul at gøre, men et par år senere gjorde jeg: Det er ikke musikken men begivenheden, der gør Messias til en juleting!

Det er selve det, at vi (OK, jeg og nogle få andre) i december farer fra Messias-opførelse til Messias-opførelse, mens vi desperat forsøger at holde styr på julegaveønskelisterne, der forankrer musikken i årstiden. Nårh, ja, og så den fuldstændigt overdådige første del, der fokuserer på Jesu fødsel med Händels uimodståelige musik i en hel time eller så.

Godt så. Med det på plads, lad os se nærmere på høsten i december 2019.

Messias med Camerata Øresund

Ensemblet har jeg kendt i cirka 10 år, og de begejstrer mig hver gang. Som i hver gang. Det er ikke de samme medvirkende hver gang, men til deres Messias er princippet hver gang 12 sangere (=3 per stemme) fra tidens høst af unge sangere med interesse og evne for historisk opførelsespraksis, og dertil et meget lille kammerensemble på 12-16 musikere, alt efter årgang.

Koncertmester er Peter Spissky, som altid er så inspirerende at lytte til, både som violinist og som fortæller. Takket være hans professorater i København og Lund får vi uddannet nye generationer af violinister her i Øresundsområdet, der ved noget om opførelsespraksis og tarmstrenge – og kærlighed til musikken, ikke mindst.

Denne gang var gerningsstedet Dronningesalen i Det kongelige Bibliotek, den sal, der helt uplanlagt er gået hen og blevet en af Københavns bedste til kammermusik. Det var 7. december, og København summede af julehandlende og juledrikkende. Salen var stuvende fuld, og på scenen stod sangerne som sædvanligt i en halvcirkel bagest på en plint, når de skulle synge enten som kor eller solister. Eller rettere, det gjorde de fleste af dem, da vi skulle i gang med sinfoniaen, for der manglede tilsyneladende to tenorer – jeg talte og talte, men der manglede altså to. Forklaringen kom, da sinfoniaen endte, for fra trappen bag os lød uventet den vante tenorstemme med “Cooooomfooooort ye!” Og så fortsatte en anden tenorstemme fra modsatte trappen i modsatte side. Vi i publikum var ved at dreje halsen ad led, men ih hvor det var en fin effekt.

Der var mange nye navne med men også et par behagelige gengangere, mezzoen Mia Bergström og bassen Lucas Bruun de Neergaard. Lidt overraskende var en af tenorerne Fredrik Bjellsäter, som jeg ellers har mødt på operascenen det seneste år. Og så fik jeg en ny spændende kontratenor til listen, nemlig unge Steffen Jespersen, der sang umanerligt dejligt i “He was despised”. Han bliver interessant at følge fremover!

Musikerne var som sædvanligt en spændende blanding af erfarne og knapt så erfarne, og som sædvanligt blev der spillet lige til kanten. Og så blev der stemt igen, for som Spissky gerne siger, så kan det godt være, det er irriterende for publikum , at strygerne stemmer igen og igen, men vi ville være virkeligt irriterede, hvis de ikke stemte undervejs! Jeg er enig, og jeg tager det med i totaloplevelsen.

Til gengæld var jeg overrasket over at se både Hanna Loftsdóttir og Joakim Peterson spille på tilsyneladende moderne instrumenter, da både cello og kontrabas var med “pind”. Efter at have set dem begge spille samme værk med ganske anderledes instrumenter, var jeg lidt forvirret. Men det lød stadig som sædvanligt: En basso continuo-gruppe med en svedig rytme og sejhed i trækket.

Messias med Musica Ficta og Kottos

I 2016 blev jeg lokket til en helt usædvanlig udgave af Messias, som Bo Holten havde udarbejdet sammen med kammerkoret Musica Ficta og det umanerligt sære ensemble Kottos, der med blokfløjter, accordeon, bouzouki og vild cello revolutionerer musikscenen i disse år. De agtede at sætte et nyt lys på værket, så musikken kunne fremstå klart og tydeligt trods de mange år på bagen. New Light Messiah, hedder resultatet, og jeg var vildt begejstret dengang. Nu i 2019 opdagede jeg så, at de ville opføre værket på Østerbro som led i årets miniature-turné, der også har bragt dem til Kregme, Blistrup og det centrale København (Thorvaldsens Museum), og vupti ! købte jeg billet.

Det var 11 dage efter udgaven med Camerata Øresund, og det var nok meget sundt med lidt afstand. For dette er en meget, meget anderledes udgave. 8 sangere, alle professionelle og altid dejlige at høre, og så de fire musikere på umage instrumenter. I år var bouzoukien udskiftet med klassisk guitar (Mikkel Egelund), hvilket fik arrangementerne til at lyde anderledes. Tilmed var Bjarke Mogensen afløst af Frode Andersen, så de eneste gengangere var Pernille Petersen på utallige blokfløjter og Josefine Opsahl på kun én cello, men sikke en cello!

Jeg kan ikke genfortælle oplevelsen, for det var en aften, hvor jeg skulle 5 forskellige ting samtidigt, så hovedet var fuld af musik, arbejde, indtryk, og beslutninger, der skulle tages. Men her er et billede:

I modsætning til i 2016 sad jeg denne gang absolut bagest, da jeg lige skulle afslutte nogle online-møder lige inden koncerten. Kirken var (selvfølgeligt) stuvende fuld, mens “scenen” var såre beskeden, som man kan ane på mit foto fra lige inden anden halvdel af koncerten, altså anden og tredje del. For nej, i New Light Messiah er der selvfølgeligt ikke skåret noget fra (undtagen lyden af violiner og trompeter). Med Bo Holtens ord bliver “alt spillet som Händel har skrevet det”, men jo altså instrumenteret af Kottos. Så trompeten er en blokfløjte, pauken er en cello, og så videre

Det er byens måske mest syrede Messias, men det giver mening for os i publikum, fordi Händel ligesom Bach er rytme og harmoni og derfor fungerer bedre, når man skræller alt væk og fokuserer på rytme og harmoni.

På mit foto mangler den ene af de to vidunderlige sopraner, Christine Nonbo, da hendes stol stod for langt ude i siden for min telefonhånd. Men du kan se kollega Ann-Christin W. Ingels og resten af holdet, herunder de to virkeligt stærke alter, Rebecca Forsberg og altid umådeligt fine Daniel Carlsson.

Konklusionen

Tja, den er, at jeg fortsat er meget begejstret for Holtens New Light Messiah, men at Camerata Øresund er et uhyre spændende laboratorium, der udvikler talenter og publikums ører år efter år, og det begejstrer mig endnu mere.

Messias er pragtfuld musik, hvadenten man hører den til jul eller påske. Efterhånden er traditionen i mit hjem, at Messias hører julen til sammen med Bach, mens påsken tilhører Bach og Wagner.

For ja, jeg nåede også en omgang Bachs Juleoratorie i år, igen med dejlige Københavns Bachkor og Originalerne.org, men om dét når på bloggen er ved at være tvivlsomt. For nu er det jul, og jeg ønsker alle følgere af Concertanten en god jul og et godt nytår med musik og latter.