SommerKlassisk i Tivoli her i København byder altid på et spændende program med såvel verdensstjerner som amatørmusikere. Men i 2020 skal alting nytænkes, og for Tivoli blev kompromiset 5 dage med op til tre koncerter hver dag i den smukke gamle Glassalen – plus et væld af pop-up-koncerter med Tivoli Copenhagen Phil (gys for et navn, altså!) rundt om i haven.

Formatet for disse såvel som for alle andre koncerter i coronatiden er musik i cirka en times tid, da der ikke tillades pauser, hvor publikum kan stå tæt i køerne til bar og toilet. De tre symfoniske koncerter, jeg har været til, har været lidt mærkelige på grund af disse krav, men for Tivolis program gav det fin mening. Jeg skrev om mine første koncerter i programmet forleden, og nu kommer så lidt om resten af ugen.

To violiner, to stjerner

Når man er så heldig at have besøg af Leonidas Kavakos samtidigt med, at Nikolaj Szeps-Znaider er hjemme i København, så er det fristende at bede dem om en fælles koncert. Så det var der torsdag eftermiddag kl.17: To stjerner, to meget forskellige forskellige violinister, og to meget forskellige mennesker, der deles om musikken.

Det måtte jeg da opleve! Også selvom selve princippet i sonater for to violiner ikke lige umiddelbart vakte genkendelsens glæde hos mig – jeg tror ikke, jeg nogensinde har hørt en sonate eller på anden måde en duo for to violiner før, men så kunne jeg jo få indhentet underskuddet:

1. Leclair: Sonate for 2 violiner, e-mol (1730)
2. Händel: Triosonate i g-mol med Marianna Shirinyan (1707)
3. Prokofiev: Sonate for 2 violiner (1932)
4. Bartók: Duoer for 2 violiner (1931)

Er du da vimmer for en violinfest! Vi var vidner til musikalsk kommunikation på meget, meget højt niveau, hvor Kavakos og Znaider lagde op til hinanden, provokerede hinanden, drillede hinanden, og lod musikken tale. Kunne Znaider lokke Kavakos lidt på glatis? Kunne Kavakos holde Znaider på sporet? Ja og ja, og de havde det tydeligvis sjovt oppe på scenen – og det havde vi også nede på bænkeradderne!

Fröst og Trio con Brio

Jeg havde 1½ time til at lande efter violinstjernerne før næste koncert: Den svenske klarinettist Martin Fröst sammen med den sydkoreansk-danske Trio con Brio Copenhagen! Udover at være kendt for sit virtuose klarinetspil, er Fröst måske mest kendt for at være noget af en performer, der kan nærmest danse med klarinetten. Trio con Brio er i sagens natur noget mere stillesiddende, men også deres stil er eksplosiv og fuld af følelser. Så på den led var det jo et fint match.

Programmet var også spændende:

1. Debussy: “Première rhapsodie” for klarinet og klaver (1909-10)
2. Bartók: Kontraster (1938)
3. Messiaen: Quartuor pour la fin du temps (1941)

De to første værker kendte jeg ikke, men Messiaens sære Kvartet til tidens ende, er stort set det eneste af hans værker, som jeg kan holde ud at høre – det er skrevet i en krigsfangelejr til ham selv og tre andre musikere, der også var krigsfanger. Derfor er værket for den ret sære besætning af klarinet og klavertrio – og ved uropførelsen i vinteren 1941 måtte de efter sigende bruge nogle lidt tilfældige instrumenter, så det har helt sikker overhovedet ikke lydt, som det gjorde torsdag aften!

Debussys rhapsodi er skrevet som blærestykke for unge klarinettister, der netop har bestået sidste eksamen på musikkonservatoriet. Men det er jo af Debussy og derfor god musik, der lyder smukt, og som fører i hvert fald dette medlem af publikum rundt i en have på en smuk sommeraften.

Værket af Bartók er til gengæld baseret på ungarske folketoner men absolut avanceret kammermusik. Det består af 3 satser med en smuk andensats og to fuldstændigt vanvittige ydersatser.

Bartok var på en måde en slags optakt til Kvartet til tidens ende – værket, der beskriver den sidste tid før tidens og verdens ende, afsluttende med en violin, der synger en “Lovprisning af Jesus’ udødelighed”, som satsen hedder. Det er musik af et religiøst menneske, der var udfordret på eksistensen. Om det har bragt nogen trøst til de mange tusinde franske soldater i krigsfangelejren dengang, ved jeg ikke, men hos mig bringer det uro og tvivl, indtil violinen lukker ballet med uendeligt smukke toner, der dør langsomt hen.

Fantastisk koncert, denne!

Fröst og Den danske Strygekvartet

Om fredagen havde jeg givet mig selv en fridag, for alle tre koncerter var meget lovende. Dagens første var med Martin Fröst og Den danske Strygekvartet (DSQ) i et eksotisk program:

1. Mozart: Klarinetkvintet i A-dur
2. Dansk trad.: “I ærlige Brudefolk” og to brudestykker fra Fanø (arr. DSQ)
3. Færøsk trad.: Regin Smiꝺur (arr. DSQ – og jeg undskylder for ikke helt korrekt skildring af det færøske bløde d!)
4. Bartók (ja, der var han igen!): Rumænske danse for klarinet og strygekvartet
5. “Klezmer Dances ” 2 & 3 (arr Göran Fröst)

Igen et spændende møde mellem meget forskellige musikere og meget forskellig musik. Mozarts klarinetkvintet er velkendt og fuldstændigt vidunderlig. Men efter denne klassiker bevægede vi os ind i en mere dansende verden, hvor klassiske musiktraditioner smelter sammen med folkemelodier fra forskellige steder i Europa. DSQ er ikke mindst berømt for at kombinere det sygt nørdede ensemble, som strygekvartetten er, med nordiske folkedanse og sange. I mødet kombineres teknisk perfektion og rytmiske dask med fødderne hos både musikere og publikum.

Frösts klarinet flettede sig ind i de to kendte arrangementer af melodier fra Fanø og Færøerne i en charmerende blanding af improvisation og nøje aftalte harmonier. Denne leg fortsatte i Bartók, hvor de tre første danse blev spillet næsten i ét stræk, hvorpå vi afbrød koncentrationen på scenen med vild applaus og hurraråb. Med de følgende danse blev musikken endnu mere legende, og få kunne holde fødderne i ro.

Hurra for en fest, og så var mine koncertdag skudt godt i gang! Men det skulle blive endnu bedre!

Beethoven med Kavakos og Pace

Leonidas Kavakos og Enrico Pace har indspillet alle Beethovens violinsonater, og jeg har ikke købt CD’erne endnu. Men det skal jeg (og du?), for sidst på eftermiddagen denne fredag spillede de to stjerner to af sonaterne – og gav så lige finalen af Kreutzersonaten som ekstranummer, da vi ikke ville slippe dem:

1. Beethoven: Violinsonate nr. 7 i c-mol (1801-02)
2. Beethoven: Violinsonate nr. 10 i G-dur (1812)

Altså den store, dramatiske c-mol-sonate fra sidst i Beethovens heroiske periode i kombination med hans sidste violinsonate, der er langt mere indadvendt. Fra Beethovens vilde men dog relativt traditionelle sonate med kompleks musik for begge instrumenter til den sidste, hvor han er ved at forlade wienerklassikken for alvor og lader de to instrumenter tale mere sammen og danne et fælles, ligevægtigt udtryk.

Det hele leveret med panache og renfærdig elegance af Kavakos og Pace. De spiller Beethoven “node-tro” og med stor indsigt – lidt à la Andras Schiff eller Viktoria Mullova, efter min mening. Og derfor gav det ekstragod mening at afslutte med den tekniske og vilde finale fra sonate nr. 9, der (jo) ændrede violinsonaterne for altid, og som jeg (jo) hørte to dage tidligere i en helt, helt anden men også meget hurtig udgave med Ibragimova og Tiberghien. Bravo!

Finalekoncert med stjernesekstetter

Fredag aften sluttede denne festival altså med (endnu) et brag af en koncert, der også tjente som kvittering for modtagelsen af den årlige Folmer Jensen-pris, som i år går til brødrene Nicholas og Jonathan Algot Swendsen. De skulle have takke for prisen ved en fælles koncert i juli, men da Tivoli SommerKlassisk måtte afgå ved coronadøden i år, så klemte lillebror sig altså ind her sammen med 5 andre strygere af en vis kaliber:

• Violin: Nikolaj Szeps-Znaider og Jordi Rodriguez Cayuelas (Copenhagen Phil)
• Bratch: Asbjørn Nørgaard (DSQ) og Nicholas Algot Swendsen
• Cello: Andreas Brantelid og Fredrik Sjölin (DSQ)

Jo, en stærk holdopstilling, men strygesekstetter er nu heller ikke for småbørn. Hvis strygekvartetten er kammermusikkens Formel 1, så må strygesekstetten være rumrejsen til Mars: Komponisten får adgang til seks lige vægtige stemmer og kan kombinere dem på kryds og tværs, men alle skal nå helskindet frem, for ellers virker det ikke.

Jeg tvivler på, at der er skrevet særligt mange strygesekstetter, men programmet bød på to favoritter:

1. Brahms: Strygesekstet nr. 2
2. Schönberg: Verklärte Nacht

Brahms anden sekstet er romantisk blomstrende og fuld af lys og kærlighed, og er dermed ret usædvanlig for Brahms. Værket er nærmest programmatisk i sin beskrivelse af hans forelskelse i Agathe von Siebold, og i koncertintroduktionen gjorde festivalens faste værter, Mathias Hammer og Frederik Cilius (hvem ellers?), en del ud af Brahms forelskelser og måske manglende fysiske udmønten sig af samme. Tja, onkelvitser er også vitser, som vi siger, men musikken er god, og det tæller trods alt mere end så meget andet.

Men for mig var aftenens højdepunkt det eneste værk af Arnold Schönberg, som jeg ikke alene kan holde ud at høre men ligefrem nyder: Verklärte Nacht, et maleri i musik der er baseret på et digt af Richard Dehmel, som den daværende offentlige moral fandt utilstedelig. Værket er skrevet til strygesekstet men findes også i et arrangement for strygeorkester, som jeg hørte sidste år med DRSO. Men jeg foretrækker kammerudgaven, som jeg blandt andet hørte med Det kongelige Kapels musikere sidste år. I originaludgaven står stemmerne klarere, og jeg har lettere ved at følge temaerne hoppe rundt mellem instrumenterne og blive “masseret” i forskellige kombinationer undervejs.

Rumrejsen lykkedes, alle nåede frem, og det var en fabelagtig afslutningskoncert efter 5 dages luksus.

Konklusion

Jeg selv nåede altså “kun” 7 af de i alt 15 (16, hvis man tæller Tivolis egen fødselsdagskoncert lørdagen inden med). Alle koncerter blev livestreamet på SommerKlassisk’s Facebook-side, og i hvert fald en af dem blev optaget til radio af DR P2. Et par bekendte var til flere koncerter, og mange var til færre.

Generelt var der ret tomt på tilhørerpladserne mandag-onsdag og bedre fyldt op torsdag-fredag. Om det var, fordi rygterne var nået byen rundt, eller fordi folk var kommet hjem fra sommerhuset, ved jeg af gode grunde ikke. Men det var muligt at deltage i koncerterne på en corona-sikker måde, selv for en småparanoid type som mig. Afstand og rene hænder hjælper, og gode manerer burde være lette at huske i disse dage.

Men jeg blev overrasket, da jeg i går checkede loggen for hvor mange gange, Smitte|Stop app’en på min telefon var blevet “spurgt” i løbet af de 5 dage. Sådan som jeg læser loggen, så har helt præcist 0 af de andre fra publikum, der har siddet bare sådan nogenlunde tæt på mig i løbet af koncerterne, haft app’en aktiveret. Øv, altså! For den app kan hjælpe os alle til at identificere smittekæder, så hent app’en til din telefon, og slå BlueTooth til hver gang, du forlader hjemmet. Hvis du ikke ved, hvordan man gør det på en sikker måde, så spørg nogen, du stoler på.

Hvis vi alle bruger Smitte|Stop og holder afstand og hænderne rene, så kan vi trygt gå til koncert i de kommende måneder. Naturligvis ikke, hvis vi er syge eller særligt udsat, men alle vi andre, der vil høre klassisk musik live, kan. Og Concertanten vil!