Vi er midt i en mærkelig tid, hvor dagligdagen ændrer sig tit og uventet, og hvor udtrykket ”normalt” ingen værdi har. 11/3 2020 blev denne skribent sendt hjem for at fortsætte arbejdet hjemmefra, fordi jeg har et job, hvor det er både muligt og praktisk kulasiggørligt. Når man så bliver forskånet for 1½ times transport hver dag, bliver der så tid til at få indhentet mit henteparti, også kendt som bagkataloget, her på bloggen?

Nej, men jeg har fået streamet operaer, symfoniske koncerter, og kammermusik. Alt sammen leveret af fabelagtige musikere enten i realtid eller med op til flere års forsinkelse. For aftenerne skal jo gå med noget, når man ikke kan sidde sammen med 1000 andre i en koncertsal. Men selv det gik hen og blev deprimerende i løbet af de knap 3 måneder, der foreløbigt er gået. Og pludseligt kom der emails om en helt fysisk sommerkoncert med #KglKapel og publikum på stolerækkerne på søndag og en anden med #DRSO torsdagen efter. Så nu er streaming parkeret for en tid, og jeg bruger hjemmearbejdspladsen til at skrive denne blogpost.

Der er fordele og ulemper ved disse digitale koncertsale og filmede operaer. En fordel er, at man kan opleve store stjerner uden at skulle forlade sofaen. En ulempe er, at vi afhængige ikke får vores ”live kick” – den fysiske fornemmelse af musik, der bevæger sig fra kunstnernes kroppe til vore kroppe. Et lydtryk, der presser sig mod trommehinden på en måde, som et headset aldrig kan levere mage til. En følelse, der spreder sig i lokalet og får alle til at trække vejret samtidigt. Men enkelte af de mange videoer, jeg har set, var tæt på at give mig noget i den retning, og det får mig til at skrive nu.

Operaer

Min aftenstreaming lagde hårdt ud med Wagner fra adskillige operahuse. Første hus var såmænd Wiener Staatsoper med en fin Siegfried, og så gik det slag-i-slag med 2 gange Tannhauser (Metropolitan Opera + Berliner Staatsoper), 2 gange Tristan og Isolde (Metropolitan Opera + Berliner Staatsoper), adskillige gange Parsifal (mine noter har fanget Wiener Staatsoper årgang 2012, Bayerische Staatsoper i München, og Salzburger Festspiele årgang 2013).

Op til påske tog jeg ”støt lokalt”-hatten på og købte en omgang Parsifal fra Danaccord-butikken her i København – jeg tog deres anbefaling, og det viste sig at være en udgave af Pierre Audi fra Amsterdam i 2012. Av, for Audi stod bag en umådelig ligegyldig og uinteressant Tristan og Isolde i på the Met og en temmelig kedeligt instrueret Parsifal i München, hvor sangerne (Pape, Gerhaher, Kaufmann, Stemme) dog løftede værket helt op i skyerne, og hvor scenografien var af Georg Baselitz og meget vellykket. Parsifal Amsterdam 2012 er dirigeret af Iván Fischer, og Wien 2015 er dirigeret af Adám Fischer.

Efter en måneds tid med virtuel opera næsten hver aften kunne mit hoved ikke klare mere, og jeg skiftede til kammermusik, coronakoncerter, og et par små skuespil.

Kammermusikken

Hver weekend siden en meget vellykket corona-påskefestival har Berliner Philharmoniker sendt en mere-eller-mindre livekoncert med 1-30 musikere i den store sal i Filharmonien. Det er lørdag aften kl. 19 og en gentagelse søndag kl. 12. De er frit tilgængelige på sendetidspunktet, hvis man opretter en konto hos deres Digital Concert Hall. Hvis man er abonnent samme sted, så kan man (gen)se disse koncerter når som helst derefter lige som så mange andre koncerter i deres store arkiv. Jeg kan varmt anbefale disse koncerter, for niveauet er (jo) skyhøjt, musikken spænder utroligt vidt, og musikerne gør det ikke mindst for deres egen skyld, har jeg på fornemmelsen.

Alle, der lever af at levere musik til et live publikum, har det jo svært i år. Men jeg har hørt flere sige, at disse livestreamings kan give musikerne en fornemmelse af, at vi sidder derude og deltager aktivt i koncerten. De kan ikke se os, men de kan fornemme os, i hvert fald sommetider. I denne uges Torsdagskoncert fra DR KoncertHuset sagde pianisten Katrine Gislinge noget af det samme – det er blevet krystalklart for hende, at publikum skaber koncerten sammen med musikerne, og hun savner den interaktion, der sker ved en koncert.

Men det kan altså lykkes at skabe et svagt ekko af denne interaktion. Jeg oplevede det selv i forbindelse med den årlige Østerbro Kammermusikfestival, der skulle have fundet sted over tre dage midt i maj. Men musikerne i Østerbro Koncertforening måtte aflyse selve festivalen og erstattede den så med en livestreaming af 4 koncerter, der fandt sted eftermiddag og aften 16/5. Du kan høre koncerterne via DRs radio app eller P2s hjemmeside, hvor du får noget snak med i købet, inklusive interviews med Viktor Wennesz og Kristoffer Hyldig fra koncertforeningen og pianisten Katrine Gislinge (ja, der var hun igen). Men livestreamingen var en helt særlig oplevelse, som har været mit yndlingsøjeblik under coronakrisen, rent musikalsk. Derfor får du en lidt mere fyldestgørende beskrivelse her, da det næsten var som at have været til stede i Unitarernes Hus den dag. Heldigvis kan du se videoerne endnu her: http://www.koncertforening.dk/osterbro-kammermusikfestival/

Programmet var alsidigt og fordelt over de fire koncerter således:

1. Messiaen Quartet Copenhagen:
   1. Mahler: Klaverkvartet i a-mol (med klarinet i stedet for cello)
   2. Rabl: Klarinetkvartet i Es-dur (totalt ukendt for mig men umådeligt charmerende)
2. Dahlia String Trio
   1. Penderecki: Strygetrio
   2. Beethoven: Strygetrio i D-dur, op. 9, nr. 2
3. Esbjerg Ensemble (ja, igen i år et meget velkomment besøg af folk fra et af landets meget fine basisensembler)
   1. Del 1:
      1. Beethoven: Serenade for Fløjte, violin, bratsch, D-dur (der gik lidt kuk i livestreamingen, desværre, men ih, hvor var det charmerende!)
      2. Beethoven: Septet i Es-dur
   2. Del 2:
      1. Beethoven sonate nr. 14, cis-mol (Måneskinssonaten), spillet af Katrine Gislinge, så jeg ikke kunne trække vejret
      2. Sørensen: Pantomime for fuldt kammerensemble og klaversolist
4. Festivalensemble (10 personer, inkl. klaver)
   1. Beethoven: Symfoni nr. 1
   2. Bruckner: Symfoni nr. 7, arr. Schönberg

Det var fabelagtigt! Måske især Katrine Gislinges Måneskinssonate og den afsluttende symfoni af Bruckner. I radioudsendelsen kan man høre Kristoffer Hyldig tale om dette arrangement og hvor klart man (=han) kan høre Bruckners fascination af Wagner i lige netop denne symfoni med citater fra Isoldes Liebestod og brug af Wagnertubaer, som Schönberg altså lagde i det firhændige klaver. Hov, firhændigt? Kan man det i den danske coronatid? Nej, så i stedet for var der to klaverer og to pianister plus et lille orgel. Dertil altså to violiner, en bratch, en cello, en kontrabas, et horn og en klarinet. I Beethoven var besætningen lidt anderledes, men du kan måske få en fornemmelse af atmosfæren på billedet.

Jeg har (jo) oplevet store symfonier skaleret ned i størrelse før, bl.a. for et år siden ved forrige Østerbro Kammermusikfestival, og hver gang giver det mig et helt andet indblik i symfoniens struktur. Lagene står lidt klarere, måske? Jeg nød denne Bruckner, og nu er jeg pludseligt Bruckner fan – også i udgaver for (meget) stort orkester.

Det var min helt store oplevelse med kammermusik på streaming, muligvis fordi det var en her-og-nu-oplevelse, muligvis fordi jeg kendte alle de medvirkende og kunne let have været i rummet med dem. I hvert fald klappede jeg højlydt herhjemme i lejligheden.

En anden og lignende oplevelse var 1/6, hvor Camerata Øresund sendte direkte fra Koncertkirken og streamede videoer fra YouTube, der var optaget samme sted for ganske nyligt. Find videoerne på Copenhagen Renaissance Festival’s FB-side.

Men der har været mange andre gode musikalske muligheder undervejs, især på det seneste, hvor både de pragtfulde filharmonikere fra Stockholm livestreamer på https://www.konserthuset.se, DR livestreamer kammermusik på FB og sender radio direkte fra DR KoncertSalen om torsdagen, og den fabelagtige Igor Levit sender musik og meninger fra hjertet på Twitter.

Coronakoncerter og lignende

En kontrabassist, Mathæus Bech, fik en god idé i en desperat tid og sendte 1 times direkte musik hver aften på https://www.coronakoncerter.dk/. Det var et meget bredt udvalg af gode musikere i det storkøbenhavnske område på tværs af klassisk, rytmisk og decideret popmusik. Man skulle altså være klar kl. 20, hvor koncerten gik i gang i en stue et sted i byen og aftenens musikere introducerede selv musikken. Heldigvis kunne man så sende et passende beløb til aftenens musikere via MobilePay som en slags plaster på såret i deres økonomi. Han arbejder nu på et andet format, så check https://www.coronakoncerter.dk/ og lad dig inspirere!

En anden uformel men meget spændende koncert fandt sted gennem en Facebook-side, https://www.facebook.com/coronahelpDK. Koncerten var med den altid inspirerende barokviolinist Jesenka Balic Zunic. For én gangs skyld hoppede jeg med på Facebooks fjollede algoritmer, for hun er en lokal helt og ville spille både violin og den sære violoncel da spalla, som hun fik bygget for en 3 års tid siden. Lyden var … fra en iPhone, tror jeg, men det kunstneriske udtryk var som altid skyhøjt, og jeg sad og rokkede med ørene i sofaen.

Som sagt spillede pianisten Igor Levit en koncert med meninger hver aften i 1½ måned gennem sin iPhone. På aften nr. 32 måtte han selvfølgeligt spille Beethovens sonate nr. 32, og det måtte jeg opleve. Han knyttede en fin kommentar til sonaten, nemlig at den ikke er et svar på noget som helst. Efter den ret voldsomme førstesats kommer sjov og ballade, og så kan man gå derfra og ud i sit eget liv igen. Bum! Andre aftener holdt han mere politisk betonede taler, men det sled på ham, kunne man se. Efter 52 koncerter holdt han en pause for at få luft, men han er for nyligt begyndt igen, fordi han frygter for live-oplevelsens fremtid, medmindre han og andre viser, hvad det går ud på.  Kan du ikke finde på andre grunde til at få dig en konto på Twitter, så check Levit ud.

Noget helt, helt andet har været den fremragende amerikanske dirigent Alan Gilbert, der hver fredag aften deler en samtale på sin Facebook-side. Samtalerne er typisk med andre dirigenter, hvor de på Zoom udveksler erfaringer og meninger. Den første, jeg så, var en samtale med Gilbert og Simon Rattle som to lidt ældre dirigenter, og Karina Canelakkis og Daniel Harding som to lidt yngre dirigenter. De fire kender hinanden godt og dirigerer jævnligt de samme orkestre, så blandt andet dét talte de om i en personlig men også dybt professionel samtale. En anden fredag talte Gilbert med miraklet Herbert Blomstedt om Beethoven og tempo, om Bruckner-udgaver, og om, at ”it takes a lifetime to be young”, som Blomstedt sagde (han er 93!). Det var fuldstændigt fabelagtigt at høre Gilbert ”interviewe” men også diskutere med veteranen, og de kom ind på forskellen mellem ”tvillinge-orkestrene” i Dresden og Leipzig, som de begge kender meget godt. Staatskapelle er høvisk og relativt traditionelt, fordi orkestret jo netop var tilknyttet hoffet og i øvrigt blev dirigeret af meget traditionelle Brahms i de kritiske år midt i 1800-tallet. Gewandthaus er med på den værste hver gang og er meget mere personligt og ”hyggeligt”, da orkestrets rødder jo er fra borgernes og oprørenes by, Leipzig. Fascinerende! Blomstedt havde tidligere fundet det svært at få Staatskapelle til at spille Beethoven let og hurtigt, men han mente, at han efterhånden havde listet et par tricks ind i deres måde at spille på under ham. Gilbert var tæt på at skrige af grin, for han har tydeligvis kæmpet med noget af det samme. Find den video på Gilberts FB-side her: https://www.facebook.com/GilbertConducts.

Fællessang

DR besluttede kort efter nedlukningen at sende et dagligt program med dirigenten Philip Faber og et flygel for at opfordre de indelukkede men sangglade danskere til at synge sammen hver for sig. Genialt! Programmet sendes på P2 og DR TV kl. 9:05 på hverdage og 10:05 weekender og helligdage. Man har kunnet sende forslag ind, og mange og også sendt små videoer med børn eller voksne, der enten foreslår en sang eller ligefrem synger. Det hele startede med at blive sendt fra en anden DR-medarbejders hjem i komponistkvarteret her på Østerbro og er for nyligt flyttet ”hjem” til indgangspartiet i DR KoncertHuset, hvor Faber sidder foran en reol med bl.a. et valdhorn og et af de berømte fotos af den unge Carl Nielsen. Hverdag står en ny buket på flyglet, og vi synger to sange, typisk en klassiker fra Højskolesangbogen eller Folkekirkens salmebog. Jeg når ikke med hver dag, men det er sjovt at være med til.

Diverse musikere og sangere har også fartet byen rundt for at optræde som ”gårdmusikanter”. Ikke mindst plejehjem og lignende har fået besøg i haveanlæggene, da vi jo ikke har kunnet besøge vore ældre i deres stuer. En bekendt, Maria Hanke, sang udenfor sin mors ældrebolig i fuld operaudstyr og med guitarledsagelse, og det glædede også andre beboere samme sted. Disse mere eller mindre organiserede ”angreb” har været sjove at finde eller følge, fordi de beviser, at musik gør os glad. Faktisk har coronatiden bevist, at kulturlivet betyder noget for langt de fleste af os, inklusive dem, der ikke var klar over det. Når man nu ikke kan komme i biffen, til koncert, eller på museum, så bliver man klar over, at man gerne vil kunne komme de steder. Ak, hvis bare vi havde politikere, der forstod det…..

Hvad nu?

Tja, i morgen, 7/6 skal jeg til koncert igen. Denne gang i Operaen på Holmen, hvor jeg og cirka 400 andre får lov at klappe af musikere, så de rent faktisk kan høre det. Det blev offentliggjort med 1½ uges varsel, og kort tid efter kunne DR også melde, at de holder koncert med publikum næste torsdag. Selvfølgeligt har jeg skaffet billet til begge dele, og jeg glæder mig! Søg og køb billet, mød op til et eller andet i nærheden af, hvor du bor. Landet og kulturlivet åbnes nu. Hvis vi alle husker at holde nogenlunde afstand og hænderne rene, så forbliver land og kulturliv forhåbentligt åbent. Lad os hjælpe hinanden!