Et nyt år er begyndt med nye koncertoplevelser i København og resten af Danmark – og Europa. Er du ikke kommet i gang med den klassiske musik endnu? Det når du forhåbentligt i løbet af året, for i kirker, koncertsale, og forsamlingshuse myldrer det med musikglade mennesker, der giver hinanden gode oplevelser, så for nysgerrige er der næsten altid et sted i nærheden, hvor man kan prøve, om det der klassiske noget er for støvet til en eller ej.
Concertanten er jo for længst hoppet i gryden med trylledrik, men læsere af bloggen vil vide, at bloggen har haft temmelig svært med at blive opdateret. Så derfor prøver vi nu med flere ”opsamlingsheats”, baseret på temaer. Dagens tema er ”nytårskur”, og det betyder i denne sammenhæng en kort gennemgang af Concertantens optakt til nytåret med en vanligt tætbooket kalender på grund af den megen vidunderlige musik, som årstiden lægger op til. Hold på hat og briller, og så kører vi ind i vintermørket!
Det kongelige Kapel og klassikerne
På noget så utraditionelt som en onsdag fandt Det kongelige Kapels anden symfoniske koncert i sæson 2019-20 sted ude på Dokøen. Titlen var endnu mere forvirrende for os vaneforbrydere, for spiller Kapellet ikke altid klassikere? Jovist, men ved denne lejlighed præsenterede de et rejseprogram for hjemmepublikummet inden en turne i Fjernøsten. Så det var ”de mest elskede klassikere”, som programtitlen lød, med fokus på blær, virtuositet og Kapellets fabelagtige lyd:
- Nielsen: Helios-ouverture
- Rakhmaninov: Koncert for klaver og orkester nr. 2 (solist den unge koreanske klaverkomet Yekwon Sunwoo)
- Musorgskij: Udstillingsbilleder, arr. Ravel
Jeps, tre yndlingsværker, og det hele blev dirigeret af en yndlingsdirigent, Thomas Søndergård. Min begejstring kom ud på Twitter således:
Kapellet har et helt særligt forhold til Carl Nielsen, da stort set al hans orkestermusik og meget af kammermusikken er skrevet til Kapellets daværende musikere. Kan man høre det i dag? Tja, med en dansker på podiet lød denne græske solopgang og -nedgang i hvert fald umiskendeligt dansk – og meget, meget smuk. Rakhmaninovs klaverkoncerter er fulde af bulder og brag, medmindre man kontrollerer vildskaben nøje, hvilket dirigent og solist gjorde. Unge hr. Yekwon er absolut værd at følge fremover, for han spiller med en charmerende blanding af stor autoritet og ydmyghed overfor musikken i værket. Bragende flot udgave af klaverkoncerten! Det samme gjorde sig gældende under Ravels overdådige arrangement af evigt berusede Musorgskijs klaverstykker, der som bekendt var inspireret af nogle (ikke særligt gode) tegninger og malerier af endnu mere berusede Viktor Hartmann. Klaverstykkerne er absolut værd at lytte til i originalform, hvor de kan lyde lige så ærkerussiske, som Musorgskij gerne ville have dem til at lyde. I Ravels arrangement er musikken simpelthen bare god og medrivende. Uudklækkede kyllinger pippede, Baba Yagas hus fik hønsefødder at danse på, og den mytiske port i Kiev fremstod i al sin tyngde og vælde – og som Christina Blangstrup Dahl skrev i programnoterne er Kapellets træblæsere ”bare fremragende til fjerkræ”! Endnu en fantastisk kapelkoncert, og efter sigende gik turnéen fortjent godt.
Nikolaj Szeps-Znaider og All Stars
Den årlige ”tak for lån af en vidunderlig Guarneri del Gésu-violin”-koncert på Det kongelige Teaters Gamle Scene med Nikolaj Szeps-Znaider og de musikere, han inviterer dét år, er altid en rigtig københavner-begivenhed. Vi er heldige, at Znaider meget gerne spiller i hjembyen, når det travle koncertliv med internationale orkestre ellers giver plads. Vi får en luksuskoncertoplevelse med verdensstjerner, og han får lidt mere tid sammen med familie og venner. Typisk lander han i København en dag eller to i forvejen, så prøvetid er der ikke meget af, men det er heller ikke altid direkte påkrævet – ofte er Znaiders gæster musikere, som han i øvrigt spiller kammermusik med, og programmet kan byde på pluk fra sæsonens program. Det skriver jeg her for at gøre det klart, at koncerten altid er fremragende men også kan bære præg af noget uformelt, småimproviseret, og altid hyggeligt.
I 2019-udgaven 9. december lød programmet således:
- Beethoven: Violinsonate nr. 5, F-dur (Robert Kulek på klaver)
- Beethoven: Violinsonate nr. 6, A-dur (igen med Kulek)
- Schumann: Klaverkvintet, Es-dur (tre strygere (Therese Andersen, Ida Grøn-Speyer og Anders Öberg) fra Kapellet og unge Jonathan Siahaan på klaver)
Jeg havde sprunget denne årlige koncert over et par gange og fortrudt det hver gang – det er blændende flot spillet hver gang, og så er det som sagt også en hyggelig oplevelse med det gamle hus stuvende fuldt af musikglade mennesker, inklusive familie og venner af superstjernen selv. Znaider er på hjemmebane og taler og pjatter med publikum, men musikken er alvorligt ment og var også denne gang en virkeligt god koncert.
Bachkorets Bach årgang 2019
Den følgende torsdag, 12/12, blev juletiden officielt indviet med Bachs vidunderlige Juleoratorie med Københavns Bachkor, fire fine solister (Lise Bech Bendix, Nana Bugge Rasmussen, Mathias Hedegaard og Steffen Bruun), et sammenrend af gode musikere på historiske instrumenter i form af Originalerne.org, og hele baduljen dirigeret af Jan Scheerer i den smukke Holmens Kirke. I deres udgave fik vi de tre første kantater – i publikums program var siderne med kantate nr. 2 og lidt af nr. 1 smuttet, men Scheerer forsikrede os, at sangerne og musikerne havde alle noderne med. Fint med mig – musikken er så god og sangerne så klare, at vi slet ikke behøver at følge med i en trykt tekst undervejs. I modsætning til sidste år havde jeg denne gang tilkæmpet mig en plads i det ene sideskib og kunne meget bedre høre solisterne. Igen var Hedegaard en fremragende Evangelist med sin smukke lyriske og dynamiske tenorstemme, men Nana Bugge Rasmussen er en af mine favoritter, når det kommer til barokrepertoiret, og jeg nød hendes arier. Igen var korets koraller velformulerede og præcise i udtrykket hvad enten det gjaldt jubel, bekymring, eller omsorg for det nyfødte barn. Dejlig musik, velfremført, og jeg glæder mig til næste genhør med Bachkoret!
Nytårskuren
Således blev det atter jul i København (plus to gange Händels Messias som tidligere beskrevet), og nytåret kom og gik med familie og venner i mit tilfælde. Januar bød på starten på jubelåret for Ludwig van Beethoven, og det kommer der et separat afsnit om snart. Dertil kom nogle koncerter med Wagner som omdrejningspunkt, og det kommer der nok også en post om.
Hermed ønsker jeg læsere Godt Nytår og et forhåbentligt gensyn i en koncertsal eller lignende i løbet af 2020!
Concertanten 