Her i maj 2021 sker der en hel masse, der skulle have fundet sted i 2020 men blev udskudt og udskudt. Et af de udskudte projekter var Det kongelige Teaters opsætning af den amerikansk-fødte koreograf og balletikon John Neumeiers abstrakte ballet til Mahlers 3. symfoni. Værket skulle have haft dansk premiere 14. marts 2020, men det var jo den uge, Danmark lukkede samfundet helt ned, og det danske sprog fik helt nye ord.

Concertanten havde haft billet til sidste opførsel i forrige sæson, og den billet rullede med over i den nuværende sæson, hvor jeg så havde brugt 4/5 af sæsonen på at vente og skæve til smittetallene: Ville lige netop dette værk klare sig igennem nedlukningerne og rent faktisk blive til noget? Ville det være ren streaming?

19. maj 2021 fik værket så endeligt premiere, Neumeier selv var til stede, det var Dronningen også, og alle var begejstrede. Jeg havde fået flyttet min billet til anden aften, fredag d. 21/5, og glædede mig som et barn til juleaften. Jeg kan vældigt godt lide Neumeiers “sprog”, der bruger elementer fra den klassiske ballet, er udpræget moderne, og altid meget smuk og vedkommende. Men jeg er endnu mere begejstret for Gustav Mahlers musik, og glædede mig især til at høre Kapellet spille denne monsterlange symfoni.

Oplevelsen

Salen var så fuld, som tiden tillader. Nogle bekendte sad foran mig i parkettet, nogle venner sad oppe på 1. balkon, på scenen var der ingenting, og i orkestergraven var der også tomt. Øh?

Jo, rygterne havde talt sandt: Fordi Mahler jo skrev stor musik til store orkestre, så havde man besluttet at flytte orkestret ned i prøvesalen 5 etager under scenen, så alle musikerne kunne få corona-passende afstand til kollegerne. Så på deres plads i graven stod nu store højttalere, og de to små skærme ude i hver side ville vise danserne dirigenten som sædvanligt men altså via et kabel til kælderetagen.

Concertanten trak på skulderen og besluttede sig for at fokusere på, at det dog ikke var en båndoptagelse. Det ville lyden af børne- og damekor i den berømte 5. sats desværre være, men altsolisten, Johanne Bock, ville være live sammen med orkestret.

Symfonien er en af mine favoritter blandt Mahlers værker, fordi den er så ekstrem. Vi lægger ud med 8 valdhorn, fortsætter med en hvirvel af strygere, møder et posthorn undervejs, hører en altstemme sukke “O Mensch! Gib Acht!” i et rystende og uventet citat fra Nietzsche, og vi slutter med en hymne til kærlighed og inderlighed mere end 1½ time senere. Jo, jeg forstår godt, hvorfor samtiden fandt Mahlers musik så gakket, men ih, hvor den giver mening for mig! Den hidtil bedste udgave af symfonien, jeg har hørt i en koncertsal var med Iván Fischers Budapest Festival Orchestra i Tivoli for en del år siden. Men denne aften ville musikken blive visualiseret af dansere.

Neumeiers rammefortælling i denne abstrakte ballet handler om en ung mand og hans oplevelser gennem livet. Man havde valgt at bruge de mange trykte programmer fra foråret 2020, der jo aldrig blev brugt, og der kan man bl.a. se, at den unge mand skulle have været Jonathan Chmelensky. Tiden gik, og nu er det altså Liam Redhead, der danser rollen. Det gør han rasende godt, men Chmelenskys udgave ville jeg virkeligt gerne have set. Til gengæld har vi nu Ida Praetorius til at danse den rystende 4. sats sammen med ham og Emerson Moose, hvilket var en sand fornøjelse. Og i rollen som vores hovedpersons alter ego har vi Marcin Kupinski, der altid giver elegance til sine roller. Andreas Kaas er også med til at holde niveauet højt, og generelt dansede Balletten bedre denne aften, end jeg har set dem længe.

Men altså, den lange første sats er i Neumeiers udgave ”I går” og lader Ballettens mandlige dansere vise, hvad de kan. Der er et udpræget militært tema i både musik og koreografi, hvor Neumeier lader danserne marchere, danne formationer, og støtte hinanden i muskelprægede kombinationer. Kan man godt lide at se veltrænede mandlige kroppe, så er det denne sats, man skal se danset. Men det er altså dans på et højt niveau!

I anden og tredje sats kommer de kvindelige dansere med på scenen. Der er en form for duet og kvartetter undervejs, hvor Neumeier lader danserne udforske ”sommer” og ”efterår”.

Men før 4. sats tømmes scenen, og Ide Praetorius tumler ind i et frustreret afmagt over et eller andet. I programnoten står der, at denne sats startede som sit helt eget værk, skabt til balletten i Stuttgart i 1974 i anledning af deres balletchef og Neumeiers mentor, John Crankos død. Mens altstemmen synger om menneskelig afmagt overfor evigheden, danser to herrer som kloner af hinanden, mens den kvindelige danser blander sig, deler dem og støtter dem på skift. Rystende!

I den barnlige femte sats synger børnekoret Bimm Bamm, og til det danser en ung kvinde barnlige spjæt med benene. Hun er en slags engel for vores hovedperson, der minder ham om det menneskelige, måske? Hun er i hvert fald helt, helt anderledes end de øvrige roller, og vores hovedperson fatter hende først til sidst i sjette sats, som Mahler kaldte ”Hvad kærligheden fortæller mig”.

Konklusionen

Om der blev klappet? Jep! Af danserne, af altsolisten (Johanne Bock i det helt store skrud), af Kapellet (repræsenteret under fremkaldelserne af koncertmester Emma Steele, der også stod for fabelagtige violinsoli undervejs), og af det Gesamtkunstwerk af lyd, dans, og sang, som Neumeier har skabt. Se to videoer på kglteater.dk, hvor balletchefen og en trompetist giver hver deres version af, hvad der foregår i dette værk.

Og køb din billet, mens du kan her: https://kglteater.dk/det-sker/sason-20202021/ballet/mahlers-3.-symfoni

For selvom dette er et tidligt værk af Neumeier, og selvom noget af koreografien kan virke lidt ”been there, done that”-agtig, og selvom Kapellet sidder og spiller nede i kælderen i stedet for i orkestergraven, så er det en fuldstændigt overvældende og smuk oplevelse, denne.

Ifølge en bekendt, der er tæt på John Neumeier handler værket om anden verdenskrig. Det kan jeg genkende i hans koreografi til første sats med de mange mænd, og i de følgende satsers afsøgning af hvad, det vil sige at være et menneske. Og i en Twitter-tråd beretter komponisten Martin Stauning om nogle af danserne og oplevelsen af at have besøg af Neumeier på det kongelige Teater (hint: Det handler om parfume!) – tak for snakken, Martin, og jeg skal nok få hørt den harpekoncert en af dagene!