I denne uge begynder en ny sæson i diverse koncertsale, måske også i en bygning nær dig, kære læser. Nogle af os har set frem til den nye sæson med længsel, andre er mere bekymrede. Atter andre holder sig fortsat væk, måske på grund af rejser, måske på grund af bekymringer, og måske på grund af ændrede vaner. Concertanten er så klar og deltager i hele tre koncerter denne uge. Men hvem kan jeg regne med at se i salene, og hvem vender aldrig tilbage?

I denne blogpost spekulerer jeg lidt og forklarer mit eget synspunkt lidt mere, så hæng med her – og kontakt mig, hvis du er uenig!

Kunsten at være publikum

I marts 2020 lukkede alt på grund af den begyndende pandemi. Siden da har der været forsøg på genstarter, korte festivaler, og forsøg på at lade som om koncertsæson 2020-21 var bare helt almindelig. Det var den ikke, dels på grund af forsamlingsforbud, og dels på grund af rejserestriktioner. Men nu er salene igen åbne for publikum på samtlige pladser – og dog meldes der om tomme sale til Tivolis anden omgang af Stjernestunder i denne uge. I Politiken antyder man, at problemet er manglende reklame for koncerterne (jeg har pt. ikke abonnement, men hvis du har, så kan du læse Thomas Michelsens artikel her). Concertanten er fraværende i år på grund af rejser, men programmet er som sidste år fuldstændigt bjergtagende: https://www.tivoli.dk/da/kultur+og+program/sommerklassisk/stjernestunder

Concertanten har en lumsk mistanke om, at problemet til dels ligger hos det potentielle publikum selv: Nogle er bekymrede for coronasmitte, andre er forvænt med digital adgang til de store stjerner og orker ikke andre mennesker længere. Lige netop disse to typer er baseret på min private vennekreds, og jeg tillader mig at overdrive en anelse for at fremme forståelsen, for de to typer har udgjort kernepublikum i koncertsalene i København, så hvis de mangler, så får vi igen halvtomme sale i denne sæson.

De, der foretrækker den digitale adgang til de store stjerner er ikke tabt for de københavnske ensembler. Nogle af dem vil være i Tivolis koncertsal på søndag, hvor den store amerikanske sopran, Renee Fleming, optræder. Men de vil være noget sværere at lokke til en koncert med et af områdets ensembler en grå torsdag aften, hvor lænestol og ubesværet adgang til toilettet er at foretrække.

Jeg selv har også digital adgang til et af de store udenlandske orkestre og nyder at streame deres koncerter fra sofaen. Det er lige som med CD-indspilninger og DVD/BluRay: Hvis man har et rimeligt godt anlæg derhjemme, så er lyden fantastisk, og orkestret lyder klart og rent. Selv koncertoptagelser er jo digitalt redigerede, så oboens solo står strålende klart, og sangerens stemme går rent igennem. Mikrofonen har (jo) altid den bedste plads, og derfor er indspilningerne så populære: Du behøver faktisk ikke selv være til stede for at nyde musikken.

Men optagelserne er slet ikke som at være der selv. Det, man ikke får med, er synergien mellem kunstnere og publikum, der skaber en fælles oplevelse. Jeg har nævnt det før, dette med at musikerne spiller for publikum, der til gengæld læner sig frem i stolene for at få mere, hvilket musikerne mærker og derfor giver dét mere. Det er derfor, generalprøven er så anderledes end den endelige koncert – og det er derfor, en eventuel gentagelse af koncerten igen lyder helt anderledes.

Det konkrete orkester er (jo) mere end antallet af musikere den pågældende aften, og derfor lyder de forskellige orkestre anderledes. En koncert med det samme værk spillet af henholdsvis Berliner Filharmonikerne og Det kongelige Kapel (åh, hvor ville det være en skøn koncert!) ville illustrere min pointe: De to orkestre lyder simpelthen forskelligt. Det handler ikke om, hvorvidt det ene er bedre end det andet, selvom nogle ville påpege, at Berlinerne har flere verdenskendte solister ansat. Nej, deres lyd er anderledes. Berlinerne lyder krystalklart med skarpe soli, mens Kapellets gyldne strygerklang giver varme til selv den mest bedøvende balletmusik. Et andet eksempel er de to ensembler her i København, der begge påstår at spille Carl Nielsen ”mest rigtigt”, nemlig DR SymfoniOrkestret og Det kongelige Kapel. Man kan høre forskellen på deres indspilninger, men til koncerterne fremgår forskellen (jo) ikke, fordi live-oplevelsen altid er mere konkret: Fænger denne udgave publikum eller ej?

Concertanten har været til koncerter, hvor synergien ikke fungerede for mig. Hvor min hjerne har været et andet sted, eller hvor dirigent og musikere aldrig fik musikken ud over rampen af en eller anden grund. Det er nemlig ikke så enkelt endda at skabe denne samlede oplevelse, og både den enkelte musiker og det enkelte publikumsmedlem kan have vidt forskellige oplevelser. Men min pointe er, at koncertoplevelsen altid er bedre end optagelsen – næsten, altså.

På et eller andet tidspult får jeg måske skrevet noget om pladserne i de forskellige københavnske koncertsale, men for nu nøjes jeg med at understrege, at den konkrete koncertoplevelse afhænger af forskellige faktorer, og at vi i publikum påvirker vores egen oplevelse meget kraftigt. Så hvis du går til en koncert med Tivoli Copenhagen Phil (gys for et navn!, da det jo er det nye navn for Tivoli Symfoniorkester) med en hjerne, der påvirket af Berliner Filharmonikernes lyd, så sætter du dig selv op til en meget anderledes type koncert. Medmindre du skruer på dine forventninger og stiller med et åbent sind. Det er to meget forskellige orkestre, der ikke alene lyder meget forskelligt på optagelser men også i virkeligheden. Det betyder dog ikke, at koncerten bliver dårlig, ringe, eller inferiør. Det kan stadig være en fantastisk koncert, hvis du læner dig frem og lader kunstnerne mærke din tilstedeværelse.

Kunsten at være publikum under en pandemi

Det bringer mig til eventuelle bekymringer for smitte blandt publikum. Siden marts 2020 har jeg været til flere koncerter, tilmed med sang(!), og det meste af tiden har jeg, en indrømmet meget bekymret sjæl, været helt tryg. Men i aften kommer den store test for mig: En stuvende fuld Opera til sæsonens første kapelkoncert. Så hvor mange vil forfalde til tidligere tiders frie host? Hvor mange vil læne sig frem og brøle et eller andet til naboens nabo? Hvor mange vil stå på trappen og skraldgrine over et eller andet?

Med andre ord: Hvor mange vil huske det, vi lærte i sidste sæson? At gammeldags høflighed stadig virker. Hensyn virker. Og et glas vin i pausen virker også bedre, hvis vi giver hinanden lidt plads i køen.

Det var nemt at være publikum til de relativt få koncerter i sæson 2020-21, fordi salene var halvtomme på grund af coronarestriktionerne. Men forhåbentligt er vi nu tilbage til fulde sale, og så gælder det om at huske hensynet til de andre. Ellers skræmmer vi de mest bekymrede væk igen – og vi har brug for dem til at hjælpe med at skabe den særlige koncertoplevelse.

Denne særlige koncertoplevelse bliver ikke skabt ved det ellers så populære københavnerhost, der trods påstande også trives i andre byer i ind- og udland. Den bliver skabt ved et fælles fokus på den kunst, der hældes over rampen af de medvirkende kunstnere. Når vi i publikum fokuserer på musikken, bliver det samlede indtryk bedre – medmindre det hele kikser, selvfølgeligt.

Jeg beder dig ikke om at være lalleglad eller ligeglad eller noget derimellem. Jeg opfordrer til, at vi sammen skaber den bedst mulige koncertoplevelse, givet omstændighederne, herunder humøret hos mig selv og alle andre til stede, min plads i salen, og hvad der konkret sker på scenen. Jeg glæder mig til at se mange i publikum igen – og jeg glæder mig til de mange kommende koncerter rundt omkring. For koncertoplevelsen er bedre med publikum – og gerne et stort publikum, der lytter interesseret (og ikke hoster).

Vi ses!