Concertanten holder meget af Copenhagen Opera Festival, der hver sommer fylder byens gader, torve, og spillesteder med sang og musik. Men i 2021 har jeg sprunget det meste af det ellers så fine program over og kun fundet plads til to koncerter med hver sin verdensstjerne, henholdsvis den amerikanske supersopran Renée Fleming og den britiske stjernesopran Susan Bullock.

Fleming i Tivoli

Sopraner holder ikke evigt, for de høje toner kræver en stærk røst og gode lunger. De fleste sopraner begynder derfor at ændre rolletyper og programstil relativt tidligt, efterhånden som stemmen ændrer sig, for så at drosle ned for karrieren måske allerede sidst i 50’erne eller først i 60’erne. Det har jeg fået fortalt engang af en sanger, og sandt er det, at en 75-årig sangerinde sjældent lyder helt så godt, som hun gjorde som 45-årig.

Så hvordan ville den store sopran fra Metropolitan Opera i New York lyde, nu hun er i 60’erne? I nullerne bjergtog Renée Fleming os alle som fortolker af Richard Strauss’ musik med rollen som Marskalinden i Rosenkavaleren som den helt store glansrolle. Jeg havde aldrig hørt hende live, men da Tivoli og COF meddelte, at hun ville give koncert i København i august 2021, så bestilte jeg en billet!

Fleming var omgivet af det sært navngivne orkester, Tivoli Copenhagen Phil, der altså er sommerudgaven af Copenhagen Phil, der engang hed Sjællands Symfoniorkester om vinteren og Tivoli Symfoniorkester om sommeren. Akkeja, men et godt orkester er de stadigvæk. Som dirigent havde de fået fint besøg af Sebastian Lang-Lessing, der alt for sjældent kommer forbi København.

Programmet var delt i to med en omstillingspause midtvejs:

1. Schubert: Mellemaktsmusik fra skuespillet Rosamunde
2. Schubert: An Sylvia (D891)
3. Schubert: Im Abendrot (D799)
4. Schubert: Gretchen am Spinnrade (D118)
5. Strauss: Orkestersuite over operaen Rosenkavaleren
6. Strauss: Muttertändelei (Op. 43, nr. 2)
7. Strauss: Wiegenlied (Op. 41, nr. 1)
8. Strauss: Waldseligkeit (Op. 49, nr. 1)
9. Strauss: Cecilie (Op. 27, nr. 2)

Altså sange af Schubert, som Fleming slet ikke er kendt for at synge, og sange af Strauss, som hun er herostratisk berømt for at synge. Omstillingspausen mellem de to dele blev brugt til at bringe førsteviolinerne nærmere dirigenten, da de ellers var rykket et par meter tilbage for at give plads til divaen – musikken til Rosenkavaleren er ikke mindst fuld af lækker strygerklang, så det gav fint mening for mig.

Salen var væsentligt mere fuld end længe, da de næsten udløbne coronarestriktioner i kombination med ugens World Pride havde fyldt Tivoli. I følge venner havde de forgående dages Stjernestunder-koncerter været præget af fravær af publikum, så en næsten fyldt sal var kærkommen.

På scenen altså et fuldt orkester, på podiet altid elegante Lang-Lessing, og ved siden af ham aftenens solist, Renée Fleming. Hun kom skridende ind med løst hår, lang kjole, og stiv ryg, og salen buldrende af hurraråb. Jovist er hun populær her i København, men hun er også af grunde, jeg ikke kender, et ikon i visse dele af LGTB+miljøet, og måske derfor var jubelråbene tydligere hér end så mange andre aftener.

De tre Lieder af Schubert er måske et kommende kernerepertoire for Fleming, men det er ikke dem, hun er kendt for. Måske derfor lød den første, An Sylvia, overraskende for alle – tilmed syntes den at komme bag på Fleming selv.

Fleming er nok ved at drosle ned for karrieren, og så er Schubert måske passende – de mere intime sange passer til mere intime scener end den kæmpemæssige Met Opera. Med støtte fra Lang-Lessing og et forførende glat spillende orkester fik Fleming styr på stemningen, så vi kunne høre hulkene i Gretchens sang. Men hedes hjemmebane er stadig Strauss, og hun virkede mere tilpas i dén verden.

Vi fik lokket hele to ekstranumre ud af Fleming efter tydelig aftale med dirigent og orkester. Først en af de sange, som Fleming har sunget allermest og allerbedst gennem mange år: Morgen, af Richard Strauss. IMO synger ingen den bedre end netop Fleming, for den ligger som smør for hendes stemme – også nu, hvor stemmen ikke er helt, hvor den engang var: Intim, kærlig, fløjlsblød. Hér oplevede vi den Fleming, vi var kommet for at opleve! Og det vidste hun, og derfor sang hun den som ekstranummer med Jon Gjesmes violin som villig medspiller. Charmerende og forførende!

Andet ekstranummer ligger også Flemings hjerte nært, nemlig Summertime fra Gershwins opera Porgy & Bess. Sangen er skrevet til en ung og meget lys sopran, men Fleming kan stadig lave de glissandi, der skal til for at sangen lyder som den sommermorgen i det sydlige USA. Et langt mere modigt valg, men igen forførte hun os, så vi jublede.

En skøn aften i Tivolis koncertsal var forbi, og vi stod og trippede udenfor salen – søndag aften er der nemlig stort set lukket i Tivoli, bortset fra et småhemmeligt sted, hvor orkestermusikerne samles efter koncerten. Et par af os fik et godnatglas indenfor høreafstand, og det lød som om musikerne var enige med os i, at det havde været en dejlig aften.

Bullock i Børsen

Fleming om søndagen, og Bullock om mandagen. Og dét efter en kapelkoncert torsdag og en kammerkoncert fredag, som måske også kommer på bloggen snart. og så lige en klaverløve om onsdagen. Sikke en bølge!

Mandag aften altså flere sange med Susan Bullock og Ulrik Stærk. Bullock er den første Årets Gæstekunstner ved Copenhagen Opera Festival, og det er da et godt sted at starte en ny tradition. COF bruger gerne den smukke festsal i den gamle børsbygning, for den er intim trods størrelsen og understøtter både kammermusik og, som her, sang med klaver.

Programmet bestod af fire blokke med hver sin komponist:

1. Wagner: Wesendonck-Lieder
   1. Der Engel
   2. Stehe still!
   3. Schmerzen
   4. Träume
2. Duparc
   1. Au pays où se fait la guerre
   2. L’invitation au voyage
   3. Chanson triste
   4. Phidylé
3. Quilter
   1. Fair House of Joy and Bliss
   2. Autumn Evening
   3. Dream Valley
   4. Love’s Philosophy
4. Britten
   1. Fileuse
   2. Il es quelqu’un sure terre
   3. Quand j’etais chez mon père

Som ekstranummer fik vi endnu en sang (jeg kan ikke huske hvilken), hvor både sanger og pianist fik leget og grint. Men til allersidst sagde Bullock, at hun nu ville synge en sang helt alene, nemlig den wallisiske folkesang om David og den hvide sten (Dafydd y gareg wen), og det blev aftenens uventede højdepunkt for mig: En meget rørende og uendeligt smuk afslutning på en dejlig koncert. Tak for det, Susan Bullock og Ulrik Stærk!

Bullock er et par år yngre end Fleming og kendt for at synge Wagner, blandt andet. Jeg havde aldrig hørt hverken hende eller den fremragende pianist Ulrik Stærk før, men kombinationen var uimodståelig. De deler tydeligvis humoristisk smag, og de muntre folkesange, som Britten arrangerede under titlen Fileuse blev serveret med tilpas gakket lune og charme fra dem begge. Stærk kan spille alt, men Bullock er (stadig?) bedst i toner med knald på. Og det var en forfriskende anderledes udgave af Wesendonck-Lieder, som jeg jo ellers kender bedst med fuldt orkester.

En dejlig aften!